Ane Cortzen: Charme, selvtillid og lækkert hår

Tv-vært Ane Cortzen har talent. Hun bruger sin charme, sit hår og sine meninger til at nå sine mål. Og hun siger det gerne selv. Også højt, hvis det skal være.

»Det er sjovt, du lige skulle spørge mig. Jeg har hele mit liv drømt om at blive vært. Jeg har bare ventet på, at nogen skulle spørge mig, jeg er jo et åbenlyst talent.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Christian Als

»Ih, hun er så sød« og »Bare hun vinder«.

Tilkendegivelser af den slags var skrevet med sirlig skrift bag på flere af de kuponer, som Billed-Bladets læsere i marts sendte ind til ugebladet for at stemme på den tv-vært eller personlighed, som de mente, fortjente titlen som »Årets Stjerneskud«.

Se billeder af den populære tv-værtinde i galleriet til højre >>

Da stemmerne var talt op, stod Ane Cortzen som vinder. Den kække, uniformerede vært for DR2 programmet »TV!TV!TV!«, der både i udseende og tv-kanal ikke umiddelbart lå lige for i forhold til bladets ældre kernelæsere.
 
Hun blev da også selv ret overrasket over kåringen. Og så meget tilfreds, for det hudfletter på fornem vis hendes personlige mission. At tale, så alle forstår det, og ikke bare være et festligt lille indslag for kloge-ågerne, der derefter med god samvittighed kan følge med i Linse Kesslers realityprogram om sin brogede familie og »Paradise«-druk.

»Det gode er, at jeg er blevet kendt på at være mig selv på tv, det falder mig både let og naturligt. Jeg har altid elsket at give af mig selv og vise, hvem jeg er. Af samme grund kan jeg heller ikke fordrage nærige mennesker, der både økonomisk og mentalt holder igen. Det er det værste, jeg ved. Folk skal vide, hvor de har mig. Sådan har jeg altid haft det.«

Den 37-årige Ane Cortzen lader ikke berømmelsen og roserne stige sig til hovedet, bare fordi hun med ét slag er blevet landskendt. Hun har egentlig altid vidst, at hun havde noget stort i sig, et uforløst potentiale.
 
Selv siger hun, at hun har fundet sin rette hylde med »TV!TV!TV!«.

Programmet er bygget op omkring hendes person og holdninger. Hun har været inde over studiets design, og fra starten var hun bevidst om, at fokus ikke skulle ligge på hendes køn. Hun ville bære den samme uniform, så folk kunne koncentrere sig om, hvad hun sagde, frem for hvordan hun så ud, som det ellers er blevet for vane med kvindelige værter. Som om de ikke har nok personlighed i sig selv.
 
Det ved hun, at hun har, og derfor gjorde hun som de mandlige værter og fandt et jakkesæt, hun kunne bære hele sæsonen. Også selv om det er en risikofyldt affære med et koncept, der på den måde skal bæres af en total ukendt, kæk og androgynt udseende kvinde.
 
Hendes storebror, kanalchef på Radio 24syv og dokumentarist bag blandt andet dokumentaren »Ambassadøren«, Mads Brügger, var nervøs for projektet op til lanceringen. Hvad nu, hvis hun dummede sig og blev revet en tur rundt i mediemøllen?

Læs også:
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?
Lars Mikkelsen: »Det kunne være rart at være mere munter«
Linn ullmann: »Jeg kunne ikke have skrevet den bog, hvis ikke min far var død«

En tanke, der ikke strejfede hende et sekund, da hun sagde sin chefstilling som designredaktør på DR op for at blive vært. Ved en tilfældighed – og så måske alligevel ikke.

For cirka to år siden lænede »TV!TV!TV!«’s redaktør, Thomas Klinkby, sig til en tv-festivalsfest mod hende og spurgte med en dyb og alvorlig stemme, om hun nogensinde havde overvejet at blive tv-vært. Det var sent på aftenen, og hun var beruset. Svarede mest i sjov og med en skinger stemme:

»Det er sjovt, du lige skulle spørge mig. Jeg har hele mit liv drømt om at blive vært. Jeg har bare ventet på, at nogen skulle spørge mig, jeg er jo et åbenlyst talent.«

Og sådan blev det.

Fordi hun, ifølge programtilrettelæggerne, har det perfekte miks af kant og kækhed. Og det var ikke helt løgn, da hun sagde, at hun havde ventet på chancen. Hun har altid drømt om at blive kendt. Siden hun kan huske det, har hun for eksempel drømt om at være skuespiller.

