Bamse og kyllings bedste ven - tihvertifald

Katrine Hauch-Fausbøll var med til at opfinde Bamse, og de seneste næsten 30 år har hun været hans primære voksne. De to skal snart skilles, men det er ikke let at give slip på sit livsværk – bare det at se ham danse ballet kan være for meget.

De har altid fulgtes ad, Katrine Hauch-Fausbøll og hendes »livsværk«, Bamse. Her sidder de foran en lille udgave af Bamses hus, der står i hendes baghave. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Niels Ahlmann Olesen

Der bor en lille dame inde i Bamse. Katrine hedder hun, og det er ikke så tit, man ser hende. Eller at hun siger noget direkte ud til verden for den sags skyld.

Se mange flere sjove billeder med Katrine og Bamse i galleriet til højre

 
Det skyldes blandt andet, at hun er ret genert. Det har hun altid været, og det har ikke fortaget sig synderligt, selv om hun nu er godt på vej ind i sit 65. år, og pagehåret er blevet drysset til med grå stænk. 

Egentlig var det ikke meningen, at hendes liv skulle komme til at handle om en stor, gul Bamse. Det skete ligesom bare. Da hun var ung, drømte hun om at blive filminstruktør. En meget berømt en og intet mindre, skulle hun være, for det er den størrelse, drømme har, når man er udstyret med et barnligt og verdensfjernt sind som hun.

Læs også:
Shane: Danmarks nye Jørgen Clevin
Sigurd Barrett: »Jeg vil ikke sættes i bås som den kristne Sigurd ...«
Søren Østergaard: Forfængelig cirkusdirektør med egen dyne

Sådan gik det åbenlyst ikke helt. Berømt blev hun godt nok, herhjemme og specielt hos de helt små danskere. Ikke i egen skikkelse, men gennem en flok dyr formet af stof og tråd. En Bamse, en Kylling, frøen Kaj og papegøjen Andrea.

Hun var med til at skabe figuren Bamse i 1980, og to år senere overtog hun ham helt og har siden mere eller mindre egenrådigt stået bag manuskript og produktion af et af dansk tvs stærkeste brands, Bamse – og den lidt senere tilkomne Kylling. I omegnen af 250 episoder med den irriterende, manipulerende, varme og elskelige bamse er det efterhånden blevet til.

Og den er still going strong, selv om den – set med de progressive briller på – om nogen er umoderne.

Den sætter stadig en dyd i at være en vedholdende tidløs ode til barnet og barnligheden, der i snart 30 år har dyrket den enkle langsommelighed og været fløjtende ligeglad med, at verden udenfor dens lille danske skov fik stress, computere, mobiltelefoner, fladskærme, raw food, lykkepiller, samværsresolutioner og elbiler.

Så længe Bamse bare har sin grønne vandkande, kan hundse rundt med Kylling og smæske sig i Askes hjemmebagte boller og Lunas sødme, sige tihvertifald og molodi er han mere end godt tilfreds.

Er opskriften på en holdbar succes, et levedygtigt brand, virkelig så enkel?

»Jeg synes, at I, når Bamse siger »prut«, skal vende numserne mod kameraet. Det kan børn godt lide, det synes de, er sådan lidt frækt,« siger Katrine Hauch-Fausbøll til »dyrene«, som hun konsekvent kalder dem, når der øves med dragterne på.

Uden at protestere gør Bamse og Kylling, hvad der bliver sagt. »Pruuut« lyder det fra mund og næb, mens numserne vendes mod kameraerne.

Katrine Hauch-Fausbøll griner. Helt nede fra maven. Aer kærligt Bamses, der rager et kæmpe kuglerundt hoved højere op end hun, kærligt på kinden. Kigger den ind i de store øjne, selv om »dukkeføren«, manden inden i Bamse, halvbroderen Søren Hauch-Fausbøll, ikke kan se noget ud af dem, men kun ser »sine« egne Bamse-fødder fra det lille kikhul lige under dragtens hoved.

Kylling står ved siden af og spjætter lidt med sine røde ben, tager hovedet af, og den eneste »Kylling« siden starten i 1983, Brian Patterson, udbryder, at det nu er tid til en smøg, hvis altså han ikke var holdt op med at ryge.

