Annisette om den dag musikken døde

Annisette Koppel for­­tæller om dagene op til mandens død, om at være født til at stå på scenen og om sin livskamp for samfundets svageste. Hun og Savage Rose starter ny tour på torsdag, og albummet »Roots of the Wasteland«, der kom­­binerer nyt og gam­melt, udkommer til maj.

Sangerinde Annisette Koppel er aktuel med et nyt album. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det første, der gik i stykker i det lille, smukke hus på bjergtoppen i Puerto Rico, var vandtanken. Kort efter begyndte det elektroniske grej at strejke. Computere og keyboards. Al udstyret til at indspille musikken. Sågar den lille walkman, ægteparret Thomas og Annisette Koppel tog med på deres vandreture, nægtede at fungere. Med den havde de optaget Puerto Ricos syngende coquí-frøer og aftenmessen fra junglens cikader.

De optog vindens hylen i bjergene, der blev gennembrudt af skinger hundeglam. Lydene skulle være med til at farve og danne bagrund på deres kommende Savage Rose-plade.

Walkmanen gav op.

Optagelserne gik tabt.

Thomas Koppel – 61 år gammel i 2006, hvor begivenhederne finder sted – befandt sig oftest i husets stueetage. Den havde parret indrettet som musikstudie. Men i disse dage arbejdede han med skruetrækkere i stedet for musikinstrumenter, da han begyndte at skille de syge, elektroniske dimser ad.

Blottede printplader og kabler fyldte rummet, men ude af stand til at finde fejlene sendte han de enkelte ting til reparation i New York. Hver gang var svaret fra fastlandet det samme:

»Der er intet at gøre. Vi aner ikke, hvorfor det gik i stykker.« Datteren Naja Rosa Koppel kom på besøg i nogle uger for at få hjælp af sin far til indspilningerne af hendes første soloalbum. Hun og Annisettes så det som mystiske ulykker. De var urolige. Annisette faktisk skræmt. Mens Thomas Koppel rystede på hovedet, tændte pigerne røgelsespinde for at »rense ud« i huset.

Det lykkedes endelig Annisette at overtale sin mand til at tage væk fra huset i nogle dage. De lånte et feriehus inde i junglen på Puerto Rico. Her slappede parret af. Her kunne de fortsætte den kreative proces så Savage Rose og deres livsprojekt kunne leve videre

Annisette og Thomas lå på jorden og kiggede på stjernerne, der stod så meget klarere end hjemme i Danmark, da de hørte en tør, tung lyd.

En ung lokal pige kom rundt om feriehusets hjørne. Hun sagde:

»Den store harmonika væltede. Er det ikke jeres?« Thomas Koppel for op og rundt om huset til sin store, smukke Paolo Soprani, der havde fulgt ham det meste af livet. Det var den, han spillede på, når Annisette gennem årene sang protest- og slagsange til demonstrationer. Når de sang for dem, der havde lidt. Harmonikaen lå fladt på jorden, og den raslede, da han samlede den op. Blot en knap ud af hundreder fungerede. En eneste bastone kunne den sige. Instrumentet kunne ikke reddes.

Klokken var tre om morgenen, da A-mennesket Thomas Koppel få dage senere sad og øvede sine skalaer ved det opretstående klaver i første sal af huset på Puerto Rico. Annisette vågnede af og til og lyttede, som hun altid gjorde, når hendes mand – en mester ved klaveret og søn af den klassiske pianist og komponist Herman D. Koppel – spillede. Normalt var det en fryd for hende at høre ham spille.

De klassiske skalaer var en hjørnesten i Savage Rose lige fra starten af. Og når han sad og komponerede, kunne Annisette gå rundt omkring ham, finde sin sangmelodi og lægge den på toppen af hans toner. Det gav hende fornemmelsen af at være en fugl, der fløj over klaverets univers af klange.

Men denne tidlige morgen i februar bevægede hans fingre sig i et stressende, forhastet tempo fra tangent til tangent. Hårdt og uskønt.

»Nej. Ikke sådan, Thomas. Ikke sådan,« sagde hun til sig selv. Hun sov videre.

Senere samme morgen hørte hun, at han kom op på første sal for at drikke et glas vand.

Hun sov videre.

Senere hørte hun hostende lyde. De måtte stamme fra hunden, tænkte hun.

Hun nåede ikke at sove videre, før en af parrets venner, der var på besøg fra New York, stormede ind af døren.

»Thomas! Det er Thomas,« råbte han og ikke andet.

På gulvet i musikstudiet lå Thomas Koppel. Ikke død, med døende. Naja kom til, de to venner fra New York var der. De forsøgte med hjertemassage. Masser af det. Forgæves.

