Anne Sophia Hermansen: Derfor skyder Pernille Skipper sin baby ind i tidsånden som et missil

Det er normalt at have børn med på mange arbejdspladser i Danmark, men Folketingssalen er ikke en normal arbejdsplads. Og det skal den heller ikke være. Folketingssalen er for folketingsmedlemmer og ikke for vandrende pinde, rottweilere eller chimpanser. Eller babyer.

Pernille Skipper (EL) havde sin nyfødte baby med til åbningsdebatten i Folketinget torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er kun to år siden, at den konservative Mette Abildgaard fik at vide, at hun ikke kunne have sin baby med ind i folketingssalen. Også dengang vakte det debat, og det gør det nu igen, hvor Pernille Skipper har fået den samme besked af Pia Kjærsgaard, Folketingets næstformand.

Igen skal vi høre på, hvor reaktionært og synd for barnet det er, og at Skipper faktisk næsten ikke var inde i salen, kun lidt, og at det i øvrigt ikke er hende, der forsøger at lave det her til en sag, men Kjærsgaard. Mest sandsynligt er det begge parter.

»Lev med det, Pernille Skipper«


Kjærsgaard gør det til en sag, fordi hun er Folketingets næstformand og ønsker at værne om respekten for en af landets væsentligste institutioner.

Skipper gør det til en sag, så hun kan fremstå progressiv, og fordi hun ved, at de fleste af hendes følgere abonnerer på den opfattelse, at ingen institutioner står over dem selv. Hun skyder derfor sin baby lige ind i tidsånden som et missil.

Jeg er imidlertid på det reaktionære hold og mener, at børn er dejlige, men at hele verden ikke er en børnehave. Slet ikke folketingssalen.

Hvis Skippers tilstedeværelse i selve salen er påkrævet, kan hun jo bare få babyen passet i fem minutter. Det tager barnet ikke skade af. En folketingsbetjent kan sikkert hjælpe med det, indtil Skipper kan forlade salen igen og vandre frit rundt på resten af Christiansborg med sit barn. Det er nemlig kun i salen, at der kun er adgang for folketingsmedlemmer. Ukontroversielt, skulle man tro. Men nej.

Ingen institutioner er for store til at blive gjort små af ens egne behov. Ikke mindst for profilering og imagepleje som progressiv.

En tid for alvor og en tid for gylp

Mon Pernille Skipper også ville tage sin baby med, hvis hun var højesteretsdommer og skulle idømme en voldtægtsforbryder sin straf? Jeg ved ikke med jer andre, men jeg ville synes, det så mærkeligt ud.

Det samme ville gøre sig gældende, hvis Dronningen indbød til audiens, og hun så troppede op i crop top og kælerotte. Eller hvis hun skulle aftjene værnepligt og insisterede på at gøre det samme med baby.

Grunden til, de fleste af os synes, det virker mærkeligt, er, at vores land bygger på institutioner, som man godt må udvise lidt respekt for. Måske endda andægtighed.

Jeg tænker også, at der er en tid for alt. En tid for at stemme om landets love, og en tid for at amme og skifte ble.

Og jeg er med på, at det er normalt at have børn med på mange arbejdspladser i Danmark, men Folketingssalen er ikke en normal arbejdsplads. Og det skal den heller ikke være. Folketingssalen er for folketingsmedlemmer og ikke for vandrende pinde, rottweilere eller chimpanser.

Det mest ubekvemme man kan sige til folk i dag er, at alting ikke handler om dem. Men sådan er det altså. Der er love og institutioner, der står over den enkelte.

Lev med det, Pernille Skipper.