Den tidligere kulturredaktør på Berlingske, Anne Sophia Hermansen, stopper på Berlingske.

Anne Sophia Hermansen vil i stedet fra 1. juli være tilknyttet Weekendavisen, hvor hun skal være kommentator og anmelder. Det skriver Anne Sophia Hermansen på Facebook.

»Jeg glæder mig til at skrive og anmelde for en avis, der er klog, fordomsfri og nysgerrig. Her er man mere optaget af ånd end af penge, og her giver man ordet til dem, der har mod og ikke bare til dem, der er imod,« skriver Anne Sophia Hermansen på Facebook.

Anne Sophia Hermansen har gennem en årrække haft forskellige roller på Berlingske. Hun har været blogger, kommentator, debatredaktør og kulturredaktør. Hun fratrådte sin stilling som kulturredaktør i november 2020 og har siden været tilknyttet Berlingske som kommentator og anmelder.

Anne Sophia Hermansen har været på orlov fra Berlingske siden nytår.