Anette Støvelbæk: »Nogle gange kan man blive nærmest paranoid«

Selv om hun har mange års erfaring, lurer tvivlen og angsten for de dårlige anmeldelser stadig hos skuespiller Anette Støvelbæk. I næste uge er der premiere på filmen »Lærkevej«.

»Der skal desværre ti gode anmeldelser til at opveje en dårlig. Mindst ti,« siger Annette Støvelbæk, der er ved at ruste sig psykologisk til de kommende anmeldelser af »Lærkevej – til døden os skiller«, for hun er nervøs for deres dom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anette Støvelbæk svinger hjemmevant cyklen op foran hoveddøren, mens ovennævnte står og fumler med cykelhjelm, taske og bæreposen fra deli’en.

»Du skal vist op til mig,« siger hun og smiler, mens hun kigger på maden. Skuespilleren har været til møde, og da interviewet med Fri ligger klokken 12, har vi aftalt at spise en sandwich sammen undervejs.

Antallet af sneakers og sportssko sparket af i entreen vidner om, at vi er i et hjem befolket af hankønsvæsener, mens kattebakken afslører, at her også bor en kat – to faktisk. Hankatten Asbjørn insisterer på at være med ved spisebordet og når også lige at kaste en hårbold op på tæppet, hvilket Annette Støvelbæk tager helt afslappet. For der er i forvejen så mange pletter, at en enkelt fra eller til ikke betyder det store.

Selv om »Italiensk for begyndere« havde premiere tilbage i 2000, forbindes Anette Støvelbæk stadig med sit gennembrud som den usikre og blide bagerjomfru Olympia. For filmen vises igen og igen på tv og er over årene blevet en juleklassiker.

»Og det er ikke så mærkeligt, for filmen har noget ekstremt kærligt over sig. Det er en dejlig film, som næsten alle mennesker kan lide – og de fleste kan genkende noget fra deres eget liv i handlingen,« siger Anette Støvelbæk.

Rollen som Olympia gjorde hende til en skuespiller, der bliver genkendt på gaden. Og det kan gøre ondt at være en offentlig person, når anmelderne har været hårdhændede – og synes hun – også unødvendigt personlige. Så har hun oplevet, at hun bliver nærmest paranoid. Det vender vi tilbage til.

På torsdag har »Lærkevej – til døden os skiller« biografpremiere. Filmen fortsætter, hvor det 22. og sidste afsnit satte punktum i tv-serien om livet på villavejen, hvor bl.a. Sune, nu lam og i kørestol, forstadsfruen Elisabeth, hjemmeværnsmanden Torben, kokken Andreas og ægteparret Astrid og Kim bor.

Læs også:
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«
Julie Brandt Dam og arven
Lars Brygmann: »Jeg er stadig forvirret, men på et højere niveau«

Rollen som Astrid Borg, der har alle sine ikke helt almindelige naboer på Lærkevej som patienter i sin lægepraksis, ligger fjernt fra Anette Støvelbæks eget liv.

Sammen med sin mand, skuespiller Lars Mikkelsen, deres to drenge og kattene bor hun på Vesterbro med udsigt til Metro-byggeri, Rådhustårnet og parken på Sønder Boulevard, der fungerer som beboernes baghave.

»Jeg er vokset op på Amager i Urbanplanens betonbyggeri og kan slet ikke se mig selv på en villavej. Det bliver på en eller anden måde for iscenesat. Det lyder ekstremt fordomsfuldt, men jeg har brug for en anden åbenhed og en anden tolerance. Jeg elsker at gå ned på gaden om sommeren, hvor man møder alle slags mennesker lige uden for vores gadedør. Nogle gange er det også lidt besværligt, men jeg kan godt lide at blive konfronteret og ville isolere mig meget mere, hvis jeg boede med min egen have i et villakvarter. Det tiltaler mig simpelthen ikke,« siger hun.

På trods af, at hun ikke kan se sig selv som forstadsfrue, har Anette Støvelbæk ikke haft svært ved at leve sig ind i rollen som Astrid, der hverken har problemer med at yde aktiv dødshjælp eller have en dildo liggende i sengebordsskuffen.

