Avedons ansigter

Ingen kunne tage et portræt som Richard Avedon. Hans sorthvide fotografier blotlagde sjælen på berømtheder og bumser, magthavere og mordere. På fredag mindes han med en retrospektiv udstilling på Louisiana.

Twiggy, model, Paris, 1968. Fold sammen
Læs mere

Som 70-årig så den amerikanske fotograf Richard Avedon tilbage på et langt liv, da han udgav mastodontværket »An Autobiogra­phy« med hundredvis af sorthvide portrætfotografier fra godt 50 år bag linsen. Det var i 1993, og selv om han som fotograf for tidsskriftet The New Yorker ikke spildte tiden i sine 11 resterende leveår, havde han allerede opnået alt, hvad han som ung jødisk fotograf fra New York turde håbe på og meget mere.

For de mest prestigefulde magasiner i USA havde han fotograferet stilskabende modeserier og portrætteret verdens smukkeste kvinder og mest magtfulde mænd fra Audrey Hepburn, Marilyn Monroe, Brigitte Bardot og Nastassja Kinski til Dwight D. Eisenhower, Henry Kissinger, The Beatles og Francis Bacon. Sideløbende havde han insisteret på at fotografere samfundets outsidere: Hærgede langturschauffører, vagabonder, krigsofre, psykisk syge og, måske mest berømt, de to dødsdømte mordere, Richard Hickock og Perry Smith, som Truman Capote skrev om i »In Cold Blood« fra 1965.

På fredag åbner Louisiana udstillingen »Richard Avedon Fotografi 1946-2004«, og med et udvalg på godt 250 af Avedons bedste fotografier venter der en stor oplevelse i Humlebæk. At Poul Erik Tøjner & Co overhovedet er i stand til at fremvise en retrospektiv udstilling af Avedons værk er et scoop. I starten af 2003 henvendte museet sig til Richard Avedon, som nåede at give tilsagn om udstillingen, inden han i 2004 døde af en hjerneblødning på opgave i Texas. Den aftale opfylder The Richard Avedon Foundation nu med premiere-ophængningen på Louisiana, der senere fortsætter til foreløbig Milano, Paris, Berlin, Amsterdam og San Francisco.

Hvis man ser bort fra den kuriøsitet, at Richard Avedon allerede som ni-årig tog sit første stjerneportræt, nemlig af komponisten og eksilrusseren Sergej Rakhmaninov, der boede i samme ejendom som Ave­dons bedsteforældre samt den, set i bakspejlet, måske vigtigere detalje, at han tidligt tog billeder af sin psykisk syge lillesøster ja, så tog Richard Avedons karriere først for alvor fart, da han omkring Anden Verdenskrigs slutning blev opdaget af Alexey Brodovitch, den legendariske art director, der førte modemagasinet Harpers Bazaar til verdensberømmelse. Avedon havde indtil da levet af at fotografere søfolk, der skulle forsynes med identitetskort under krigen, samt løst reklameopgaver for et af byens stormagasiner alt sammen med det Rolleiflex-kamera, hans far forærede ham, da han flyttede hjemmefra.

For Harpers Bazaar begyndte Avedon at skabe modeserier, som man aldrig havde set dem før. De stive mannequiner, der før viste tøjet frem, som var de af voks, fik pludselig både liv i øjnene og liv i kludene, når de blev set gennem Avedons optik. Snart blev han også hyret til at fotografere berømte mennesker.

Godt ti år senere var Avedon selv en berømthed, der udover at være Harpers Bazaars cheffotograf arbejdede for magasiner som Life og Vogue. Hans glamourøse liv dannede forlæg til den mandlige hovedrolle i filmen »Funny Face« fra 1957 med Fred Astaire som modefotografen »Dick Avery« og Audrey Hepburn i den kvindelige hovedrolle. Netop Hepburn blev en muse for Avedon til trods for, at han i lige præcis hendes tilfælde kom til kort som portrætfotograf:

»Jeg er, og vil altid være, helt ødelagt af Audrey Hepburns talent foran mit kamera. Jeg kan ikke løfte hende til nye højder. Hun er der allerede. Jeg kan ikke fortolke hende. Man kan ikke nå længere med hende end den, hun allerede er. Hun har opnået selv at være sit ultimative portræt.«

Avedon holdt fast i modefotografiet, også da han blev anerkendt som kunstner. Moden blev ikke negligeret til fordel for de mere »ambitiøse« opgaver, han kastede sig over, eller den tiltagende regn af hæder og priser, fra disse kanter bl.a. Hasselblad-prisen i 1991. Da han i 1994 fotograferede topmodellen Stephanie Seymour i Paris, præciserede han, hvorfor han holdt fast i modefotografiet.

