Anne Linnet: En tid med engle og dæmoner

Juleaften sætter Anne Linnet sig og kigger ind i et lys på juletræet og tænker på to nære familiemedlemmer, hun har mistet. For der er øjeblikke, hvor man mærker og erkender savnet stærkere, siger hun om julen, hvor vi selv vælger vores engle eller dæmoner.

»Der er øjeblikke, hvor man mærker følelsen af at savne særlig stærkt og erkender savnet mere, end man gør, når det hele kører lidt hurtigt i en travl hverdag. Den erkendelse kan jo være rigtig god, også selv om den er forbundet med smerte og savn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Niels Ahlmann Olesen

Når juleanden er spist, gavepapiret flyder og roen bagefter sænker sig i stuen, lader Anne Linnet sig dumpe ned i en lænestol. Fanger med øjnene flammen på et af grantræets stearinlys. Bliver stille og tænker. På sin mor og sin eksmand, Holger Laumann, der begge er døde inden for de sidste tre år med kun et års mellemrum. Mennesker, hun har været tæt knyttet til og som mangler, når hele familien samles 24. december.

Se flere billeder af Anne Linnet i galleriet til højre >>

På sin jule-CD, der udkom i november, har Anne Linnet skrevet sangen »Julenat«, hvor hun synger om »alle savn så smukt og klart erkendt i lys, der brænder.« Hun forklarer, at der er tidspunkter, hvor savnet pludselig føles mere klart end ellers. For eksempel juleaften.

»Der er øjeblikke, hvor man mærker følelsen af at savne særlig stærkt og erkender savnet mere, end man gør, når det hele kører lidt hurtigt i en travl hverdag. Den erkendelse kan jo være rigtig god, også selv om den er forbundet med smerte og savn.«

Indtil Anne Linnets mor blev syg og kom på plejehjem, var moren omdrejningspunktet for julen. Hende, der med sit store engagement og overblik sørgede for, at alt var på plads og i orden, og som kunne skabe den særlige stemning. Både når Anne Linnet og de fire brødre som børn kom hjem efter at have holdt »hospitalsjul« på Århus Amtssygehus, hvor faren var overlæge. Og senere, da alle børnebørnene blev en del af den store familie.

Strukturer og roller ændres i takt med, at familiemedlemmer dør og nye børn kommer til, erkender Anne Linnet.

»Sidste år var første gang, jeg for alvor følte, at nu var det »mig, der var julen« for mine børn og børnebørn, ligesom det var min mor, der var julen før. Det har jeg det superfint med. Men det er klart, at noget jo bliver forandret, fordi det er hele tankegangen om, hvor man holder jul og hvem, man er sammen med, man skal forholde sig til. Sådan blev det for mine brødre og mig, da min mor døde for to år siden.«

Læs flere interviews på FRI.dk:

Ida Corr: »Hvor fanden kom jeg fra?«
Hvor blev fest-Alberte af?
Jeg har ikke råd til at være snobbet
»Hvis mit liv var en film, ville jeg ikke se den«
Anne Sophia Hermansen: Stikker man måsen frem...
Private Mille Dinesen
Andrea Elisabeth Rudolph: Tak for dansen
»Jeg går altså ikke rundt derhjemme uden tøj på hele tiden ...«

På samme måde som moren var julens omdrejningspunkt, var Holger Laumann, der er far til de to ældste børn, et samlingspunkt. Efter julemiddagen satte han sig ved klaveret og trak familien til sig. Også senere, når han var med til juleaften sammen med sin nye kone, Mai Brostrøm, og deres børn.

»Vi andre må jo bare prøve at gøre dem kunsten efter, så godt vi kan. Vi synger og spiller stadig, men det er meget improviseret. Og jeg mener virkelig improviseret. Nogle synger mærkelige andenstemmer og andre synger teksterne forkert med vilje. Det er ret sjovt, og sådan skal juleaften også være.«

Anne Linnet siger så, at det har været hårdt for hele familien at miste to så karakterfulde og nære familiemedlemmer, og at de begge har efterladt sig et tomrum, som alle har måttet lære at være i.