Vi befinder os på et lille stykke firkantet skov et sted i Nordsjælland. Her ligger Bamses hus med den blå dør, Kyllings rede, Ællings badering, røde bold og en meget lille sø. Prøverne til optagelsen af en række nye små »musikvideoer« til den netop udkomne cd, »Bamses Lillebitte Billedbog«, er i fuld gang i et meget ustresset tempo.

Stedet holdes hemmeligt, fordi Bamses skov er hemmelig, og fordi – hvis vi lige forlader dens konceptuelle univers en kort øjeblik – det er nødvendigt ude i den virkelige verden. Bamse og Kylling er måske landets største kendisser – i hvert fald af dem, der hører en slags dyrerige til, og holdet bag Bamse har oplevet at blive så forstyrret af sine små fans, at de måtte stoppe optagelserne. 

»Små børn må jo ikke se »dyrene« uden hoveder, fordi det ødelægger deres illusion om, at Bamse og Kylling er virkelige. For nogle år siden, da vi lavede optagelser et andet sted, rygtedes det, hvor vi var, og busser med vuggestue- og børnehavebørn valfartede dertil for at møde Bamse og Kylling. Vores optagedage er meget pressede, og det er simpelthen for hjerteskærende at skulle jage alle de børn væk, der bare gerne vil hilse på »dyrene«,« siger Katrine Hauch-Fausbøll.

Faktisk er det lykkedes hende at undgå, at der er blevet taget billeder af Bamse og Kylling uden hoved på i alle de år, hvor hun har stået bag dem. Hun har også kæmpet indædt for, at Bamse-brandet ikke er blevet kastet i kommerciel grams eller har optrådt i alle mulige »kendis-shows«. Han er blevet holdt i kort snor i sit helt eget lille lukkede »realistiske eventyr univers« i en typisk dansk skov med typiske danske ting som honning, lyse, runde boller uden spelt og fødselsdage holdt med danske flag i lagkagen.

Faktisk har Bamse kun to gange fået udgangstilladelse til den virkelige verden. Den ene gang med Katrine Hauch-Fausbølls velsignelse. Det var, da Bamse sidste år gik til balletten og optrådte på Det Kongelige Teater. Her var hun selv den strenge tovholder på konceptet.

Den anden gang var under tvang. Det var, da Bamse sidste sommer fik bud på at optræde som en del af DRs »Cirkus Summarum«, hvis overskud går til Muskelsvindfonden.

»Jeg var helt vildt imod det, prøvede at stoppe det, fordi jeg har kæmpet indædt for, at Bamses brand ikke skulle udvandes. At han holdes i sit eget univers og ikke pludselig optræder sammen med alle mulige andre ude i virkeligheden. Jeg tror på, at det stramme koncept er en af forklaringerne på, at Bamse har holdt sig populær i alle de år. Men jeg måtte give ledelsen i DR ret, da de sagde til mig, at jeg havde en dårlig sag her. »Hvordan skal vi forklare, at der sidder en underlig kælling og siger, at  Bamse ikke må være med, fordi det ødelægger Bamse-konceptet?« Så okay, det kunne jeg ikke gøre noget ved, og jeg bad min halvbror Søren, der har været med til at skabe Bamses karakter, være inde i Bamse. Først ville Søren heller ikke, han var som jeg dybt ulykkelig, men han sagde heldigvis ja og kan nu styre det lidt. Han har fået det ordnet sådan, at Bamse laver soloer, som Søren selv har skrevet, og som jeg har læst. Og de er meget fine. Sidste år ville jeg slet ikke ind og se det, fordi jeg var så ked af det. I år har jeg købt billetter. Jeg er jo også nødt til rykke mig.«

Opskriften på Bamses succes handler måske også om det. At Katrine Hauch-Fausbøll som Bamse selv ikke har ladet sig rykke ret meget og har været fløjtende ligeglad med, hvilke trends inden for børne- og ungdomskulturen, der er fløjet forbi de snart tre generationer af danske poder, som Bamse har rakt ud til. Det er nogle helt andre værdier, som hun har søgt at videregive. Værdier, der for de flestes vedkommende udspringer fra hendes egen person, liv og barndom.

