Anne Glad: Jeg tør ændre alt i mit liv

Flere gange om ugen toner Anne Glad frem på skærmen og fortæller om »danskerne«. Men kender hun sig selv? Livsstilsekspert Anne Glad om sit liv som barnløs karrierekvinde, der på grund af sin indre passion forlod manden, huset og superjobbet.

Livsstilsekspert Anne Glad har gjort det til sit liv at snakke om danskernes vaner. Nu lader vi eksperten tale om sig selv. Foto: Michaelt Bothager. Fold sammen
Læs mere

De fleste almindelige mennesker ville lade være. Sige et pænt »nej tak« til to timers interview aftenen før en tidlig flyafgang til New York. Og Anne Glad har end ikke nået at pakke sine kufferter. Men livsstilseksperten – kendt fra blandt andet »Kender Du Typen« på DR1 – er ikke helt som andre mennesker.

»På en eller anden måde ender jeg altid i situationer som denne. For jeg har lidt mere båndbredde end de fleste – jeg orker bare mere. Men jeg kan da godt sige fra. For eksempel sagde jeg nej til at tale om danskernes mobilvaner i Aftenshowet på DR, så jeg i stedet kunne sidde her,« siger den 41-årige kvinde, der starter sin uge hver mandag klokken 5.30 om morgenen. Der sætter hun sig ind i sin folkevognsboble i København og kører til Aarhus for at arbejde som strategisk direktør i reklamebureauet Envision.

Og når hun gør timeskemaet op sidst på ugen, runder hun altid 50 timer. Dertil kommer tv-optrædener, interviews, foredrag og frivilligt arbejde i Børnehjælpsdagen. Af og til holder hun dog weekend enten lørdag eller søndag.

»Udover, at jeg er overenergisk, så er min livssituation også anderledes end andres. Jeg har ingen familie. Der er ingen børn, jeg skal tage hensyn til. Og min ti år ældre mand er heldigvis utrolig rummelig og forstående. Han har jo selv 1.000 projekter kørende,« fortæller Anne Glad denne halvsene aften, mens hun sipper af en frugt-te, men ærgrer sig over, at hun ikke valgte sort kaffe.

Den barnløse karrierekvinde er bosat i København K. På universitetet læste hun nordiske studier og filmvidenskab, men professionelt valgte hun tekstforfatter-rollen i reklamebureauer. De senere år er hun i offentligheden blevet en af de mest fremtrædende og efterspurgte eksperter vedrørende danskernes liv, tanker, drømme, gøren og laden. Spørgsmålet er blot, hvordan et menneske med en på mange måder ualmindelig livsstil kan fortælle danskerne om deres liv og vaner i al almindelighed?

Gætter ikke bare

For det første siger hun »vi« og aldrig »de«, når hun stort set hver uge interviewes på tv om danskerne, danskheden og Danmark. Det trick lærte hun af den tidligere »Kender Du Typen«-vært Jens Blauenfeldt.

»Jeg forsøger at være så bred og inkluderende som muligt i min kommunikation med omverdenen. Da jeg skrev mit speciale på universitetet om Poul Borums forfatterskole, var det vigtigt for mig, at min farmor også kunne forstå, hvad jeg skrev. »Folkelig« er ikke et fyord hos mig. Måske er det også derfor, jeg sjældent bliver inviteret i »Deadline«, men det passer mig sgu fint

Og på grund af min akademiske baggrund, har jeg nørdet det intellektuelle gejl, jeg skal i mit liv. Det er ikke noget, jeg behøver at dyrke for at vise mig over for andre mennesker. Og jeg synes virkelig, at alle andre mennesker er interessante. Spændvidden af os mennesker fanger mig. Tænk på, hvor sindssygt forskellige livssyn vi har, selv i så mikroskopisk et land,« siger hun og afviser, at hendes tanker blot baseres på formodninger og kvalificerede gæt.

»Jeg gennemgår et væld af analyser og undersøgelser. Som reklamedame har jeg kun nogle enkelte gange oplevet, at jeg kunne tage udgangspunkt i mig selv som målgruppe. God kommunikation handler derimod altid om empati og evnen til at sætte sig ind i andres værdier og livsstil.«

Småborgerlig fortid

Trods sin akademiske baggrund og sin ihærdige kamp for karrieren, tilhørte Anne Glad indtil for otte år siden »Familien Danmark«-segmentet. Dengang boede hun i et parcelhuskvarter i Brønshøj med en behagelig mand i ægtesengen og det helt rigtige musselmalede stel i skabet.