»Men heldigvis er der kommet nye små børn til, og det er noget af det mest livsbekræftende, jeg kan forestille mig,« siger hun og ser helt lettet ud.

»I år har vi fået tre nye børn i familien. Min egen datter Isolde på fem måneder, min ældste søns datter, Havanna, der er fra februar og min ældste datters søn, Victor, der blev født i maj. Jeg vil bare nyde at se den dér umiddelbare glæde hos dem, når de kigger på de levende lys eller leger med deres fingre. Små nye mennesker, som er med til juleaften for første gang. Jeg tror, det er sådan, man også skal huske at tænke, når man savner de mennesker, der ikke er mere.«

Udover over de to nye børnebørn og Isolde, har Anne Linnet barnebarnet London på to år.

Sangen »Velkommen her« på jule-cd’en er skrevet til Isolde. Men er samtidig en sang med julens vigtigste budskab: At et barn bliver født, og at det varsler nye tider.

I år samler sangeren og komponisten hele familien. Fire voksne børn, en teenagesøn og datteren Isolde. Plus sin kone, tre børnebørn og to svigerbørn. Er der nogen af børnenes venner, som ikke lige ved, hvor de skal holde jul, så kommer de også med. Det har de været før. Og juletræet – det sørger Jeppe for.

Se flere billeder af Anne Linnet i galleriet til højre >>

»En af min ældste søns venner sælger juletræer, og jeg plejer altid at ringe til i ham i sidste øjeblik og sige: »Hey Jeppe, har du ikke et godt træ?« Og det har Jeppe altid.«

Både de voksne børn og de to svigerbørn er fantastiske til at hjælpe med alt det praktiske, fortæller Anne Linnet.

»Det tror jeg egentlig, er en generel tendens. Det er ikke længere så meget en enkelt eller to personer i familien, der står med hele ansvaret. Man er nok blevet mere fælles om julen.«

En anden tendens, Anne Linnet oplever, er en stigende erkendelse af, at det ikke i så høj grad som tidligere er de dyre gaver, der er det vigtigste.

Det med de dyre gaver er nok meget miljøbestemt, mener hun, men siger så: »Jeg tror, at flere og flere opfatter dét at være sammen som det mest betydningsfulde i julen. At man er åben og kan mærke hinanden. Mærke, at de andre sætter pris på én, og også giver udtryk for det ved at lade en god energi flyde. Det må være det vigtigste overhovedet.«

At der også kan være frustrationer forbundet med julen, forstår Anne Linnet godt, fordi det, som hun siger, »er den højtid på året, hvor familien samles og er hele omdrejningspunktet.«

»I forhold til, da jeg selv var barn, er der kommet flere nye familiestrukturer med dine børn og mine børn og vores børn, og hvem holder jul hvor og så videre. Det kræver noget rummelighed og åbenhed over for andre og nye måder at gøre tingene på,« siger hun og konstaterer, at det for nogle familier kan være svært at få julen til også at blive en rolig tid.

»Der kan være meget uro forbundet med hele den dér strukturelle planlægning og alle følelserne, der kommer op til overfladen. Men de mere komplekse familiestrukturer er altså en del af den tid, der er vores, og så må vi jo prøve at gøre det så godt, vi nu kan.«
Selv har Anne Linnet lige præcis den jul, hun gerne vil have, siger hun. I hendes hjem i København med familien omkring sig.

»Jeg forstår godt, hvis folk vælger at rejse væk i julen. At de måske ikke orker alt det, der er forbundet med højtiden. For mange år siden, da mine to ældste børn var små, rejste Holger og jeg til Hawaii, hvor vi havde nogle japanske venner. Jeg havde bare svært ved at fange julen rigtigt. Jeg har også prøvet at holde jul i Rom et år, hvor vi pyntede et citrontræ.«

Læs flere interviews på FRI.dk:

Ida Corr: »Hvor fanden kom jeg fra?«
Hvor blev fest-Alberte af?
Jeg har ikke råd til at være snobbet
»Hvis mit liv var en film, ville jeg ikke se den«
Anne Sophia Hermansen: Stikker man måsen frem...
Private Mille Dinesen
Andrea Elisabeth Rudolph: Tak for dansen
»Jeg går altså ikke rundt derhjemme uden tøj på hele tiden ...«

Hun indrømmer, at hun er et stort familiemenneske. Elsker at have dem alle sammen omkring sig. Udover konen Tessa og Isolde tæller familien Evamaria, 37, Marcus, 33 og Alexander, 22. Datteren Maria på 21 og sønnen Peter på 16 adopterede Anne Linnet fra Rumænien i 2001. Og så er der de to svigerbørn, Line og Stefan.