Se mange flere sjove billeder med Katrine og Bamse i galleriet til højre
 
»Jeg har skabt en lille, realistisk eventyrverden til Bamse, fordi jeg gerne ville give børnene en fornemmelse af tryghed. Det har altid været vigtigt for mig, at små og større børn altid har kunnet sætte sig alene hen og se Bamse, at det er trygt, varmt og roligt. Børn i dag kommer hjem fra institutioner, hvor der sker en masse, og de har brug for noget, hvor tempoet er roligt og konflikterne ikke er ubehagelige. Børn har brug for et pusterum.«

Læs også:
Shane: Danmarks nye Jørgen Clevin
Sigurd Barrett: »Jeg vil ikke sættes i bås som den kristne Sigurd ...«
Søren Østergaard: Forfængelig cirkusdirektør med egen dyne

Det havde hun selv, da hun var barn. Hun brugte ikke tv’et, men en verden, der minder meget om den, Bamse i dag er bygget op om.

Hun blev født i København for snart 65 år siden. Hendes far var kunstmaler, hendes mor manuskriptforfatteren og instruktøren, Jytte Hauch-Fausbøll, der blandt andre stod bag slut-1960ernes mest populære danske børne-serie »Sonja fra Saxogade«.

Da hun var fem år gammel, blev hendes forældre skilt, og Katrine voksede hun op med sin mor – og senere sin »efternøler« af en lillesøster, den 14 år yngre Julie. Hun passede ofte søsteren, blev en slags »hjælpe-mor«, fordi moderen var nødt til at arbejde.

Alle sine sommerferier tilbragte hun dog væk fra storbyen, væk fra de travle hverdage, i Gilleleje i sin mormor og morfars sommerhus, »Rævebo«. Et 24 kvadratmeter lille, skævt hus med blå dør og skodder, en utæmmet have med lune og trygge oaser under træernes hængende grene.

Det var hendes morfar, billedhuggeren Herman Andersen, der i 1928 købte den lille grund med udsigt over havet og byggede det lille hus, der tog til i størrelse alt efter, hvor mange skulpturer han fik solgt. Det stod færdigt i 1932, og Katrine og hendes søster, der siden har arvet det, har ikke ændret på ret meget. Kun tilbygget et lille pavillon med sovepladser og badeværelse.

»Når folk i dag går forbi »Rævebo«, siger de: »Det er Bamses hus«. Det er ikke tilfældigt, at de ligner hinanden. Da jeg fik overdraget Bamse i 1983, vidste jeg, at jeg var nødt til at skabe et mere realistisk univers omkring ham.
Jeg har ikke fantasi til at skabe lyserøde poetiske »rum«. Jeg var nødt til at bruge noget, jeg kendte, og som betød tryghed for mig. Det gør »Rævebo«. Selv i dag falder alle sten fra mine skuldre, og jeg bliver i bedre humør, når jeg kører ned ad skovstien til huset. Den følelse ville jeg gerne give videre og bad derfor scenografen skabe et hus, der mindede om »Rævebo«, siger hun. Griner:

»Jeg husker tydeligt, hvordan jeg legede der. Jeg var sådan et barn, der altid fandt på, hvad vi skulle lege, og ve dem, der ikke hørte efter. Det var altid mig, der skulle være helten – aldrig prinsessen. Jeg elskede dog også bare at sidde for mig selv og lege eller ligge oppe i et af træerne og læse en bog. På den måde ligner jeg nok Bamse mere, end jeg egentlig har været bevidst om.«

Også Bamses barnlighed kommer direkte fra hende. Hun kalder sig selv »ekstrem barnlig« og tillægger det karaktertræk æren for, at hun har kunnet finde inspiration til – og har kunnet holde ud – at lave Bamse i så mange år.

»Jeg synes, det er meget vigtigt at bibeholde sin barnlighed. Det er svært at beskrive, hvad barnlighed i en voksen er, men for mig er det vel noget med at fjolle og måske være lidt verdensfjern. Jeg fjoller altid sammen med mine søstres børn, og jeg har nok også lært min mand at være lidt fjollet. Da jeg mødte ham, var han programchef for DRs B&U-afdeling, og det kan godt være lidt tungt. Jeg sagde til ham: »Kan du ikke danse lidt for mig«, bare sådanne ting.«

Hendes barnlighed bærer måske også »skylden« for, at hun endte med overhovedet at blive Bamses »mor«. Som teenager drømte hun om at blive filminstruktør og brugte alt sin fritid på at se intellektuelle franske film. Indtil en dag, hvor hun sad med blikket rettet mod lærredet og tænkte: »Hvad pokker laver jeg her. Gud, hvor er det kedeligt!« Hun gik midt i filmen og har ikke siden set en fransk film.

