Anmeldelse: Cohens hæse stemme forfører stadig lytteren på værdigt eftermæle

Leonard Cohen efterlod en række skitser. De danner grundlag for det posthume album »Thanks for the Dance«, hvor hans livsnerve vibrerer i stemmerne og sætningerne.

FILES-SPAIN-MUSIC-CONCERT-COHEN
Det er tre år siden, Leonard Cohen døde. Nu udkommer »Thanks for the Dance«, der er hans indtalte skitser, som sønnen Adam Cohen har hjulpet med at omdanne til musik. Det er der kommet et fint posthumt album ud af. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP PHOTO / Josep Lago

Sangerinden Suzanne Vega har fortalt en historie om sin ven Leonard Cohen. Han satte hende stævne ved poolen på et hotel og spurgte, om hun ville høre hans seneste tekst. Det ville hun gerne. Han begyndte at recitere.

Mens han talte, bemærkede Suzanne Vega, at den ene bikiniklædte kvinde efter den anden linede sig op på strandstolene bag Leonard Cohen. Da han var færdig, spurgte hun, om han havde lagt mærke til dem. Kvinderne. Uden at skænke dem et blik, konstaterede han: »It works every time«.

På det posthumt udsendte album »Thanks for the Dance« fængsler og forfører hans ru stemme, hans vemodige diktion og hans prægnante linjer stadig lytteren. Men selv om Leonard Cohen i sin levetid nød godt af røstens effekt på det modsatte køn, kan den aldrig reduceres til dybe suk fra sovekammerets mørke.

»På albummet »Thanks for the Dance« fæstner og forfører hans ru stemme, vemodige diktion og prægnante linjer stadig lytteren.«


For der er jord, rødvin og gulnede papirstumper i mikset. Vraggodset fra bristede illusioner vugger side om side med nye, klarøjede håb. Han lægger nonchalant op i den ene linje og smasher i den næste, mens der i mundvigen sidder et lille, kynisk, selvironisk smil.

Deri ligger styrken i »Thanks for the Dance«: Albummet er først og fremmest testamentet fra en ordets mester. Grundlaget er indtalte skitser, som Leonard Cohen inden sin død i 2016 bad sin søn, Adam Cohen, om at forme til musik, og sønnike har klædt farmand nydeligt på, uden at stadse ham op.

Spanske Javier Mas spiller varmt fingerspil på Cohens guitar, produceren Daniel Lanois skaber en uudgrundelig atmosfære i det sparsomme rum, og sangere som Beck, Feist og Damien Rice bakker diskret op.

Men man lytter forgæves efter et minor fall eller et major lift i de risikofri melodier; snarere nærmer albummet sig spoken word, og med sine 29 minutter er det også Cohen-katalogets korteste.

Hilsen til Marianne

På forgængeren »You Want It Darker« gravede han så dybt, at han ramte låget til sin egen kiste og afklaret erklærede: »I’m ready, my lord«. Albummet gav fornemmelsen af, at nu havde han undersøgt alt. Og derfor bliver det nye album en æresrunde til velkendte temaer – kunstens og kunstnerens plads i verden, tro, begær og dødelighed.

»Thanks for the Dance« udkommer tre år efter Leonard Cohens død i 2016. Albummet indeholder sangerens indtalte skitser, som sønnen Adam Cohen har hjulpet med at sætte musik til. Fold sammen
Læs mere

Alligevel er der en overflod af finesse. Som når han knytter et konkret kærlighedsforhold tæt til spørgsmål om selve livet. Det sker i, hvad der ligner en hilsen til hans berømteste muse, Marianne Ihlen, som døde tre måneder før ham: »Your beauty ruled me, now you're gone. Who's moving on, who's kidding who?«

På den måde rammer albumtitlen også plet. Cohen har længe interesseret sig for dansen som et sindbillede på menneskers bevægelser omkring hinanden og gennem livet, tag bare »Take This Waltz« eller »Dance Me to the End of Love«.

Og hans tak for dansen står som et værdigt løft på hatten fra en beleven dansepartner og samtidig en ydmyg opfordring til at sanse og tænke videre selv. Som det hedder på afslutningsnummeret, »Listen to the Hummingbird«: »Listen to the mind of God/that doesn’t need to be/listen to the mind of God/don’t listen to me.«

Thanks for the Dance
Leonard Cohen
Sony Music