Anne Sophia Hermansen: Den slags plejer vi at kalde hykleri her i Danmark

Der skal selvfølgelig være en vej tilbage. Også for dem, der giver komplimenter med tungen først og åbenbart skal have hjælp til at forstå, at de skal beholde den inde i munden. Men hvem bestemmer, hvornår de kan komme tilbage? Jeg ville ikke betro folkedomstolen den opgave, for så er svaret »aldrig«.

»Skulle nogen derfor tro, at kvindelige chefer per se borger for den bedre kultur og for bekæmpelse af sexisme, kan de godt tro om igen. Det bevidner de tre kvinder desværre,« skriver kulturkommentator Anne Sophia Hermansen om de seneste sexismesager i Socialdemokratiet og DRs Pigekor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, gjorde i efteråret noget bemærkelsesværdigt. Hun rekrutterede en mand, der ni måneder forinden var blevet opsagt på grund af krænkende adfærd, som ny sekretariatschef. Det skabte en del postyr, men hendes håndtering rummer måske nøglen til et af tidens mest presserende #metoo-spørgsmål, og det er:

Hvornår skal det igen være muligt for en sexkrænker at få et job? Hvornår har man udvist anger nok og sonet sin forbrydelse, og hvornår er man færdig med at modtage sin dom, ikke mindst fra folkedomstolen?

Har man beskæftiget sig med den seneste sag fra DSU, hvor et medlem af Socialdemokratiet har gramset, slikket og intimideret en række unge kvinder, vil man vide, at manden har været i stand til at gå lige fra det ene fine job til det andet.

»Ikke noget med forblommede advokatundersøgelser og bureaukrati og ævl, nej tak, lederskab og klare værdier.«


Eller gå og gå, Socialdemokratiet endte med at lave en fratrædelsesaftale med manden, omend det ikke lader til, at partiet har været hurtigt på aftrækkeren og heller ikke til, at fyringen skulle være så eksplicit, at den ligefrem skulle signalere kulturforandring.

I al fald kunne den tidligere praktikant Hanne Agergaard i sidste weekend berette om serielle krænkelser begået over en årrække og om en S-ledelse, som stadig ikke kan finde ud af at tage #metoo-sager alvorligt.

Hvad vi plejer at kalde hykleri

Jo, statsminister Mette Frederiksen kan godt finde ud af at skrive på Facebook, at hun bakker op om alle de kvinder, der nu siger fra, men indadtil i partiet lader det ikke til, at de samme kvinder nyder opbakning fra ledelsen.

Den slags plejer vi at kalde hykleri her i Danmark.

Og hykler var der også mange, der kaldte Morten Østergaard, da han først havde tordnet mod sexkrænkelser, hvorefter skeletterne begyndte at vælte op af baghaven. Men han drog dog i det mindste konsekvensen.

Mette Frederiksen har anderledes svært ved at forholde sig til alle sexismesagerne, ligesom kulturminister Joy Mogensen ikke har ladet mange ord falde om den tidligere chefdirigent for pigekoret Michael Bojesen efter Politikens formidable afdækning af »Pigekorshemmeligheden« og hans efterfølgende afgang som formand for Statens Kunstfond.

Meget at sige om #metoo har Maria Rørbye Rønn heller ikke haft som generaldirektør for DR, selvom de fleste ved, at kulturforandringer ikke mindst foregår via udmeldinger fra topchefen.

Skulle nogen derfor tro, at kvindelige chefer per se borger for den bedre kultur og for bekæmpelse af sexisme, kan de godt tro om igen. Det bevidner de tre kvinder desværre.

Og netop her er det så væsentligt at fremhæve Cecilia Lonning-Skovgaard, fordi hun anviser en ledelsesmæssig vej frem i sager, hvor hammeren er faldet, og hvor krænkere i lighed med alle andre, der er trådt ved siden af, fortjener at få en chance mere.

På et tidspunkt. Efter de pågældende mennesker har haft tid til at angre, søge hjælp, uddele undskyldninger og gøre det klart, at de har tænkt sig at opføre sig en del mere værdigt næste gang.

Jeg ved ikke, hvor lang tid den proces skal tage, men da den tidligere P1-vært Mads Aagaard kun få måneder efter fyringen fra DR fik nyt job i produktionsselskabet Rakkerpak, mente mange i al fald, at det var for tidligt. Hans nye ansættelse blev genstand for så ophedet en debat, at selskabet besluttede ikke at ansætte ham alligevel.

Tid til at nedkomme med et bedre jeg

Tilbage til Lonning-Skovgaard, der i efteråret ansatte en mand, der ni måneder forinden var blevet afskediget fra sit direktørjob i KL. Baggrunden var, at han havde sendt upassende beskeder til kvinder på arbejdspladsen, og selv om kulturborgmester Franciska Rosenkilde mente, at det var forkert at »belønne« manden med et nyt topjob, sagde Cecilia Lonning-Skovgaard:

»Jeg gjorde det fuldstændig klart for ham, at det var en betingelse for overhovedet at gå ind i en dialog, at den her adfærd ikke ville finde sted igen. Og da han blev ansat, gik vi ind ad fordøren i forhold til kolleger og ansatte og sagde: Her er han, det er hans historie. Og hvis der nogensinde skulle blive noget, skulle de komme til mig som det første.«

For det første er manden ikke »back in business« efter blot to uger eller et par måneder, men efter ni, og i løbet af den periode kan man godt nedkomme med et mere angerfuldt jeg. Dernæst vil jeg fremhæve transparensen – de kommende medarbejdere forhåndsorienteres om hans synderegister, og lederen anviser desuden en klar kommandovej, hvis der er den mindste slinger i valsen. Ikke noget med forblommede advokatundersøgelser og bureaukrati og ævl, nej tak, lederskab og klare værdier.

Selvom blodtørsten er stor og forståelig i disse sager, er vi nødt til at udtænke civiliserede retningslinjer for mennesker, hvis handlinger vi ikke bryder os om. Vi er også nødt til at genfinde nogle af de kristne værdier, vi har baseret vores civilisation på, og de værdier er for eksempel barmhjertighed, tilgivelse og troen på den omvendte synder.

Der skal være en vej tilbage. Også for dem, der giver komplimenter med tungen først og åbenbart skal have hjælp til at forstå, at de skal beholde den inde i munden.

Det skal imidlertid ikke være de mest højtråbende på Twitter eller Facebook, der beslutter, hvornår bommen igen skal gå op, men lederen på den nye arbejdsplads og ikke mindst de kolleger, der fremover skal dele skrivebord, kantine og julefrokost med personen.

Cecilia Lonning-Skovgaard fortjener ros for at have vist en vej frem i sager, vi endnu ikke er særligt gode til at håndtere.