Annie Ernaux får Nobelpris i litteratur for mod og sin skarpe pen

Den 82-årige Annie Ernaux har skrevet »Årene«, der står som et moderne mesterværk i fransk litteratur.

20 March 2019, North Rhine-Westphalia, K'ln: The French writer Annie Ernaux will read at the Lit Cologne, the international literature festival, on 20.03.2019 in Cologne. Photo by: Horst Galuschka/picture-alliance/dpa/AP Images Fold sammen
Læs mere
Foto: Horst Galuschka
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Årets Nobelpris i litteratur tildeles den franske forfatter Annie Ernaux.

Det oplyser det litterære selskab Det Svenske Akademi torsdag eftermiddag.

Hun er den 17. kvinde til at få litteraturprisen, siden den første gang blev uddelt i 1901.

I begrundelsen lyder det, at Ernaux »konsekvent og fra forskellige vinkler udforsker et liv præget af stærke forskelle med hensyn til køn, sprog og klasse«.

Hun tildeles prisen for »det mod og den kliniske skarphed, hvormed hun afdækker det personlige mindes rødder, fremmedgørelse og de kollektive begrænsninger«.

Hun fik første at vide, at hun havde fået prisen, da det svenske nyhedsbureau TT ringede hende op umiddelbart efter offentliggørelsen.

»Nej! Virkelig? Jeg er meget overrasket, er du sikker på, at jeg har fået den?«

»Jeg arbejdede i morges, og telefonen har ringet hele tiden, men jeg har ikke svaret. Jeg kan høre, at den ringer hele tiden nu,« sagde hun ifølge TT, da nyhedsbureauet talte med hende.

Efterfølgende har hun sagt til den svenske tv-kanal SVT, at det er en »meget stor ære« og et »stort ansvar« at modtage prisen.

Annie Ernaux er forfatteren bag en række bøger, men er især kendt for sit hovedværk »Årene«, som betragtes som et moderne mesterværk i fransk litteratur.

»Årene« udkom på fransk i 2007 og på dansk sidste år.

I en anmeldelse i Information fra 2021 kaldes bogen »ikke bare et hovedværk i Annie Ernaux' forfatterskab, men i moderne litteratur« og en »utrolig bedrift af en menneskelig bog«.

Det er en roman om Frankrig og om en kvindes liv fra 1940erne og frem. Bogen kombinerer en personlig historie med en beskrivelse af det omkringliggende samfund.

Jyllands-Postens anmelder kaldte bogen »et grænseløst ambitiøst projekt, som lykkes over al måde« og et »fænomenalt værk, fuldstændig uden for kategori«.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP har Ernaux udgivet mere end 20 bøger. Mange af dem har i årtier indgået i undervisningen på de franske skoler.

Gennem Annie Ernaux får man et af de »mest subtile og indsigtsfulde kig ind i det sociale liv i det moderne Frankrig«, skriver AFP.

Siden første uddeling i 1901 har der to gange været dansk nobelhæder for litteratur.

I 1917 fik forfatterne Karl Gjellerup og Henrik Pontoppidan tildelt Nobelprisen i litteratur, mens den i 1944 gik til forfatteren Johannes V. Jensen.

/ritzau/