Balladen om Ballard

Var divaen Diana Ross fra THE SUPREMES en intrigant skurk, som skubbede sin veninde Florence Ballard ud i en nedtur, der endte med druk og død? Det er det store spørgsmål i amerikansk showbiz, og årsagen er øjeblikkets mest feterede film -»Dreamgirls.«

Gruppen The Supremes. Foto: Bettmann/CORBIS Fold sammen
Læs mere

SANTA FE. Det var det store sentimentale øjeblik. Jennifer Hudson modtog en Golden Globe, og med tårer i øjnene holdt hun sin statuette op og nærmest råbte ud til verden:

»Den er for Florence Ballard. Vi vil altid huske dig.«

DET ER SUCCESEN, der sælger, men det er tragedien, der gør rock n' roll til rock' n' roll, og Florence Ballard var sådan en tragedie.

Hun var - som Hendrix, Morrisson, Joplin og Cobain - et ungt menneske, der blev fanget i en hvirvelstrøm af begivenheder, der gav hende alt, og derefter tog det hele fra hende og mere til.

I 30 år har hun ligget på kirkegården i Detroit, med en til-irret gravplade med to noder og teksten »Elsket mor og hustru,« og i 30 år har hun ikke været meget andet end netop en til-irret gravplade.

MEN SÅ KOM FILMEN »Dreamgirls«, den for tiden mest omtalte amerikanske film, der ikke blot i sidste uge tog tre Golden Globe statuetter, men i denne uge også blev nomineret til otte Oscar-ditto, og filmen har for alvor sat sindene i kog.

For den tilsyneladende ganske uskyldige historie om tre sorte piger, der i 1960erne blev verdensstjerner, er alt andet end uskyldig. Diana Ross meddelte i den forgangne uge, at hun ville se filmen med sine advokater, og en anden gammel Motown-stjerne, Smokey Robinson, har kaldt filmen for »meget, meget, meget fornærmende.«

For »Dreamgirls« er en skildring af et stykke brutal virkelighed, som virkeligheden udspillede sig omkring trioen The Supremes, det største sorte musiknavn i 1960erne. Alle husker i dag The Beatles, men færre husker, at The Supremes i en årrække var lige så store. Fem singler i træk nåede førstepladsen, og deres tøj og stil dannede mode. Korte orange læder-nederdele og glamourøse røde aftenkjoler - det var The Supremes. »Baby Love«, »Where did our love go« og »Stop in the name of love«- det var The Supremes.

BAG SUCCESEN RASEDE imidlertid en kamp.

The Supremes bestod af tre sorte piger fra Dexter-ghettoen i Detroit, og Florence Ballard var foregangskvinden. Hun havde sunget med sin mor i kirken, siden hun kunne synge, og hun havde en stemme, der var så stor, at hun skulle stå fem meter fra mikrofonen under pladeindspilningerne. Hun inviterede veninderne Mary Wilson og Diana Ross med i gruppen, og i 1961 fik de en kontrakt med Motown og navnet The Supremes.

Chefen for Mot own, Berry Gordy, havde et godt øje til Diana Ross, hun var lidt mere forfinet end de to andre piger i gruppen, og det varede ikke længe, før end hun var hans elskerinde, og det varede heller ikke længe, før end Gordy tog en dramatisk beslutning. De tre piger skulle ikke længere synge sangene på skift; fra nu af skulle Diana Ross være forsangeren. Florence Ballard havde en god stemme, vorherrebevares, men den var for sort, for meget soul og lyden af Highway 61, og hendes knogler var i øvrigt for kraftige. Hun kunne heller ikke skjule, at hun var en pige fra ghettoen. Som hendes søster senere har fortalt: »Hun kunne bande og uddele et par flade.«

Diana Ross var anderledes, der var mere diva over hende, og hun havde en fin, nasal stemme, nærmest kønsløs, og den rummede den største cross-over mulighed, sagde Gordy. Ross kunne fange det hvide publikum; Ballard kunne ikke.

Og sådan gik det. Ballard røg i baggrunden, Diana Ross trådte i forgrunden, og snart hed gruppen Diana Ross and The Supremes.

VAR DET RETFÆRDIGT?

