Anmeldelse: Lad os være ærlige – »1984« er et bjerg af kedsomhed, og de færreste har læst den

George Orwells roman »1984« er mere interessant at læse som sociologibog end som skønlitteratur. Og selv Orwell kunne ikke i selv sine værste mareridt forestille sig to ting ved samtiden, som vi finder helt naturlige.

Foto fra filmatiseringen af »1984« med John Hurt i hovedrollen som Winston Smith. Fold sammen
Læs mere

En klassiker er en roman, som de fleste kender, men de færreste har læst. Sådan lyder Mark Twains definition, og den passer perfekt på George Orwells »1984«, som netop er kommet i en glimrende nyoversættelse. Jeg har selv flittigt henvist til romanen, men faktisk aldrig evnet at gennemføre læsningen af den før nu. »1984« er nemlig et bjerg af kedsomhed.

Romanen, der udkom første gang i 1949, har fået nærmest mytisk status, og vi kender alle henvisningerne til Big Brother, newspeak og hvordan uhæmmet overvågning truer frihed, kærlighed og demokrati. »1984« har haft så stor gennemslagskraft, at den endda to gange har været på bestsellerlisten i det 21. århundrede – efter 11. september og efter indsættelsen af Trump som præsident – og mange har oprørt viftet med den under politiske debatter, for uh, nu var det hele ligesom »1984«.

»Men det er ikke engang det værste. Det værste og mest uhyggelige er, at de er GLADE.«


Og »1984« er også en usædvanlig klartseende dystopi og mere interessant at læse som sociologibog end som skønlitteratur. Den består hverken af nævneværdigt interessante personer eller af et medrivende plot modsat venner i genren såsom »Fagre nye verden« af Huxley, Bradburys »Fahrenheit 451« og Atwoods »Tjenerindens fortælling«. Men lige så konformt og gråmeleret sproget er, lige så mesterligt er det totalitaristiske Oceanien tænkt.

Oceanien er en af verdens tre stater og ligger konstant i krig med enten Østasien eller Eurasien. Når fjenden skifter, omskrives historiebøgerne, og så har det altid været sådan. Oceanien, der styres af Partiet, ledes efter følgende værdier: »uvidenhed er styrke«, »frihed er slaveri« og »krig er fred«, altså et humanistisk Omvendtslev. Resultatet er, at langt størstedelen af befolkningen hverken besidder kritisk refleksion eller frihed og henlever en tilværelse i umyndiggørelse og åndeligt mørke. Men det er ikke engang det værste. Det værste og mest uhyggelige er, at de er GLADE.

Foto fra filmatiseringen af »1984« med John Hurt i hovedrollen som Winston Smith. Fold sammen
Læs mere

Winston Smith arbejder i Ministeriet for Sandhed som censor for, hvad der må vides og tænkes, og hans opgave er at omskrive historien ud fra devisen, at den, der ejer fortiden, også ejer nutiden og fremtiden. Tankeforbrydelser straffes naturligvis, og den såkaldte »haduge« er en af de få fornøjelser, terrorstaten tillader sine følelsesmæssigt afstumpede borgere udover dårlig gin og cigaretter. Men en dag forelsker Winston sig i Julia, og det må naturligvis ende galt, eftersom kærlighed er en tankeforbrydelse i en verden, der ikke tillader relationer.

Orwell skrev »1984« for at vise den ultimative konsekvens af politiske utopier som kommunisme og nazisme, og han blev kaldt antisocialist af sine kritikere. Men Orwell var socialist og ville demaskere de teknikker, der ligger bag politisk manipulation. I romanen reduceres sproget til idioti, og bøger forbydes, så tanken stækkes og sjælen udhungres.

George Orwell (1903-1950) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Selv om »1984« modsat Orwells anden berømte roman, »Kammerat Napoleon«, er dræbende kedsommelig at læse, er tankerigdommen overvældende.

Jeg hæfter mig dog ved to ting ved samtiden, som end ikke Orwell kunne forestille sig i sit mørkeste mareridt. Den ene er, at mange helt frivilligt ikke læser og lever i hjem uden bøger, så en despot vil ikke engang kunne terrorisere med et forbud. Den næste er, at overvågning er blevet til underholdning, tænk bare på realityformater som »Paradise Hotel« og naturligvis »Big Brother«. Det er ikke mange bøger, der bliver læst ved poolkanten, og man er da også glad i låget, selv om man har givet afkald på sin frihed og åndelige aspirationer. Hertil kommer, at millionvis af mobilkameraer dagligt bruges til at fotografere alt fra politikere til fodboldspillere og direktører for Sundhedsstyrelsen i DSB-tog. For ikke at tale om alle de private oplysninger, vi gladeligt har foræret til Facebook.

Men derfor kan vi da godt gyse lidt med Orwell, hvis fortælling ender med en tur i Værelse 101, hvor ens værste mareridt bliver til virkelighed og med ordene: »To ginlugtende tårer sneg sig ned langs hans næse. Men det var okay, det hele var okay, kampen var ovre. Han havde vundet over sig selv. Han elskede Big Brother.«

Romanslutningen er blevet udlagt sådan, at Winston dør. Enten den fysiske død eller den åndelige, og at han således aldrig undslipper Partiet og Big Brother og det rædselsfulde Oceanien. Men måske dør han en død, der er langt værre. Fold sammen
Læs mere

Romanslutningen er blevet udlagt sådan, at Winston dør. Enten den fysiske død eller den åndelige, og at han således aldrig undslipper Partiet og Big Brother og det rædselsfulde Oceanien.

Men måske dør han en død, der er langt værre.

Forinden har han for slippe ud Værelse 101 gjort det mest nedrige, han kan forestille sig. Hans værste mareridt er at få sit ansigt ædt af rotter, og presset til det yderste råber han: »Gør det ved Julia!«

Sådan kan man også dø døden. Ved at forråde det fineste, der findes, kærligheden.

1984

Forfatter: George Orwell. Oversættelse: Rasmus Hastrup. Sider: 303. Forlag: Lindhardt og Ringhof.