»Mode er et af de rigeste udtryk for menneskets begær, ambitioner, behov, skrøbelighed, usikkerhed, sikkerhed. Måden, vi klæder os på, er et tegn på vores egen selvopfattelse.«

Allerede i de tidlige 1960ere begyndte Richard Avedon dog en sideløbende karriere, der lå langt fra modens verden. Han fotograferede urolighederne i Sydstaterne. Han tog til Saigon og lod napalm-ofre kigge lige ind i linsen. Søsterens psykiske sygdom førte ham omkring de lukkede institutioner i USA. »In the American West« hed optagelserne fra starten af 1980erne af outsidere i de vestligste amerikanske stater. Efter Murens fald gik han nytårsaften 1989-90 rundt i området omkring Brandenburger Tor i Berlin bevæbnet med sit kamera. Og ved sin død i 2004 var han i gang med projektet »Democracy« om det amerikanske præsidentvalg.

Hvad enten det var vagabonder eller verdensstjerner, der kom under behandling, blev portrætfotografiet Avedons signatur. Selv om, eller måske netop fordi, portrætterne er enkelheden selv. Her er intet hokuspokus. Ingen smarte effekter eller modeprægede teknikker, hverken under optagelsen eller i fremkaldelsen. Det er det nøgne sort-hvide portræt op ad en hvid baggrund. Øjenkontakt. Altid. Hvis Avedon da ikke foretog et konsekvent valg og blot lod en detalje fortælle historien, som det var tilfældet, da han fotograferede Rudolph Nureyevs fod som essensen af den store russiske balletdanser. Eller fik den reserverede Andy Warhol til at trække op i skjorten og blotte arrene efter Valerie Solanas mordforsøg på ham i 1968.

Og han var nådesløs i disse portrætter. Det fik vores egen Karen Blixen at føle, da Richard Avedon i 1958 rejste til København og forevigede den store danske forfatterinde på dAngleterre til »Observations«, Avedons første bog, der indeholdt portrætter af en stribe berømtheder. Blixen var på det tidspunkt i halvfjerdserne og kendt for at være udpræget forfængelig. Men Avedons portrætter stillede hændernes fremtrædende blodårer og de krogede fingre til frit skue (fordi det netop var disse fingre, der havde danset hen over Corona-skrivemaskinens taster og skabt verdenslitteratur). På et andet billede ligner hun mest af alt en truende heks, fotograferet nedefra, hvilket er en vinkel, der sjældent falder særligt smigrende ud.

Karen Blixen reagerede med såret resignation, men bevarede det venskabelige forhold til ham, der havde sat hele seancen på dAngleterre i tscene, den amerikanske forfatter ,Truman Capote. Avedon gav senere udtryk for, at billederne var ment som alt andet end sårende. At han netop så skønhed i Blixens og bogens øvrige »jordiske helgener«:

»Fordi de er besatte. Besatte af arbejde af den ene eller anden slags. At danse, at være smuk, fortælle historier, løse gåder, optræde på gader og stræder,« forklarede han til Truman Capote, der skrev tekst til bogen, mens Alexey Brodovitch stod for layoutet.

I bogen »An Autobiography« fra 1993 understreges det da også, at Richard Avedon ikke kender til »forskelsbehandling« i sin kunst. Alle må føje hans vision, hans stil, hvad enten det er billedhuggeren Alberto Giacometti, oceanografen Jacques-Yves Cousteau, Charlie Chaplin, Samuel Beckett eller minearbejderen, landmanden, den fattige sicilianske dreng eller hans kræftsyge døende far.

Modsat udstillingen på Louisiana er bogen ikke kronologisk, for som Avedon udtrykker det:

»Jeg har ikke levet kronologisk. Det gør ingen. Hvert øjeblik rækker tilbage og frem til alle andre øjeblikke.« n»Richard Avedon Fotografi 1946-2004«, Louisiana, 24. august 2007 til 13. januar 2008. www.louisiana.dk