»Da »Lærkevej« fik premiere på tv, var jeg selv rigtig glad for resultatet og havde set frem til at dele glæden med mange andre. Selvfølgelig kan man lade være med at læse de skide anmeldelser, men jeg fik et ordentligt slag. En anmelder skrev, at han håbede, at jeg var ligeså rød i hovedet som den dildo, jeg havde i hånden i tv-serien. Jeg havde det, som om alle jeg mødte på gaden havde læst de dårlige anmeldelser og syntes, at jeg var et latterligt menneske. At folk havde gennemskuet mig og nu grinede ad mig,« siger Anette Støvelbæk.

Det er sjældent, at hun har oplevet en dårlig anmeldelse så stærkt.

»Faktisk tror jeg, at jeg fik et decideret chok. Jeg troede, at jeg kunne stole på min egen fornemmelse. Og når det så bliver bedømt så anderledes, opdager man, at det kan man ikke. Din vurderingsevne er åbenbart ikke intakt, og det bliver en negativ spiral med tvivl og vrede, og først efter vreden begynder det at vende,« siger Anette Støvelbæk.

Læs også:
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«

At der så også var anmeldere – bl.a. Berlingskes – som var glade for »Lærkevej« og så serien som forfriskende og en fornyelse af genren på samme måde som Anette Støvelbæk selv, var ikke til megen trøst.

»Der skal desværre ti gode anmeldelser til at opveje en dårlig. Mindst ti,« siger Annette Støvelbæk, der er ved at ruste sig psykologisk til de kommende anmeldelser af »Lærkevej – til døden os skiller«, for hun er nervøs for deres dom.

»Men jeg tager forhåbentlig fejl.«

Trods sit had/kærlighedsforhold til skuespilfaget og risikoen for, at der pludselig ikke er noget arbejde til hende, har hun aldrig overvejet at skifte fag.

»For jeg har ikke lyst til at lave noget andet. Og heldigvis bliver den kerne, man har indeni, stærkere og stærkere, så jeg er blevet bedre til at tackle den dobbelthed, jeg har i forhold til mit fag.«

Det lå ellers ikke lige for, at Anette Støvelbæk skulle være skuespiller. Med en socialrådgiverfar og en pædagogmor troede hun snarere, at det var den retning, hun skulle i. Men hun elskede også skolekomedierne og begyndte efter gymnasiet at gå på gøglerskole. At blive skuespiller var dog stadig fjernt for hende, for hun troede simpelthen ikke på, at det ville lykkes for hende at blive optaget på uddannelsen.

Det blev da også Lars, der kom først. Han var i gang med et biologistudium på universitetet, da hun blev kæreste med ham i 3.g., men han syntes, at det var for kedeligt og søgte i stedet ind på Statens Teaterskole. Han blev optaget, og 25 år gammel kom hun selv ind på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Indtil da havde hun opfattet sig selv som en jordbunden ung kvinde med en god opvækst i bagagen.

»Jeg har ikke tumlet med en masse identitetsting i min ungdom, men været rimeligt fast forankret i, hvem jeg var. Det kan man leve et langt og roligt liv på, men når man som skuespillerelev dykker ned i en slags sandhedssøgen og hele tiden forsøger at skubbe grænserne, kan man begynde at tvivle på, om man er den, man troede. Jeg er sikker på, at den tvivl er både vigtig og sund i en kunstnerisk proces, men tvivlen kan også være ekstremt ødelæggende, når man skal finde ud af, hvordan verden omkring en ser ud,« siger Anette Støvelbæk.

Læs også:
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«
Julie Brandt Dam og arven
Lars Brygmann: »Jeg er stadig forvirret, men på et højere niveau«

Som nyuddannet skuespiller havde hun det fint, og de første år kørte karrieren problemløst. Men i 30erne blev hun pludselig ramt af den tvivl, som siden er kommet tilbage med jævne mellemrum.

»Pludselig var der ingenting at lave. Og det var der selvfølgelig ikke, for jeg var jo et blålys, og de, som tidligere havde brugt mig, havde gennemskuet mig. Når jeg får den tvivl, er det ligesom at befinde sig i en tilstand, som er svær at komme ud af. Lidt ligesom at få en depression, tror jeg.«

De perioder, hvor hun intet arbejde har haft, har hun oplevet som en afvisning af hende som skuespiller. Men også af mennesket Anette Støvelbæk.

