Anne Sophia Hermansen: Klaus Riskær kommer med en sjælden vare i dansk politik: Karisma og livserfaring tilsat showbusiness

Vælgerne kan i forvejen ikke se forskel på højre- og venstrefløj, størstedelen af politikerne taler, tænker og ser ud på den samme måde, og her kommer Riskær med en sjælden vare: karisma og livserfaring tilsat showbusiness., skriver Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der er allerede sagt og skrevet meget negativt om Klaus Riskær, men hans optræden i Debatten på DR2 viste i torsdags, hvorfor han højst sandsynligt kommer til at vælte ind i Folketinget. Det kommer han ikke kun til at takke vælgerne for, men også politikerne, der tydeligvis ikke har lært en pind af fænomenet Trump.

For hvorfor var det nu, at Trump blev amerikansk præsident? Var det, fordi han tilbød visionære løsninger på komplicerede problemstillinger? Nej, han blev ikke præsident på det, han stod for, men på det, han var imod: den politiske overklasse.

Trump inkarnerede den politikerlede og foragt, som ulmede i dem, der ikke blev tilgodeset af fremskridt og globalisering, men i stedet oplevede stigende ulighed og tab af arbejdspladser. For dem var han manden, der kunne få skovlen under de fine folk i Washington, og han var manden, der kunne skære igennem den politiske pølsesnak. Hans konkrete politik? Never mind. Trump var en outsider og realitystjerne og havde en evne til at markedsføre sine moralske svagheder som styrker.

Lidt ligesom den Klaus Riskær, jeg så i Debatten forleden.

Han indleder med at tørre gulv med Nikolaj Bøgh, folketingskandidat fra de Konservative, der fremfører en spagfærdig moralsk kritik og indkasserer svaret:

»Det er fint, du er så poleret. Og det er de andre af dine 178 kolleger også, og jeg er så hamrende træt af at høre på, at I er så regelrette og rethaveriske og bedrevidende og irettesættende. Tag dog for pokker og vågn op. Vi andre går altså herude i det virkelige liv. Jeg gider ikke finde sig i at blive gjort til en Stein Bagger, fordi det passer ind i jeres politiske halløj. Jeg er blevet opstillet af 42.000 mennesker, 21.000 har underskrevet, og de sidder derhjemme nu og er blevet stædigt overbevist om, at det var det rigtige, de gjorde.«

Herefter siger Bøgh, at vi har en tillidskrise i Danmark, og at Riskær ikke er kuren, men da Riskær vil vide, hvad kuren er, får han det svar, at vælgerne skal have tillid til politikerne.

»Vælgerne kan i forvejen ikke se forskel på højre- og venstrefløj, størstedelen af politikerne taler, tænker og ser ud på den samme måde, og her kommer Riskær med en sjælden vare: karisma og livserfaring tilsat showbusiness.«


Men problemet er, at vælgerne ikke bare har mistet tillid til politikerne, men mistet tillid til en bestemt politikertype, nemlig den, der fremstår uden et levet liv.

Mange har mistet tillid til den veluddannede og kostskolepæne politiker, der aldrig har stiftet egen virksomhed, prøvet at ryge på røven, taget en chance og tænkt en vild tanke. Til mennesker uden gennemslags- og fascinationskraft.

Ligesom Hillary Clinton tabte på at optræde elitært og moralsk indigneret over for Trump, vil de fleste danske politikere komme til kort over for Riskær, hvis skamløshed går lige i hjertet på dem, der vil have forandring og ikke mere af det samme.

Vælgerne kan i forvejen ikke se forskel på højre- og venstrefløj, størstedelen af politikerne taler, tænker og ser ud på den samme måde, og her kommer Klaus Riskær med en sjælden vare: karisma og livserfaring tilsat showbusiness.

Det kan man ikke læse sig til; det kan man kun leve sig til. Og effekten kunne torsdag aften opleves i Debatten.