Anmeldelse af Klaus Riskærs valgplakat: Per Arnoldi har ringet - han vil have sin jazzfestivalplakat tilbage

Med sin nye valgplakat forsøger Klaus Riskær Pedersen at lokke den lille anarkist, der bor i storbyens borgerdyr, frem igen. Berlingskes Søren Jacobsen Damm bedømmer det nye partis visuelle linje.

25BKUPartiet-Klaus-Riskaer-.jpg
Klaus Riskær Pedersen holdt pressemøde i Vartov i København, tirsdag 19. februar 2019. Her fik offentligheden også et indblik i den visuelle linje, han har valgt for sit parti i form af valgplakaten. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere

Per Arnoldi har ringet – han vil have sin jazzfestivalplakat tilbage – er umiddelbart det første, jeg tænker, når jeg ser Klaus Riskær Pedersens nye valgplakat. Godt nok er der ingen bowlerhatte og stokke, men farverne simrer af 80erne.

Så kigger jeg igen. Nu tænker jeg så på den folkelige modstand mod EF i 1971 og Københavnsk protestteater-aktivisme. Det er tydeligt at Riskærs valgplakat formår – på trods af et umiddelbart meget rustikt grafisk udtryk – at aktivere en masse bevidsthedslag hos de fleste over 40.

Farvevalget og penselstrøgene har en snert af kunstnergruppen »De unge vilde« fra 80erne. Farverne har et feminint strejf, der opbløder det ellers maskuline, beslutsomme, grafittiligende og let hidsige penselstrøg i det deterministiske kryds. Det balancerer plakaten, så den ikke »vælter« uvelkomment ind i din bevidsthed. Her er mere tale om effektiv, øjenåbnende annoncering.

(Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere

​Ideen med at anvende de typiske farver som rød og blå i krydset er godt tænkt. Hermed forsøger Riskær at distancere sig i forhold til dét, han ser som den »hjemmelige politiske andedam«. Han understreger, at netop hans politik er hævet over noget så banalt som ideologi og det sammenknudrende fedtspilleri, som stort set alle partier – inklusiv Alternativet, som også hurtigt faldt til patten – på Slotsholmen er blevet en del af. »Vi er ikke som de andre«, siger »Risikokær« som folkemunde døbte Café Victors mest skinnede guldfugl i den turboladede yuppie-æra.

Klaus Riskær ved om nogen, at der inde i de fleste poloklædte borgerlige midaldrende vælgere ligger en lille anarkist i hi, der drømmer om at få genaktiveret gnisten fra dengang dét at have et slips på i gymnasiet og høre Martin Hall var det tætteste, man kunne komme på at vække forargelse fra »det etablerede«, mens man levede under skyggen af Operation Dagsværk og støtteaktioner til teplukkerne på Sri Lanka. Valgplakaten taler i en indforstået kode til de nu etablerede sorte KUere, der længe har ventet på lidt sjov i gaden. Farver og striber – nu med Danmarks kvikkeste fallent i spidsen.

Skrifttypen er heller ikke en, man har set siden internettet blev udbredt herhjemme. Om det er Riskærs personlige håndskrift er svært at vurdere. Skråskriften symboliserer dannelse og erfaring, til gengæld giver det lidt kantede udtryk og de forenklede versaler indtryk af noget uprætentiøst, måske noget næsten folkeligt?

Men overordnet er det er en god og ekstrem hurtigafkodelig valgplakat, der dermed appellerer til yngre vælgere, samtidig med at dens samlede udtryk vækker en nostalgi i vælgere over 40 år.