Arveret og kunsten at trække et samuraisværd

Kan selve livet komprimeres til ét sværdtræk? Ja, mener den 41-årige advokat Henrik Fürstenberg. Til daglig arbejder han som partner i et stort advokatkontor i København, men han er samtidig den uden for Japan, der smukkest, hurtigst og mest resolut mestrer Iaido – Kunsten at trække et samuraisværd.

Født 1966. Advokat og partner i advokatfirmaet Nyborg & Rørdam i København med speciale i familie- og arveret, dødsbobehandling, generationsskifter, insolvensret, rekonstruktioner og japanske forhold. Møderet for Højesteret. Underviser på Københavns Universitet i Familie- og arveret. Startede med at træne iaido, kendo og judo i Japan som 17-årig. Har modtaget iaido-instruktion under mester Ishigaki Toyotaro Hogaku (1899-1992, 10. dan i iaido og 7. dan kyoshi i kendo). Fortsatte sine iaidostudier under Japans førende mestre i iaido. Indehaver af lærertitlen 7. Dan Kyoshi siden 2006. Har boet, studeret og besøgt Japan hvert år siden han var 17 år. Studerer japansk kultur, herunder ikke mindst kampkunsten. Grundlagde sammen med andre iaido-foreningen Shudokai i Danmark i 1988. Læs mere: www.shudokai.dk Fold sammen
Læs mere

Mørket ligger tungt over Gentofte denne lørdag morgen. Klokken har endnu ikke passeret 7. Bag vinduerne i de solide villaer er der trukket for og stille. Ud af morgendisen toner Bakkegårdsskolens store hal pludselig frem.

Vi parkerer bilen og stiger ud på parkeringspladsen. Inden øjnene har vænnet sig til mørket, kommer en høj rank mand glidende imod os. Han bærer en japansk kimono og har sit samuraisværd ned langs siden.

I stedet for at svinge sværdet rækker 41-årige Henrik Fürstenberg hånden frem til et fast håndtryk og et ligeså fast »godmorgen og velkommen«. Han peger mod haldøren. Som en vært, der byder sine gæster indenfor. Der er noget påfaldende korrekt og årvågent over ham: Hans måde at gå på, hans kropsholdning, de glidende bevægelser, der løber ud i ét, det faste blik, der aldrig viger. Og så de velovervejede ord:

»Holdning og parathed er essensen i japansk kampkunst. Uden det er man dødsens. Korrekt holdning holder dig i live. Det gjorde det for mange hundrede år siden for de japanske samuraier, og det gør det i dag for os moderne mennesker. Desværre har mange tilsyneladende glemt det. »Holdning« er et stærkt og præcist ord på dansk, for det refererer både til den fysiske kropsholdning og til den mentale holdning, som er to sider af samme sag i Iaido.«

 

Henrik Fürstenberg er til daglig advokat på et førende advokatkontor i København, men han er også en af de få, der hurtigt og elegant mestrer at trække et samuraisværd - en ældgammel og dybt historisk, kulturel og personlig funderet kampkunst, som kaldes »Iaido« på japansk.

Det lyder som titlen på en ny Quentin Tarantino-film, men man skal ikke være sammen med Henrik Fürstenberg mere end fem minutter for at mærke, at »Kunsten at trække et samuraisværd« er alt andet end film og underholdning. Det er derimod en gennemgribende og altfavnende måde at anskue livet på, hvor det ikke handler om, at blodet skal flyde, men tværtimod rulle i blodårerne og få krop og sind til at sitre af parathed:

»Iaido udspringer af verbet »At være...« Det er en næsten 500 år gammel japansk kampkunst udviklet af samuraier i det feudale Japan som en selvforsvarsteknik. Dengang var det et spørgsmål om liv eller død, om man til enhver tid var beredt på at forsvare sig mod angreb fra en eller flere modstandere. Det stillede store krav til teknik, fysik og mental formåen,« siger han.

»I vores verden kommer der ikke en modstander springende, men behovet for at være parat, i balance med sig selv, have den rette fysiske og mentale holdning og mærke livet, er lige så stort – og på sin vis også et spørgsmål om liv eller død. Måske ikke i bogstavelig forstand, men i overført betydning. Som jeg ser det, går alt for mange sovende og slatne gennem livet.«

Men kan en kampkunst komprimeres til ét sværdsving? Kan livet?

»I iaido siger man, at sværdet er sindet. Et vagt og ubeslutsomt sind vil medføre en vag og ubeslutsom brug af sværdet, og man vil uden videre blive overvundet af en stærkere modstander. En gammel japansk læresætning lyder: »Sværdet er sindet; er sindet korrekt, er sværdet korrekt. Er sindet ikke korrekt, er sværdet ej heller korrekt«. Træningen har dermed et vigtigt mentalt aspekt, hvor det gælder om til enhver tid at være parat som samuraikriger og almindeligt menneske, til at møde sine modstandere, udfordringer og hele livet uden det, som i sværdkunstens mentale univers kaldes »de fire onde ånder«, som er forbavselse, frygt, tvivl og tøven.«

Ultimativt handler det om slet ikke at »trække sværdet« – uanset om man er samuraikriger i det feudale Japan eller borger i Danmark anno 2007. Kampen er absolut sidste udvej, kampen er en vej, ikke et mål, men et middel til at leve og overleve. I kampkunstens univers er den største sejr den, der opnås uden kamp ifølge Furstenberg:

»Den sande kampkunstner viger, hvis der ikke er plads til to på stien.«

 

Træningen i Bakkegårdshallen er i fuld gang. Fem skikkelser lader stålet fra klingen blinke i hallens skarpe lys. Lyden af sværdet, der gennemskærer luften, er den eneste lyd, der bryder stilheden. Henrik Fürstenberg gennemgår sine sværdøvelser i tavshed. Hver morgen står han op klokken 5 efter sjældent mere end fem timers søvn. Sådan har det været i årevis.

