Anne Sophia Hermansen: Vi danskere elsker at forstå os selv gennem maden. Hvorfor har vi så ikke et museum for mad?

Danmark mangler et museum for madens kulturhistorie, der kan fortælle os historien om at være dansk – fra uroksesteg til eskimo-is, negerkys, makrelmadder og foie gras. Placér det i De Gamle Spritfabrikker i Aalborg og oplev, at der vil komme gæster under 65 år. Det vil også være relevant kulturformidling.

»Mad er blevet så stærk en identitetsmarkør, at selv statsministeren bruger sin Instagram til at fortælle om politik gennem madbilleder. Hun hylder her børneklassikere som pizza, æbleskiver, makrelmadder og frikadeller; hun er jo også »børnenes statsminister«,« skriver Anne Sophia Hermansen, der mener, at Danmark skal have et museum for madens værdi- og kulturhistorie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor har vi ikke et museum for madens kulturhistorie? Det er da totalt oplagt at fortælle historien om Danmark gennem de ting, vi har spist og drukket siden tidernes morgen og frem til i dag. Fra urokser til statsministerens makrelmadder.

Ideen fik jeg, da jeg var på det fornemme sted Circle K uden for Odense og forinden var blevet spurgt af en journalist, hvad det er for kulturinstitutioner, Nordjylland mangler. Et eller andet måtte jeg jo finde på, så inspireret af hapsdogs og motorvejskaffe sagde jeg, at man skulle åbne et museum for mad og drikke i De Danske Spritfabrikker i Aalborg.

En god idé, hvis jeg skal sige det selv.

»Når vi kan have museer for køn og for fiskeri, for design, håndværk, keramik og søfart, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke også kan have et for madens kulturhistorie.«


Og jeg er med på, at man er ved at forvandle den tidligere katedral for Rød Aalborg til et internationalt kunstcenter, men måske skulle man overveje en ekstra gang, om ikke byen har brug for et lidt mere originalt projekt? Mig bekendt har man i forvejen Kunsten i Aalborg, dette formidable sted, som udstiller international kunst og årligt tiltrækker omkring 100.000 besøgende. Hvorfor skabe en konkurrent? Med al respekt – så stor en by er Aalborg altså heller ikke.

Hvis ikke Aalborg vil have ideen, håber jeg, den kan realiseres et andet sted.

For vi savner et museum for vores madkultur. Mad er jo dannelse og kulturhistorie, og aldrig har vi været så optagede af, hvad vi putter i munden, som i dag. Vi har nok heller aldrig været så optagede af, hvordan andre ser på os gennem vores mad, og ikke mindst derfor lægger vi masser af foodporn på Instagram.

Mad er ikke bare mad, men historien om et folk og en skiftende tidsånd. Tænk bare på 80erne, der blev defineret af lørdagskylling, rejecocktails, thousand island-dressing og den underlige misforståelse kinakål, som vandaliserede ethvert måltid.

Eller tænk på, hvordan alle begyndte at knuselske rucola i 90erne og hælde pinjekerner ud over ethvert måltid, ligesom chorizo, denne elendige slavepølse, der blev præsenteret på cafeerne som noget nyt og crazy og lækkert. Det var den ikke.

Maden som kampplads

Mad er også blevet en af det 21. århundredes største kamppladser for værdier. Tænk på sidste års debat om eskimo-is og negerkys, som gik så meget over gevind, at en lille chokoladebutik på Frederiksberg blev udsat for shitstorm, og indehaveren modtog over 1.000 hademail med anklager om racisme. Fordi hun havde fastholdt navnet eskimo-is.

Eller tænk på, hvor stanghysteriske folk kan blive, hvis bare man viser lidt forkærlighed for foie gras. Så er man en ond dyremishandler – hvilket man åbenbart ikke bliver af at spise billigt kød fra MRSA-svin med liggesår og penicillinresistens fra Nettos køledisk.

Endelig har frikadellen igen og igen sat sindene i kog, og det har været behandlet som et nationalt anliggende på linje med afstemninger om EU-forbehold og tronfølgeloven, om børnehaver skulle have kødbollen på madplanen eller ej. Man skulle ellers tro, at det var deres egen sag, men nej.

Forbilledet for et madens museum kunne være National Museum of American History i Washington, som både fortæller amerikansk historie og americana gennem konservesdåser, reklamer for fødevarer, opkomsten af de første supermarkeder og designets betydning for udbredelsen af en bestemt vare.

Eller man kan skele til Disgusting Food Museum Malmö, som forstår at spille på de to parametre fascination og identifikation. Fascinationen af alt fra surströmming og durian-frugt til stegte marsvin (cuy) og identifikationen med et folk gennem dets traditioner og madvaner. Mad både forbinder os – og adskiller os fra hinanden.

Men derudover er det bare elementært interessant at beskæftige sig med, hvad folk levede af i for eksempel middelalderen og renæssancen. For nylig kom det frem, at vi langt tidligere end antaget har spist agurker og rabarber og været en del af et globalt handelsnetværk, hvor der også er blevet handlet med nelliker, figner og vindruer. Og at dårlig håndhygiejne har betydet masser af bændelorm i afføringen, og det er netop latrinerne, vi henter stor viden om fortidens madvaner fra.

Madtemaet kan varieres i det uendelige, så der vil være mulighed for et hav af særudstillinger og fortællinger i det hele taget, baseret på region, fødevare, epoke, religion, aktuelle debatter etc.

Og når vi kan have museer for køn og for fiskeri, for design, håndværk, keramik og søfart, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke også kan have et for madens kulturhistorie.

Mad som identitetsmarkør

Mad er som sagt blevet så stærk en identitetsmarkør, at selv statsministeren bruger sin Instagram til at fortælle om politik gennem madbilleder. Hun hylder her børneklassikere som pizza, æbleskiver, makrelmadder og frikadeller; hun er jo også »børnenes statsminister«.

Tilsvarende brugte Løkke fadøllen til at understrege sin folkelighed, mens Inger Støjberg kørte sine udlændingestramninger ind med kage. Men størst virak skabte Helle Thorning, da hun engang bestilte foie gras på en restaurant og måtte høre for at være dyremishandler og en pseudosocialdemokrat. Og selvfølgelig udansk.

Mad er følelser og historie, tidsånd og værdier. Kort sagt en fortælling om Danmark. Sæt derfor madkulturen på museum.