»Jeg har været meget på turné, og har derfor været en del væk i perioder. Så når jeg ikke er ude at spille, er der ikke et sted, jeg hellere vil være end hjemme sammen med min familie.«

Sin barndomsjul i Århus med far, mor og søskende husker Anne Linnet som noget særligt. Især eftermiddagen på Århus Amtssygehus juleaftensdag, hvor hun sammen med sine brødre og de andre lægers børn fik lov til at løbe rundt nede i kældergangene under hospitalet.

»Vi var altså nogle vilde kugler,« siger Anne Linnet og ser ud som om, hun et øjeblik er tilbage i kældergangene og julen dengang i 1960erne.
Hun husker den særlige stemning, der var på afdelingerne, og hvor flot, der var pyntet med små juletableauer rundt omkring – også i håndvaskene – med kirker og søer og engle.

»Inde på oversygeplejerskens kontor var der portvin og sherry, så overlægerne lige kunne komme forbi og få et lille glas. Jeg var også altid med inde på børneafdelingerne, og det gav jo lidt at tænke over. At der var nogle børn, som måtte holde juleaften i en hospitalsseng, fordi de var for syge til at komme hjem.«

Faren havde i mange år en afdeling på Sct. Josefs Hospital, der var drevet af nonner.

»Der var en nonne, som gav den fuld gas på sådan et gammelt trædeorgel, når hun spillede julesalmer. Hun var så fantastisk, når hun sang og spillede. Jeg kan næsten se hende for mig i dag.«

Barndommen hos forældrene i Århus var præget af en åbenhed og rummelighed over for andre mennesker og andre kulturer. På samme måde som hun selv i 2001 adopterede sine to børn fra Rumænien, tog hendes forældre en tibetansk dreng til sig, som blev en del af familien Linnet og stadig er det. Drengen Tenzin flygtede som 11-årig fra Tibet under Kinas invasion og endte i en flygtningelejr i Indien. Hjemme i Århus var Anne Linnets forældre aktive i den danske del af et hjælpeprogram, som fik ca. 20 af de tibetanske drenge til Danmark.

»Jeg kan huske, hvordan min mor og hendes veninder strikkede sweatre med norske mønstre til de tibetanske drenge, så de ikke skulle fryse.«

I dag arbejder Tenzin som sygeplejerske, er gift med sin tibetanske kone, bor i Solbjerg udenfor Århus og har to børn med de klingende danske navne, Lars og Lise. Dog med tibetanske mellemnavne.

I sangen »Vinternat« synger Anne Linnet om »årene, der er gået, jule overstået. Men de lever alle, når jeg ser gaders lys, der kæmper, aft’ner i december...«

Et af de tidspunkter, hun holder mest af i julen er, når roen begynder at sænke sig over byen lige inden juleaften. Når alting lukker og slukker.
»Der er en helt særlig stemning af ro og fred i byen, som ikke findes resten af året. Det tidspunkt nyder jeg meget.«

Da de to ældste børn var mindre, tog Anne Linnet og Holger Laumann dem ofte med i kirke juleaften. For at høre sangene og se lysene i kirken. Men senere gav Anne Linnet selv julekoncerter i kirker rundt om i Danmark.

»Der er en fantastisk samhørighed i et kirkerum med sang, som jeg holder meget af. Det sætter følelser i gang, og jeg har ofte oplevet, at folk kommer op til mig bagefter og fortæller, hvordan sangene »Tusind stykker« eller en »forårsdag« får dem til at tænke på nogen, de har mistet. Det er dejligt for mig at mærke den energi, der kan ligge i, at en sang kommer nogen til gode, som måske har det svært med at have mistet nogen, de var tæt på.«