Ask Rostrup: Jeg gider ikke klippe hæk

Når DRs politiske korrespondent Ask Rostrup holder fri, er det ikke ligefrem havearbejdet, der trækker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg vil gerne møde

den japanske forfatter Murakami. Jeg er fascineret af Japan og af hans forfatterskab, og han er en fantastisk historiefortæller. Jeg begyndte at læse ham, da vi var i Japan, og læste tre af hans bøger under turen. Det var en stor oplevelse at læse om de steder, vi kom, og den mad, vi spiste. Jeg ville rigtig gerne tale med ham om Japan og japanerne.

Jeg træner med

løb tre til fem gange om ugen, og gerne mellem 7 og 9 km pr. gang. Det er hårdt, men det er det bedste, der findes. Problemet er, at jo ældre, jeg bliver, jo flere skavanker kommer der til, og jeg bliver virkelig sur, når jeg er tvunget til at holde pause på grund af skader.

Min bedste madoplevelse

var på en ferie i Frankrig som 15-årig sammen med mine forældre. Vi spiste på en to-stjernet restaurant i Ammerschwihr i Alsace, og jeg husker lige så tydeligt hele middagen og den formelle stemning. Da de kom med dessertvognen og bare begyndte at servere lidt af det hele for mig, da var jeg sgu solgt!

Jeg gider ikke

klippe hæk. Jeg hader det, og jeg er ikke god til det. Det bliver skævt og jeg ender altid med at klippe ledningen over.

Jeg vil gerne rejse

på en ferie, hvor jeg kan udfordre min rastløshed, og bare sidde og læse en stak gode bøger. Gerne et tropisk paradis med super luksus, hvor alt er lagt an på, at man skal slappe af og ikke fare rundt, som jeg plejer. Det kommer til at ske en dag, det ved jeg.

Det næste jeg køber

må meget gerne være en ødegård i Sverige. Der skal være langt til naboer, omgivet af skov, kulsort om natten og larmende stille. Jeg har et stort behov for stilhed, måske på grund af mit job, hvor der er larm, snak og aktivitet hele tiden.

Jeg vil gerne opleve

solopgangen over Kilimanjaro. Jeg er blevet meget glad for at gå i bjerge. Sammen med min kone og vores yngste søn har jeg gået på Mont Blanc, Dolomitterne og det japanske Fuji. Det er enormt hårdt, men kan også være ekstremt fredfyldt og meditativt.

Min kæreste ejendel

er et maleri af Poul Anker Bech, som min mor gav mig, da min far døde i 2005. Det hedder »Parkeventyr« og er ret eventyrligt. Det hænger stort og mægtigt hos os og minder mig om min far, hver gang jeg ser på det. Min største last er nikotintyggegummi på 6. år. Det er både latterligt og ulækkert. Man burde smide det væk!

Jeg vil aldrig mere

banke en fod på et juletræ. Sidst jeg gjorde det, havnede jeg på skadestuen. Det skete, da vi boede i Bruxelles og jeg havde købt et meget stort juletræ med en meget stor fod. Da jeg skulle banke foden på, slog jeg mig to gange over tommelfingeren, så den svulmede op til tredobbelt størrelse. Det gjorde simpelthen så ondt, men alle grinede af det, selv på skadestuen.