Anne Sophia Hermansen: Hånden på hjertet, der findes flere lyserøde elefanter end ideer på Christiansborg

Kulturkommentar: Kulturoplevelser skal ikke bare måles i besøgstal og indtægter fra museumsbutikker og cafeer, men i høj grad i meningsfuldhed. I trivsel. I lykke. At opleve kunst og kultur er et eksistentielt anliggende.

»Kulturalliancerne får nok at tage fat på, og vi kan se frem til en bedre offentlig debat. Til mere debat om mening, lykke, sammenhængskraft og hvordan mennesket bliver bedre egnet til at forvalte sin øgede fritid. Netop det sidste var i 1965 filosoffen Knud Ejler Løgstrups svar på, hvori velfærdsstatens etiske forpligtelse består,« pointerer Berlingskes kulturkommentator, Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi står over for en ny guldalder for kulturen«, sagde Mette Frederiksen (S), da hun for lidt over en måned siden udnævnte Ane Halsboe-Jørgensen (S) som ny kulturminister. Men hvad mener Mette Frederiksen egentlig med »en ny guldalder«? Vi ved det ikke endnu, men vi ved, at statsministeren har lært af coronakrisen, at kunst og kultur er grundlæggende vigtigt for danskerne. At vi ikke bare lever for at overleve, men lever for at opleve et meningsfuldt og lykkeligt liv.

Og her spiller kulturlivet en rolle, man rent ud sagt skal være ignorant for at undervurdere.

Men desværre er det blevet undervurderet af særligt vores folketingspolitikere – i årtier. Nu synes der at være kommet andre boller på suppen, og der inviteres til kultursaloner, Kulturministeriet opruster, og vi har endda fået en kulturminister, der ser ud til at elske sit ressortområde. Hvad ellers? Det er jo det fedeste i Danmark.

Det kniber imidlertid – og har længe knebet – med reelle kulturpolitiske ideer. Hånden på hjertet: Hvornår har vi sidst set et ambitiøst eller bare originalt kulturpolitisk udspil? Der findes flere lyserøde elefanter end ideer på Christiansborg.

»Hvis du synes, det lyder latterligt, så spørg dig selv, hvordan du heler et knust hjerte? Hvordan holder du humøret oppe i modgang? Hvordan du gennemlever svær sorg?«


Derfor er det positivt, at to magtfulde alliancer den seneste måneds tid har set dagens lys. I denne uge annoncerede cirka 1.000 kulturaktører, at de var gået sammen om at stifte foreningen Dansk Kulturliv, mens stærke aktører som KL, Dansk Erhverv, Augustinus Fonden, Danske Kulturbestyrelser med flere er i gang med at etablere et Analyseinstitut for Kulturen.

Der er brug for begge dele, så kulturlivet ikke kommer bagest i køen, hvis en ny nedlukning truer, men først og fremmest har vi brug for alliancerne for at give dansk kulturliv den centrale placering, det fortjener. Politisk, samfundsmæssigt, eksistentielt.

Mål på meningsfuldhed

Når den offentlige debat skal vindes, er der blandt andet brug for tal, og den gode nyhed er, at de findes i forvejen på kulturområdet. De fleste universiteter ligger således inde med solide undersøgelser af, hvad det betyder for vores liv, at vi går på museum, at vi læser, ser teater, hører opera, går til koncert etc. Disse tal skal systematiseres og pakkes, så de i højere grad kommer politikere og offentlighed til gavn og bliver til en understregning af kunstens væsentlighed.

Kulturoplevelser skal desuden ikke bare måles i besøgstal og indtægter fra museumsbutikker og cafeer, men i høj grad i meningsfuldhed. I trivsel. I lykke. At opleve kunst og kultur er et eksistentielt anliggende.

Det betyder for eksempel ikke så lidt for patienters helbredelsesproces at være indlagt på hospitaler, som har kunst på væggene. Hvorfor? Fordi vores sind og krop er forbundne, og fordi sindet bliver smukkere og raskere af at se på noget, der fremkalder følelser, og det gør en hospitalsgrå væg ikke. Jo, tristhed.

Og er man i øvrigt ramt af tristesse, skal man kunne få udskrevet kulturoplevelser hos lægen som led i en behandling. Jeg ved godt, at mange måske synes, det lyder latterligt, men spørg så dig selv, hvordan du heler et knust hjerte? Hvordan holder du humøret oppe i modgang? Hvordan gennemlever du svær sorg? Det er rigtigt – ved hjælp af musik, digte og klassikere. Ikke ved hjælp af flere tossede KPIer eller ved at kigge på din selvangivelse.

Lige præcis dét lærte vi også af coronakrisen. Her steg salget af fysiske bøger og især lydbøger, og vi samledes omkring Philip Faber, der sang »Lysets engel går med glans« og »Lyse nætter«. Camus’ »Pesten« generobrede bestsellerlisten, og Boccasios »Dekameron« blev genudgivet, fordi bøgerne mindede os om, at vi historisk set har været hjemsøgt af epidemier igen og igen – og mennesket er her stadig. Dét perspektiv får man ikke at se på sin lønseddel.

Og det er netop noget af det storslåede ved kunsten: Den fjerner vores blik fra vores navle og sender det ud i verden og ind i kulturhistorien og hjælper os til at opleve, at vi indgår i en meningsfuld sammenhæng og ikke bare i et forvirret selvrealiseringsprojekt.

Fra ondt i livet til Det Gode Liv

Apropos det. Selvom vi lever i en af de bedste verdener, har mange unge ondt i livet – på trods af, at de fleste af dem lever historisk gode liv målt på familiernes velstand. Undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har i de senere år vist, at et stigende antal unge lider af stress, angst og ensomhed, især er lidelserne udbredt i aldersgruppen 16 til 24 år og mest blandt unge kvinder. Hvorfor? Eksperter peger på, at perfekthedssamfundet ikke er gearet til tvivl og usikkerhed, og at mange unge i øvrigt mangler den fornødne åndelige robusthed over for eksistentielle grundvilkår som ensomhed og fortvivlelse.

Lad os få undersøgt om ikke kunsten og særligt litteraturen er det sted, hvorfra den åndelige robusthed kan styrkes. Og hvis det allerede er undersøgt og er tilfældet (hvilket jeg tror), så lav policyforslag på ryggen af det.

Derudover er det oplagt at se på værdien af kulturfradrag og kulturklippekort til unge og have de gode argumenter klar, så ideer ikke sparkes til hjørne under henvisning til ideologisk ævl om kun at være for de rige eller forsøg på generationsbestikkelse.

Så kort sagt: kulturalliancerne får nok at tage fat på, og vi kan se frem til en bedre offentlig debat. Til mere debat om mening, lykke, sammenhængskraft, og hvordan mennesket bliver bedre egnet til at forvalte sin øgede fritid.

Netop det sidste var i 1965 filosoffen Knud Ejler Løgstrups svar på, hvori velfærdsstatens etiske forpligtelse består.