»Jeg var ikke alene, da han døde. Det er jeg glad for. Det kunne jeg ikke have klaret,« siger Annisette i dag, godt otte år senere, da Berlingske møder hende i kolonihavehuset i Sydhavnen, hvor hun har boet siden. Forårssolen banker ind gennem de små vinduer. Når helt ned til det opretstående klaver og to af Thomas Koppels harmonikaer, hun har beholdt. Huset ligger i haveforeningen Frederikshøj, der grænser op til Thomas Koppels Allé. Kvarteret er bygget på en losseplads

Efter døden var der stille. For omkring Thomas Koppel var der altid musik. Det var Naja Rosa Koppel, der dage senere brød det tavse ved at spille akkorder på New York-klaveret, faderen elskede. En hård, men mindeværdig aften skabte Naja og Annisette de første linjer af det, der blev til Savage Roses 2007-udgivelse »Universal Daugther«. Musikken levede igen i Annisettes liv. Om få uger er Savage Rose atter album­aktuelle.

For 24. gang. »Roots of the Wasteland« hedder pladen, der udkommer 19. maj. Den består af ti numre – fem helt nye kompositioner og fem nyfortolkninger af klassikere fra Savage Roses bagkatalog. Idéen med at blande nye og gamle numre er Annisettes måde at fejre bandets 45 års jubilæum på.

»De gamle numre er som nye, for bandets yngre medlemmer fik frie hænder til at forme musikken, som de havde lyst til,« siger Annisette og beskriver, hvordan de unge bandmedlemmers musikalske rodnet er vidt forskelligt fra Thomas og Anders Koppels ditto tilbage i 60erne og 70erne. Brødrene var opdraget som klassiske musikere, der også dyrkede jazzen.

Annisette har haft lyst til at indspille en plade, der både strækker sig ned i Savage Roses rødder, men også griber fat om nuet. I processen har hun haft mulighed for at nærstudere sin stemme – fra dengang til nu – og i de seneste fem årtier har frontkvinden både udviklet sig som menneske og kunstner, kan hun høre.

»Jeg gør stadig fuldstændig det samme, når jeg synger: Jeg synger med hele sjælen. Men selvfølgelig er min tone blevet dybere. Mere rå. Jeg lyder måske lidt mere rusten. Det er på grund af alderen og alt det, jeg har været igennem. Ligesom huden får rynker, så får stemmen også sine ar og sine mærker,« siger Annisette.

»Jeg har det godt med forandringen. Det er det samme, jeg føler, når jeg kigger ud af mit vindue og ser kastanjetræerne. De fortjener heller ikke at blive fældet, blot fordi de er blevet gamle. De har deres egen skønhed. Alder er noget stort. Noget stærkt. Noget, der er fyldt med historier,« siger hun.

Så længe Annisette har kræfterne til at optræde, fortsætter hun. For der sker noget, når hun træder op på en scene. Adrenalinen eksploderer i kroppen på hende og den lille, spinkle enke bliver ét med scenen, publikum og musikken. Hun synger med en kraft, hun i andre sammenhænge ikke besidder.

»Det er en ufattelig følelse. Jeg vil aldrig undvære det.«

På torsdag får hun lov at mærke suset igen, når Savage Rose starter endnu en landsturné. Første sted er Voxhall i Aarhus. Noget af det, hun glæder sig mest til, er mødet med sit publikum. For Annisette udgør de den trygge, kærlige familie, hun savnede i sin opvækst.

»Min far var værtshustjener og kom hjem klokken to om natten. Min mor var danserinde, men opgav det, da hun fik min mig. Der var altid ballade i mit barndomshjem,« fortæller hun.

Hjemmet ved Søborg Mose var en lille et-værelses i et socialt boligbyggeri.

»Mine forældre var i evig kamp. Som to verdener, der ikke kunne forenes. Der var jalousi og en masse misforståelser mellem dem, og de anede faktisk ikke, hvordan man skulle leve sammen. Hele tiden ville de skilles, og så sad vi der, min storesøster Rudi og jeg, bag forhænget til vores seng og hørte det hele.«

Af og til talte søstrene om, hvordan de kunne »redde dem«. Andre gange forsvandt Annisette bare. Enten ind i sig selv eller gennem daglige løbeture ud over engene ved mosen. Hun tilbragte meget tid hos sin mormor og morfar. De skændtes ikke så meget.

Faktisk snakkede de sjældent. Det nød hun. Det er morfaren, Annisette har sin mørke hudfarve fra. Men hun aner ikke, hvor han stammede fra. Det gjorde han heller ikke selv. Blot at han kom til Danmark via Ystad i Sverige med en stor gruppe mennesker. Men som seksårig blev han fjernet fra familien. Derfra tjente han som stalddreng.