»Én ting er den tvivl, man selv ligger og roder med. Noget andet er, at man som skuespiller er en offentlig person. Måske er man ikke helt tilfreds med sin egen præstation og stiller sig selv spørgmålet: »Nåede jeg dybt nok, var jeg ærlig nok, og er jeg overhovedet berettiget til at lave det, jeg gør?« Men når det så samtidig bliver klasket op offentligt, kan det blive for stort inde i hovedet. Nogle gange kan man blive nærmest paranoid,« siger Anette Støvelbæk.

Hun plejer at være ret god til at sige til sig selv, at »nu stopper du« og har for det meste held til at overbevise sig selv om, at det ikke skal have lov til at blive så kæmpestort inde i hendes hoved. Men hun har også konsulteret en terapeut, som  gennem årene har hjulpet hende til at komme videre.

»Hvis man har råd – eller kan tage sig råd – er det en gave at kunne gå til et menneske, som kan se det hele udefra og er uddannet til det. Ofte er tingene jo mere enkle og banale, end man umiddelbart tror, og så har jeg heldigvis min begavede mand. Men i bund og grund er det kun en selv, der kan gøre noget,« siger Anette Støvelbæk.

Med både en mand og en svoger (Mads Mikkelsen, red.), der også er skuespillere, har hun fået faget tæt ind på livet. Og det kan nogle gange være svært at undgå at sammenligne sig med de to.

»Vi er meget familie, når vi er sammen, og det er jeg taknemlig over. I starten lavede jeg mere film og tv, end Lars gjorde – men i de senere år er der ingen tvivl om, at Lars har haft mest at lave og bliver tilbudt mest, mens Mads tager til udlandet og er et helt andet sted i sin karriere. Sådan er det. Men man kan jo ikke komme udenom at måle sig selv på den succes, man har. Også fordi succes i vores branche afføder det næste job, så jeg er dybt afhængig af, at produktet bliver godt og bliver set. Jeg kan godt blive misundelig og tænke »hvorfor fik jeg ikke tilbudt den rolle«, eller »får jeg aldrig lov til at spille noget helt andet, end jeg plejer«. Men som tiderne er, skal jeg ikke klage. Jeg er mere heldig end mange kollegaer,« siger Anette Støvelbæk, der kan se frem til – måske – at få endnu en skuespiller i familien.

Læs også:
Stellan Skarsgård: 30 år senere
Thomas Blachman: Det højrøvede menneske
Janus Nabil Bakrawi: Et modigt menneske
Steen Jørgensen: »Hvis ikke man har lyst til at udvikle sig, så stopper det bare«

Hun og Lars Mikkelsen har sønnerne Lue på 16 og Thor på ti år, og den ældste er allerede sikker på, at han vil være skuespiller eller instruktør.

»Jeg har en mærkelig blandet følelse af at være meget stolt over ham, for jeg kan se, at han har talent. Samtidig tænker jeg »nej – lad være. Find på noget andet«, for jeg ved, hvor hårdt det kan være.«

I næste måned tager Anette Støvelbæk et stort skridt væk fra »Lærkevej«, når hun starter prøver på den seriøse svenske dramatiker Lars Noréns »Dæmoner« på Østre Gasværk, hvor forestillingen har premiere 14. april.

Hun og Lars Mikkelsen spiller det ene par i stykket, mens det andet udgøres af Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen under instruktion af Karen-Lise Mynster.

»Det er det store, tunge tragikomiske drama, og for første gang skal min mand og jeg spille sammen. Vi kommer til at stå på scenen som et ægtepar, der på mange måder er helt færdige med hinanden, men som samtidig er voldsomt afhængige af hinanden, og hvor enhver følelse er god, for så føler man dog noget,« siger Anette Støvelbæk, der lige måtte vende med sin mand, om stykket ville komme for tæt på, inden de sagde ja.

»Vi har talt om, at det kan blive en hård periode. Men selvfølgelig kan vi klare at spille sammen. Det har vi aftalt. Og så glæder jeg mig til at lære min mand at kende som kollega, for jeg ved fra andre, at han er en vidunderlig medspiller.«