I stedet kom hun ad omveje til DR. Eller rettere indirekte gennem sin mor.

»Min mor lavede jo tv, og ofte om aftenen kom folk fra DRs Ungdomsredaktion hos hende. Blandt andre Mogens Vemmer, som er ti år ældre end jeg, og som jeg senere blev gift med. Jeg var meget genert og gik og serverede whisky for dem, mens jeg passede min yngre søster. En dag spurgte Mogens mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg fortalte det, og han ringede så en dag og sagde, at en programmand, der lavede børneudsendelser, manglede en assistent. Det blev en meget mærkelig jobsamtale, for nærmest uanset, hvad han spurgte mig om, svarede jeg nej: »Kan du det? Nej. Kan du det? Nej. Kan du lide børn? Nej. Kan du skrive på maskine? Ja, svarede jeg.« Det var det eneste, jeg kunne, fordi min mormor havde givet mig et kursus. Og derfra startede det.«

Året var 1966, DR-monopoldagene var på sit højeste, og op gennem 1980erne, hvor DR med Mogens Vemmer i spidsen for B&U-afdelingen var der plads og råd til at afprøve mediet og ideer, der ikke var baseret på folk med lange uddannelser, men et talent inden for et bestemt felt. Og selv om Katrine foretrak børn frem for voksne seere – og aldrig selv har fået børn – havde hun et talent for at »nå ud« til dem.
 
»Jeg tror, det er fordi, jeg er ægte. Min barnlighed gør, at jeg føler, at »dyrene« er levende. Når vi øver, og det kører godt, føler jeg virkelig, at Bamse og Kylling er levende, jeg hopper fuldstændig med følelsesmæssigt. Den ægthed tror jeg, at børnene kan mærke. Det har altid været meget vigtigt for mig, at vi ikke var en flok voksne, der spillede børn. At Bamse er et barn og ikke en voksen i en dragt. Når man for eksempel lytter til Peter Plys, er han en slags voksen bamse, fordi han er meget gammelklog. Jeg ved heller ikke noget værre end børneprogrammer, hvor voksne forsøger at være børn, og på den måde taler ned til dem. Man kan tydeligt mærke, hvis en børne-vært tror på det, han eller hun siger, eller det bare er en rolle, de spiller. For eksempel skal værterne i »Ramasjang live« passe på ikke at spille børn og være »åhh, så kammeratlige«, når de lige stikker hovedet ned i en lagkage. Jeg synes sjældent, barnlighed er pinligt, mens påtaget barnlighed er det.«

Men du er jo også en voksen, der laver børne tv. Hvordan søger du så for, at det ikke er pinligt?

Se mange flere sjove billeder med Katrine og Bamse i galleriet til højre

»Jeg har altid arbejdet meget med, at der skal være en god historie med en handling, som børnene kan identificere sig med. Også de mindste. Det kan sagtens være en meget enkel handling. For eksempel kan det være en meget dramatisk historie at lære at binde sine sko, hvis den bare fortælles rigtigt og inddrager børnene. Man skal tage det alvorligt, ganske enkelt, det skal være underholdende, og så gør det ikke noget, hvis børnene får noget med derfra.«

Læs også:
Shane: Danmarks nye Jørgen Clevin
Sigurd Barrett: »Jeg vil ikke sættes i bås som den kristne Sigurd ...«
Søren Østergaard: Forfængelig cirkusdirektør med egen dyne

Skal de partout lære noget, når de ser børne-tv?