»Jeg var så uselvstændig, at jeg forestillede mig, at de materielle værdier, jeg var vokset op med i min trygge opvækst, var væsentlige. At jeg skulle skaffe mig noget lignende for at etablere mit eget voksenliv. Da jeg var i 20erne, ville jeg slå ihjel for den helt rigtige vase på et loppemarked,« siger Anne Glad, der oprindeligt stammer fra Næsby på Fyn.

Da hun nærmede sig de 30 år, var hun overbevist om, at hun skulle have to børn, gro gammel med sin ægtemand og passe haven på villavejen i Brønshøj resten af livet.

»Men det her var inden, jeg lærte min passion at kende. Og hvor meget, min passion driver og betyder for mig i mit liv. Jeg troede, da jeg var ung, at man skulle have hus med have. Mine fastlåste forestillinger om livet var styret af min umodenhed, af at jeg ikke kendte mig selv. Jeg havde endnu ikke mærket efter, hvad jeg havde lyst til – hvad der egentlig passede til mig.

I dag ved jeg, at det passer mig bedre at bo på Stenbroen end i et ligusterkvarter, selv om jeg voksede op i et. Da jeg var barn, gav det mig ro at spille rundbold på gaden. I dag er det tryghed for mig at være helt tæt på caféer og muséer,« forklarer Anne Glad.

Kvælende p-piller

Faktisk var det en fysisk ting, der var med til at tænde hendes passion i tiden op til skilsmissen. Skiftet kom nemlig, da hun stoppede med at sluge den daglige p-pille. Da mærkede hun varmen, at man rent faktisk kunne forelske sig, at man kunne brænde for noget, en anden livsstil end den, man var endt i.

Anne Glad mener, at p-pillen på unaturlig vis holder kvinders følelser og hormoner i skak. Som en lykkepille, der glatter kvinders drifter ud. Hendes udbrydertrang spredte sig. Hvorfor skulle hun sidde i et hus med så høje udgifter, at hun end ikke kunne sige sit job op? Hvorfor skulle hun blive i dette ægteskab, når hun netop havde fundet ud af, at det var livets tilbud og ikke manden og familielivet, hun var forelsket i.

På få timer en dag for otte år siden aflivede hun de drømme, som hun og manden havde brugt år på at opbygge. Hun har fortrængt ordene og billederne – kan ikke gengive dem. Men bruddet fandt sted, for hendes liv er i dag helt anderledes.

»Hvis jeg stadig boede i Brønshøj i dag, ville jeg være typen, der sad til middagsselskaber og skældte min mand ud,« siger Anne Glad og bryder ud i latter. Men der ligger alvor bag.

Tør ændre alt

Siden da har hendes livspassion vist sig gennem viljen til at lave om på sit liv. Hun tør være sig selv bevidst og stille egoistiske krav til omverdenen.

»Som menneske kan man finde sig i ufatteligt meget, i ufatteligt mange år. Vi kan stoppe med at mærke efter, om vi rent faktisk er lykkelige der, hvor vi er. Jeg er fuldt opmærksom på, om der er substans i mit liv. Hver morgen mærker jeg efter, om jeg er glad – om jeg har mig selv med. Er noget galt, så laver jeg det for fanden om,« siger hun.

Livet bliver først virkelig interessant, når man begynder at kende sig selv og foretage de voldsomme skift. Og sjovt nok bliver det altid bedre, synes Anne Glad.

»Jeg får ufatteligt meget energi, hver gang jeg er i krise. For så ved jeg, at jeg er i gang med at forlade den del af mit liv, der var forkert.«

Blot en måned efter skilsmissen – mens hun stadig var i gang med at male sin nye lejlighed i indre København – faldt hun for sin nuværende mand. Den ti år ældre musikkomponist og -producer Hanni Cramer Hanberg. Forelskelsen var voldsom og gensidig.

Det nye par flyttede sammen få uger efter deres første møde. I mellemtiden nåede Anne Glad dog at slå op med de øvrige kærester, hun havde fået på den korte tid efter skilsmissen.