Præstationsangst? Never in a million years. I skolen elskede hun mundtlige eksamener, så kunne hun få lov at snakke uden at blive afbrudt og vise, hvor god hun var. Hun meldte sig til alt, der havde med skuespil og musicals at gøre i folkeskolen og gymnasiet.

I 2. g begyndte hun til skuespillertræning hos Bodil Jørgensen for at træne til skuespillerskolens adgangsprøve, og de to var fuldkommen enige om, at Ane Cortzen var den slags naturtalent, man ikke kunne komme udenom.
 
Dagen kom, hvor de håbefulde skuespilleraspiranter havde to minutter til at afgøre deres fremtid på scenen foran et dommerpanel. Bodil Jørgensen var meget ambitiøs på hendes vegne og valgte, at hun skulle fremføre en scene fra det komplicerede franske stykke, »Stuepigerne«. Her skulle Ane Cortzen i to minutter tage kvælertag og dræbe en stuepige og gennemleve alle de følelsesudbrud, det måtte afføde.

»Jeg regnede selvfølgelig med, at jeg ville stryge lige igennem. Men der var ikke engang ét af de fire steder, jeg søgte optagelse hos, der var interesseret i mig. Min mor påstår, at jeg blev ked af det, men jeg husker det som, at jeg var vred. Jeg holdt helt op med at gå i teatret og interessere mig for skuespil. Jeg besluttede mig med det samme for, at det var deres store tab, at de ikke kunne se mit talent, og jeg søgte ikke ind på skuespillerskolen igen. Året efter kom jeg ind på arkitektskolen, fordi jeg er stædig og skulle noget helt andet. Min far syntes, at jeg skulle uddanne mig til journalist. Ligesom begge mine forældre og min bror Mads. Men jeg ville gå min egen vej.«

Det falder hende fjernt at se sig selv i skyggen af nogen. Også selvom det er skyggen af en overproduktiv og nytænkende Mads Brügger. Hvorfor skulle hun dog det? Hun har altid været optaget af at finde sin egen vej, og sådan noget med at sammenligne har hun aldrig brugt kræfter på.
 
Forældrenes forventninger og opmærksomhed har også primært ligget på hendes bror, hvilket har givet hende ro og frihed til at udvikle sig, som hun ville.

Både hun og Mads hedder Brügger Cortzen, efter moren Ingeborg Brügger, tidligere kulturskribent på Ekstra Bladet, og faren Jan Cortzen, tidligere chefredaktør på Børsen.

En baggrund, der klart har formet hende.

Siden hun var lille, har forældrene diskuteret dagens nyheder med børnene omkring middagsbordet. Hun er blevet afkrævet argumenter bag sine holdninger og altid blevet stimuleret til at reflektere over tilværelsen.

Hendes meninger har været vigtige, hun har følt sig lyttet til, og der er blevet stillet krav. Blandt andet insisterede hendes mor på, fra Ane Cortzen var helt lille, at godnatlæsningen skulle stå på klassikere som »Robinson Crusoe«, og »De tre musketerer«. Eventyr, der var både voldsomme og som stimulerede fantasien og tankerne.

Hun har således aldrig følt grund til at tvivle på sig selv, hvilket har præget den måde, hun som voksen tackler nederlag og modgang. Enten allierer hun sig med sine nederlag og gør dem til sin styrke, eller også går hun rankt og stædigt udenom.

Hun lader sig ikke bare slå ud. Skæbnen, som hun tror på, har i sidste ende villet, at hun skulle være en offentlig person, som hun altid har drømt om. Og være tæt på storbroderens bane. For uanset hvad, har han også formet hendes personlighed.

»Vi er meget forskellige. Jeg er slet ikke ligeså ekstrem og kompromisløs, som han er. Man ville aldrig se mig forklædt som en embedsmand i Afrika i »Ambassadøren«, men Mads har altid gået hele vejen. Jeg er blevet mere rund og pleasende. Det er den plads, der har været til mig som lillesøster.«

Som børn var de uadskillelige, og det var altid ham, der udstak retningslinjerne for, hvad de skulle lege. Som da han en dag ville omdanne hele kælderrummet i deres barndomshjem til et større kompleks med masser af små huler i.

Projektet krævede, at de brugte samtlige madrasser, dyner, lagner, puder og tæpper  fra huset, som de slæbte ned, mens de var alene hjemme. I løbet af dagen havde de omdannet kælderrummet til hulernes hule med små lommer, man kunne gemme sig i.