Der er intet religiøst eller unaturligt i det. Sådan er det bare bedst for ham. I årevis har han søgt den indre balance og en optimering af det, han kalder »kroppens humørbarometer«. I Henrik Fürstenbergs optik handler det om at være opmærksom i sit eget liv og mærke, hvad der hjælper én op, og hvad der trykker én ned.

»Det handler basalt set om at mærke efter i sit liv. Om det, man gør, tærer på den mentale kassekredit eller sparer op? Mange stiller sig end ikke det spørgsmål, ligesom de ikke kan forstå, hvorfor de får ondt i ryggen, bliver stresset, tager på i vægt eller konstant er kede af det.

På den måde står Iaido-udøverens livsførelse i skærende kontrast til vor tids brug af sovemedicin, lykkepiller, hovedpinetabletter og slankemedicin til overvindelse af stress, depression, rygsmerter, hovedpine, overvægt. Efter min mening er det et udtryk for forkert kropsbrug at have smerter, der vedvarende skal dulmes med medicin. Ligesom man ikke bliver et gladere eller lykkeligere menneske af kun at dulme og ikke mærke efter og søge de dybereliggende årsager.«

 

Allerede som 14-årig stifter den unge Henrik bekendtskab med de østlige kampsportsgrene. Da han bliver 17 år, og alle de andre drømmer om at tage til USA, flyver Henrik østpå, til et års studieophold i Japan. Det bliver begyndelsen på et livslangt kærlighedsforhold til den japanske kultur, historie, menneskesyn og ikke mindst kampkunst, som for ham sammenfatter det hele i ét fortryllende univers.

Som i Karate Kid-filmene får knægten fra Fyn sine egne læremestre, der for første gang introducerer ham for iaido og forskellen på kampsport og kampkunst. Men de erfarne Iaido-mestre tager ham også ind under deres vinger og fortæller om livets store og små forhold:

»På et følsomt tidspunkt i mit liv møder jeg nogle fantastiske lærere, som jeg udvikler et mester-elev forhold til. De bliver en slags morfædre og livslange forbilleder for mig, og når jeg i dag slår op i avisen og læser om professionelle coaches, går det op for mig, at det har jeg altid haft. Mine læremestre er i dag over 80 år, og jeg har kendt dem i årtier. Gennem dem ved jeg, hvad det vil sige at blive gammel, hvordan kroppen forandrer sig, hvor vigtigt det er at holde sig i form, hvad kosten betyder, hvordan forplantningslysten ændrer sig. Siden mit første besøg har jeg sørget for at komme tilbage til Japan mindst en gang om året.«

I 2006 erhvervede Henrik Fürstenberg lærertitlen »Kyoshi« i iaido (7. graduering) og når dermed op blandt de absolut bedste i verden i den ældgamle samurai-kampkunst, at trække et sværd. I dag træner Henrik Fürstenberg flere gange om ugen ved siden af sit travle job som advokat.

Iaido er blevet en integreret og uundværlig del af hans hverdag. Det indgående kendskab til sin egen krop, dens formåen og mentale tilstand bruger han daglig i sit arbejde med dødsboer, insolvenssager, generationsskifter og arvesager.

Men én ting er arbejdet, noget andet er det private og nære. For det er først, når den virkelige »modstander« – i form af en pludselig krise eller tragedie – springer frem, at man finder ud af, om al træningen og de fine indsigter duede i praksis. Om man egentlig er så parat, som man troede.

I foråret blev Henrik skilt fra sin kone med to børn på syv og 12 år. En livskrise og et brat møde med det, der kan sammenlignes med en »modstander«:

»Der er ingen garanti for, at fordi man har dyrket kampkunst i 25 år, så klarer man alt. Jeg har måttet acceptere min egen utilstrækkelighed og svingende sindsstemninger. Jeg har måttet tage det ind og mærke efter, hvad det gør ved mig. Det har ikke altid været lige kønt, men jeg har overlevet. Uden min træning og de mentale indsigter, som iaido har givet mig, tør jeg ikke tænke på, hvordan det var gået.«

På Henrik Fürstenbergs kontor med udsigt til Marmorkirken i København, hænger en gammel japansk skriftrulle, som han fik af sin værtsfamilie, da han som 17-årig boede i Japan. Ordene, som oprindeligt er en ældgammel krigsstrategi af samuraien Takeda Shinken, har fulgt ham lige siden hans første møde med Japan og den japanske kampkunst. På skriftrullen står der:

»Hurtig som vinden. Stille som skoven. Ødelæggende som ilden. Urokkelig som bjerget.«