Axe was here!

Jeg tror jeg var omkring de 14 år, da jeg peakede som graffitikunstner.

Min gode ven René Schmidt og jeg havde taget bussen fra den lille provinsflække, hvor vi boede, ind til storbyen Viborg. Vores rygsække var pakket med spraydåser, som vi havde købt for vores lommepenge hos farvehandleren, og hættetrøjerne var bundet tæt om hovedet, da vi sneg os ned på baneterrænet bag banegården, hvor et par gamle udrangerede godsvogne holdt parkeret langt ovre i et hjørne.

Ja, jeg ved det godt. Der er meget, meget langt til downtown Brooklyn, New Yorks Subway og lyden af The Message med Grandmaster Flash & The Furious Five sådan en onsdag aften i Viborg, hvor byens borgere forlængst var gået i hi i kameluldstøflerne foran flimmeren, men alligevel var mine ben som gele og min hånd rystede, da jeg begyndte at lave mit første rigtige »piece«. Mit kunstnernavn var »Axe«, hvilket heldigvis var ret kort, så jeg kunne få det skrevet i en helvedes fart og så bare komme væk inden vi blev opdaget. Men René, der var langt dygtigere end mig, var iskold og gav sig god tid til at færdiggøre sit værk, mens jeg bare lå og bævede af angst nede i en grøft.

Måske er det derfor, René i dag er blevet en stor og anerkendt kunstner, mens min karriere som gaderebel og undergrundsmaler helt naturligt blev skrinlagt, da vi atter sad i bussen hjem mod de trygge landsbyrammer. Jeg havde hverken talentet eller nerverne til at drive det til noget som helst større. Jeg havde ikke »det« i mig. Oprøret mod systemet, vreden mod det etablerede og budskaberne, der kunne ændre verden. Når jeg kigger på graffiti den dag i dag er det netop det, der gør hele forskellen. De personer, der »tagger« murene omkring Jagtvej 69 og andre steder i byen, har ganske vist oprøret og vreden, men har ikke talentet til at få deres kunst til at gøre en forskel, hvorimod gadekunstnere som »Husk Mit Navn«, der blandt andet kunne ses inde i Ungdomshuset, da det eksisterede, har det der skal til for at lukke øjnene op.

Grafitti vil altid være en del af bybilledet uanset hvor mange millioner kommunen og statsbanerne bruger på at bekæmpe det. Talentfulde eller ej, vil der altid dukke nye unge op, der som jeg selv dengang i de tidlige 80’ere, bare én gang skal prøve at mærke adrenalinen suse gennem kroppen. For langt de fleste bliver det ved den ene gang – bare fordi det skal prøves.

For andre kan det ende med at blive til stor kunst.