»Ja, det er da fint, hvis de gør det, men jeg har aldrig villet lave socialrealistiske programmer. Ikke fordi, der er noget galt med dem, men fordi dem er der nok af. Jeg vil gerne skabe en modvægt. Jeg vil også gerne skabe en modvægt til det der med, at børn skal involveres i voksenkonflikter. Det er jeg som princip imod, medmindre de spørger, og så skal man svare dem på deres niveau. Skal en fire-årig vide noget om Irak-krigen, hvis de ikke spørger? Det synes jeg ikke. De konflikter, Bamse og Kylling har, er »behagelige« konflikter, som børn kan have med hinanden, der altid ender godt. Børn har virkelig ikke brug for en masse voldsomhed, larm og råben, når de kommer hjem efter en lang dag. De programmer er der også nok af – på de kommercielle kanaler og også i nogle af de børneprogrammer, som DR sender. Det er som om, at voksne tror, at jo mere de råber og skriger, jo mere opmærksomhed får de fra børnene.«

Hvilke værdier er det så, du gerne vil putte ind i børnene?

»Langsommeligheden, og at det enkle kan være »fint nok«. At det er vigtigt nok for et lille barn at se, at det kan være et kæmpedrama at lære at hoppe ned fra tremeter-vippen.«

Man kunne jo også kalde dig død gammeldags – ligesom Bamse er det?

»Ja, men det virker jo – målt på Bamses holdbarhed – ikke som om, at børnene opfatter ham som gammeldags. Eller de voksne for den sags skyld. Bamse ville måske være blevet udateret, hvis jeg for ti år siden havde givet ham en telefon. Hvem skulle han ringe til – og skulle han så ikke også have en computer og en e-mail? Der, hvor jeg har ændret lidt, er i tempoet. Børn gider ikke længere sidde og kigge på, at Bamse bevæger sig fra et sted til et andet.

De kan sagtens kapere flere klip, men ellers har jeg ikke lavet om på noget i snart 30 år. Vi laver heller ikke playback på replikkerne, for så forsvinder ægtheden og intensiteten. Og så holder jeg fast på det der med, at Bamse er dansk. Ikke fordi jeg er medlem af Dansk Folkeparti, så langtfra, men fordi jeg igen synes, der er så lidt danskproduceret tv for de mindste. Jeg tror, det er meget vigtigt, at danske børn kan identificere sig med det, de ser. At de kan se, at det er en dansk skov, at fødselsdage fejres efter vores skik og så videre. Vi lever i en global kultur, men der er stadig forskel på danske og engelske børns hverdag, skikke og omgivelser.«

Måske på grund af hans stilstand, synes nogle, at Bamse er direkte irriterende, og du har fået kritik for, at han lærer børn at tale forkert med alt sit tihvertifald og molodi?

»Ja, men sådan er det jo. Jeg har altid sagt, at børn sagtens kan skelne, når Bamse taler vrøvlesprog, og det er vel også derfor, at han nu bruges i undervisningen af fremmedsprogede børn. Børn kan identificere sig med ham, og det motiverer dem. Men ellers kan jeg godt savne reel og konstruktiv kritik af ham nogle gange. At nogen tager det alvorligt – og ikke bare for givet. Ikke for at være utaknemmelig, men fordi det er vigtigt for kvaliteten.«

Hvordan man skaber en holdbar tv-succes for de mindste synes altså ikke sådan lige at være til at købe sig til. Hemmeligheden bag er måske netop, at der bor en rigtig, lille dame derinde, som har en mission med det, hun gør. 

Og det ved den lille dame godt selv. Hun kan fortsætte med at arbejde på DR, indtil hun er 70 år gammel, og derefter er Bamse »on his own«.

»Jeg ved ikke, hvad der sker med Bamse. Men jeg tænker da rigtig meget på det. Det er jo mit livsværk, og jeg har jo fundet ud af, at mine drømme om at blive filminstruktør handlede om at få lov til at skabe noget. Det har jeg gjort, og selv om jeg ikke hele tiden går og udvikler ideer til programmer, så fylder figuren meget. Jeg kan godt gå herhjemme, og så sker der et eller andet, og jeg tænker »nej, det kan Bamse også gøre.« Jeg drømmer da om, at jeg kan få lov til at lave lidt flere afsnit for de allermindste, før jeg holder op. Og så ville det egentlig være fint, hvis Bamse holder op sammen med mig. Der vil så ligge en masse gode »Bamser« til de næste mange år, og der vil blive passet på brandet.«

Hvad ønsker du, at dit »eftermæle« skal være?

»At det, jeg har lavet, har haft stor betydning for vores børn. At det er underholdende. Og at der er blevet skabt et dansk tv-ikon, der kan leve i 40 år endnu.«