Tilhængerne siger, at Berry Gordy kun gjorde, hvad han var nødt til at gøre. The Supremes havde ikke et ærligt hit med Florence Ballard i spidsen, og succesen kom først, da Diana Ross stillede sig foran. I den musikalske junglelov er nogle mennesker nu engang stjerner, andre er vandbærere, og sådan er det.

Kritikerne mener derimod, at Diana Ross var en intrigant skurk, og at hun gennem sin affære med Gordy og sine super-ambitioner manøverede veninden ud.

Under alle omstændigheder begyndte nedturen for Ballard. Hun kom i forvejen fra en familie, som kæmpede med depression og alkohol, og i et interview med Detroit News har søsteren også afsløret, at Florence Ballard i 1960 blev voldtaget, og at voldtægten bare blev dysset ned og aldrig behandlet. Dæmonerne - og skuffelsen i The Supremes - begyndte at plage hende, hun begyndte at drikke, hun blev pinlig, hun blev tyk og kunne ikke klemme sig ned i sit popstjernetøj, Berry Gordy tog hendes eneste tilbageværende solosang fra hende, og i 1967 røg hun ud af Motown og The Supremes. Hun fik en solokontrakt med et andet pladeselskab, men det blev ikke til noget, hendes mand gik fra hende, og i 1972 røg hendes hus på tvangsauktion.

Den tidligere verdensstjerne flyttede med sine tre børn ind hos sin søster, og hun endte med bistandshjælp og tomme flasker.

»Dreamgirls« fortæller den historie, om end under pseudonym og tilsat en særlig Hollywood-afslutning, og filmen har ikke fået mindre opmærksomhed af, at den rummer en historie i historien.

JENNIFER HUDSON spiller Florence Ballard, og Hudson var i 2004 en af finalisterne i »American Idol«, det amerikanske »Stjerne for en aften«, men hun blev stemt ud under omstændigheder, som ingen ringere end Elton John kaldte for »racistiske.« Nu får hun revanche, og hendes store solosang i filmen er en af den slags biografoplevelser, hvor publikum dårligt tør trække vejret. »Den sang vil give gåsehud over hele verden«, skrev Newsweek. »Den sang sætter hendes navn på en Oscar,« skrev New York Daily News.

Foreløbig har hun fået en Golden Globe og er blevet nomineret til en Oscar, hun har gentændt en 40 år gammel kontrovers, og Diana Ross er i retræten. TV-stationerne jager hende for at få en kommentar, men hun undskylder sig med, at hun endnu ikke har set filmen.

»Jeg har dog hørt en del om den, og jeg vil se den sammen med mine advokater«, sagde hun i denne uge på amerikansk morgen-TV.

Smokey Robinson har derimod taget bladet fra munden. Han er skuffet over portrættet af Motown som en beskidt pengemaskine. »Det er helt forkert. Motown banede vejen for sorte kunstnere, og filmen er fuld af fejl, og den bliver hver dag set af millioner,« sagde han til radionetværket NPR.

HVIS FLORENCE BALLARD under gravpladen og de to noder kan høre debatten, vil hun høre lyden af en meget forsinket anerkendelse.

I slutningen af 1975 sagde hun i et interview, at hun havde rundet bunden og var på vej op igen. Hun havde lagt skuffelserne og bitterheden bag sig, og hun var klar til at vende tilbage til de skrå brædder.

Sådan gik det ikke. 21. februar 1976 blev Florence Ballard indlagt på Mt. Carmel sygehuset i Detroit. Hun kunne ikke føle noget i sine lemmer, sagde hun, og kort efter mistede hun bevidstheden. Hun døde samme dag. 32 år gammel.

Ved sin sidste offentlige optræden sang hun sangen »I am a woman«m, og lyrikken har - den nuværende hvirvelstrøm af begivenheder taget i betragtning - en særlig mening.

ȁh, ja, jeg er klog,

men det er klogskab født af smerte.

Åh, ja, jeg har betalt prisen,

men se hvor meget jeg har vundet.

Jeg kan gøre alt, hvis jeg skal.

Jeg er stærk.

Jeg er uovervindelig.

Jeg er en kvinde.«

»Dreamgirls« har dansk premiere 9. februar.