»Jeg forelsker mig let, bliver let begejstret. Åh, jeg synes, der er så mange skønne, dejlige mænd. Og hver en forelskelse er en skøn fornemmelse – det er da det fedeste. At give sig selv lov til at blive revet med. Jeg kunne have haft tusind forbehold som nyskilt. Men jeg tog hovedet under armen, kastede tungen ud af munden og elskede mit nye liv.«

Anne Glad har stort set aldrig prøvet at bo alene i længere tid, har aldrig oplevet singlelivet.

»Jeg ved ikke, om det er fornuftigt af mig. For man bliver helt sikkert klog af at bruge tid på sig selv. Til gengæld bliver man meget kræsen og opbygger en masser tanker om, hvordan andre folk skal opføre sig, for at de er attraktive.«

Det er ikke kun privat, hun har modet til at ændre hvad som helst. I februar sidste år sagde hun op fra det reklamebureau, hun var partner i.

Det tog hende et år at samle mod til det og mærke efter, men hun fortryder det aldrig. Også selv om hun gik fra en stilling, som langt de fleste mennesker aldrig ville komme i nærheden af. Jobbet hos Envision i Aarhus landede hun i juni.

Passion uden børn

En væsentlig ting har hun dog omgået i sin evige jagt efter et liv styret af passionen: Børn. Og som 41-årig ved hun, at det nu er ved at være sidste udkald, hvis hun skal nå at forplante sig. Hun kalder sin mand et exceptionelt menneske, der er god til børn og fortjener at få et.

»Det er næsten synd, hvis han ikke skal reproducere sig. Jeg ved godt, at det ikke er nogen særlig god grund for mig til at få børn... men hvad gør man ikke for kærlighed?« siger hun og smiler.

Parret ved, at de kan få børn – det fik de undersøgt på en klinik. Og Anne Glad understreger, at hun næppe ville overveje fertilitetshjælp. På det område er hun ekstrem darwinist, siger hun.

»Jeg har det sådan her: Hvis nu vi havde knaldet meget mere, end vi har gjort det sidste års tid, havde vi måske fået et barn,« siger hun og overvejer sine næste ord.

»Det kan sagtens være, jeg aldrig får børn. Det har jeg da tænkt på. Og det er okay. For ikke en eneste gang, har jeg tænkt »Bare det var min baby«, når jeg så en mor med et spædbarn.«

Børn skal ikke være ensomhedsværn

Men de ultimative tanker tænder samtidig en grundangst i hende. En frygt for at dø ensom som 90-årig.

»Jeg må sætte min lid til, at mine gode, yngre venner stadig gider mig til den tid. Og faktisk er frygten for ensomhed en utrolig egoistisk tanke og en ringe grund til at få børn.«

Hun ved endnu ikke, om det bliver en glædens eller sorgens dag, når hendes krop en dag går i overgangsalderen.

»Lad os sige, jeg fik et brev fra kommunen, hvor der stod, at jeg ikke havde flere æg tilbage og at mine æggestokke var visnet. Så ville jeg føle et stort tab af kvindelighed. Dét bekymrer mig langt mere, end visheden om, at jeg aldrig bliver mor. Altså, hvad fanden sker der nu med mig? Vil hormonerne styre min personlighed og påvirke mit energiniveau? Bliver jeg så en anden igen?« spørger Anne Glad.

Hvis hun virkelig havde ønsket børn, havde hun to teenagere i dag, siger hun. Muligheden var der jo dengang i Brønshøj. Men da valgte hun det fra.

»Jeg fortryder det ikke, for jeg har simpelthen så meget andet. Jeg har et rigt liv og har det så sjovt. Jeg får masser af kærlighed og har masser af dybe relationer. Men jeg forstår godt, at det er svært at forstå for mødre. De har jo et helt konkret barn, de skal lege mentalt med at vælge fra. Og det kan man jo ikke.«

Anne Glad tager en talepause og udfylder det med et langt suk.

»Jeg synes, børn er sjove at være sammen med. Og jeg tænker også tit »Gud, hvor ville jeg løse konflikterne med mit barn på en anden måde en dig, hvis det var mit barn.« Men jeg tænker aldrig, når jeg lægger mig til at sove om aftenen: »Bare jeg havde et barn.« Det er simpelthen ikke en tanke, der nogensinde strejfer mig. Jeg er vokset op i en dejlig, tryg familie. Så på sin vis har jeg udfoldet og levet det liv. Jeg har intet behov for at gentage det eller gøre det bedre eller anderledes. Det er ikke det, jeg skal.«