»Han lærte at stå på egne ben, Mine bedsteforældre var stort set selvforsynede gennem et havebrug. Dem respekterede jeg,« siger Annisette.

Selv om de var stille folk, holdt de tit fest. Med masser af musik og sang. Morfaren sang fantastisk. Men det gjorde Annisettes far faktisk også. Og så kunne han spille klaver.

»Ingen havde lært ham at spille, men han var fabelagtig til det. Hans store drøm var at være pianist på værtshuse i stedet for tjener. Det fik han aldrig lov til. I stedet fik han lov til at få en masse tæsk af de store murer­arbejdsmænd, når de havde drukket for meget, og han skulle smide dem ud i natten,« siger Annisette og griner afvæbnende.

»Jeg var på mange måder et lille væsen, der på sidelinjen var tilskuer til alle disse voksenskæbner. Kunne jeg blande mig, voksede jeg lidt af det. Kunne jeg ikke blande mig, forsvandt jeg helt. Langt væk. Ud i mosen.«

Mest elskede hun at synge. Og da hun første gang selv stod foran publikum og mærkede publikums varme – Annisette beskriver det som »et favntag« – vidste hun, at det var her, hun hørte hjemme. Dér har hun stået tusinder af gange siden syvårsalderen. Først i omrejsende tivolier. Så i teenagetiden på de amerikansk inspirerede mælkepups og som forsanger i coverbandet Dandy Swingers på musik- og danseklubber, der blomstrede op over alt i København.

»Med publikum oplevede jeg en kommunikation, hvor folk rent faktisk lyttede til mig. Jeg forsøgte og forsøger at give dem alt, jeg rummer,« siger hun.

Noget af det, hun vil give, er de ord og følelser, der sætter sig i sjælen. For selv om stemmen, udseendet og hendes liv har ændret sig radikalt gennem fem årtier med musik, fødsler, dødsfald og en overvundet kræftsygdom, så har holdningerne – hendes verdenssyn – for længst slået rod i hende.

Med den nye plade håber hun, at yngre ører vil lytte til de ord og følelser, der er på de gamle numre i nye klæder på »Roots of the Wasteland«-albummet. For godt nok er det 45 år siden, Savage Rose opstod i ekkoet af Vietnamkrigen, men teksterne er lige så relevante i dag, mener forsangeren.

»Dengang som nu handler Savage Rose om opgøret med den sociale uretfærdighed. Hele befolkninger bliver i dag smidt på lossepladsen. Vi havde engang et velfærdsdanmark, hvor mennesker tilgodeså hinanden. Tog sig af dem, der ikke havde så meget, men var hårdtarbejdende.

I dag er den gruppe igen proppet ud på nullinjen og skal til lære at bide fra sig,« siger hun og snakker hurtigere, mere kraftfuldt end hidtil i interviewet.

Første single på albummet er et af de fem nye numre og hedder »Mr. World«. Der handler om tiggeren, der konfronterer verdensmagten. Han er en af de udstødte: En roma, en hjemløs, taberen. Ham, som den »selvtilfredse del af Danmark og Europa« ifølge Annisette elsker at hade.

»I 1968 var det etablerede samfund så stivnakket, at man skulle have slips på, når man gik i bad. Savage Rose var en del af det ungdomsoprør, der ville rive det stivnakkede itu og nå tilbage til essensen af livets værdier. Det, der gør livet til noget godt og smukt for os alle.«

Nu er en stor del af stivnakketheden vendt tilbage, mener Annisette: Velfærd er afløst af bankpakker i milliardstørrelsen, og ingen taler de fattiges sag. 90 procent af de politikere, der kalder sig socialdemokrater, er dybest set borgerlige på samme måde, som langt de fleste demokrater i USA er republikanere, når det kommer til stykket, siger hun. Den lille rest af politikere, der ejer social indsigt, er ikke i nærheden af at have indflydelse længere, mener hun.

»Nu må alle passe på sig selv. Vi skal tilbage til græsrodsstadiet. Til det stadie, hvor vi mødes i de lokale fora og slås for de små i samfundet.«

»For folk vil ikke i længden tåle uretfærdighed. Det ser vi overalt på jorden. Vi har alle ret til en værdig tilværelse, så vi kan skabe nyt liv og give vores børn en tilværelse i kærlighed. Forandringen kommer. Men den kommer nedefra,« siger hun og afbryder for første gang siden emnet kom på bane sin talestrøm. Hun tøver et øjeblik og siger:

»Ligesom blomsterne på lossepladsen.«