Da badmintonspilleren Viktor Axelsen vandt OL-guld, blev han hyldet to gange. Først blev han hyldet for at være den bedste til sin sport og dernæst for at vise følelser. »Aldrig har guldtårer været så smukke,« sagde en kommentator henført, mens andre skrev lange klummer om, at han var et kæmpe forbillede og beundringsværdigt stærk, fordi han turde vise svaghed.
Men da Viktor Axelsen forleden meddelte, at han ville flytte til Dubai, fik piben en lidt anden lyd. I skrivende stund er der cirka 650 kommentarer til hans Facebookopdatering, der indledes med ordene »Det her er hurtigt skrevet«, og måske burde han have skrevet det lidt langsommere.