Læs også:
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?
Lars Mikkelsen: »Det kunne være rart at være mere munter«
Linn ullmann: »Jeg kunne ikke have skrevet den bog, hvis ikke min far var død«

Så fik Mads en anden genial ide og var videre, og det var hendes opgave at rydde op. Det gjorde hun med glæde. Fordi sådan var det bare at være lillesøster til en ener, der i den grad forfulgte sine egne visioner.

Til gengæld har hun siden – i modsætning til ham – fået bred folkelig appel. Måske netop, fordi hun har lært sig at rydde op og sige undskyld. Samle stykkerne sammen ved at bruge charmen.

Og den bruger hun aktivt.

Det søde, kække, skæve – eller bare hendes selvtillid – har i år indbragt hende i alt tre priser. Den tidligere omtalte fra Billed-Bladet som årets værtstalent, samt to andre titler som årets kvindelige vært, og hun gæsteoptræder i det ene tv-program efter det andet.

Læs mere om den populære tv-værtinde på næste side

En bredviftet popularitet, der overrasker hende. For hun fylder meget, ser ikke sig selv som en samlende person – nærmere som en, der deler.

Se billeder af den populære tv-værtinde i galleriet til højre >>

Som udgangspunkt kan man altid høre hendes stemme til et selskab. Det er en naturlov for hende at underholde og fortælle om sig selv, og hun kommer til at træde folk over tæerne. Med tiden har hun lært at skrue lidt ned for sig selv afhængig af, hvem hun er sammen med. For selv om hun på en måske udansk måde ikke sætter sit lys under en skæppe, er hun ikke ligeglad med, at folk reagerer negativt på hende.
 
»Det er aldrig min intention at tromle over nogen. Når jeg får at vide, at jeg har såret nogen, bliver jeg utrolig ked af det. Det er simpelthen min personlighed, der kan støde, fordi jeg er dominerende og snakker.  Der er mange kvinder på min alder, der ikke kan blive gravide. Det tænker jeg ikke over, når jeg fortæller, at jeg aldrig havde skænket det en tanke at være mor, før jeg pludselig blev gravid. Så sidder der en overfor mig, hvis største drøm er at blive mor. Det kan virke ufølsomt, at jeg ikke lige får stukket en finger i jorden før, jeg begynder at fortælle.«

Formentlig af samme grund har hun altid været en drenge-pige med mange drengevenner. Kvinder kan være så udspekulerede, og hun har ikke den snuhed, det kræver at positionere sig i et kvindehierarki.
 
Det er i det hele taget vanskeligt at være kvinde i dag, synes hun.

Læs også:
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?
Lars Mikkelsen: »Det kunne være rart at være mere munter«
Linn ullmann: »Jeg kunne ikke have skrevet den bog, hvis ikke min far var død«

Kvinderne har urealistiske forventninger til, hvordan deres liv skal være. Alt skal være perfekt. Hun føler sig selv moderat ramt af tendensen. Sådan er det at være ambitiøs og vidende. Det forpligter.

»Man kan let blive irriteret på de der kvinder i kvindemagasinerne, hvis helligste formål er at signalere, at de har styr på tilværelsen. De bager speltbrød, planter krydderurter, bor perfekt, har en spændende karriere og giver alle andre dårlig samvittighed.  For et par år siden fandt jeg ud af, at jeg gik rundt med kronisk dårlig samvittighed. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke tilbragte nok tid sammen med mine børn. Så dyrkede jeg ikke nok sex med min mand. Så tog jeg lige 26 kilo på under min første graviditet og havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke var sund nok. Hver gang, jeg åbnede et dameblad, væltede den dårlige samvittighed ned over mig, og af samme grund har jeg valgt ikke at udtale mig om, hvad vi lægger på grillen til sommer og den slags spørgsmål fra damebladene. Jeg gider ikke at være hende den irriterende studievært, der giver folk dårlig samvittighed.«

Bare for en god ordens skyld, så hader hun at dyrke sport, og det er al slags sport. Hun elsker at bage, men vil helst ikke snakke om det. Hendes børn må gerne spise slik (altså kun om fredagen) og se fjernsyn.

I det hele taget evner hun ofte at vende det dårlige til det gode. Kompenserer uden at ægre sig for meget. Hun var da ked af, at hun ofte som barn blev forvekslet med en dreng, blandt andet fordi hun ikke kunne få langt hår. Men det har hun vendt til en styrke – det korte, strittende hår er blevet et af hendes varemærker.
 
»Jeg kan huske, at jeg vågnede op om natten fra de her fantastiske drømme, hvor jeg havde noget langt, silkeblødt og tykt hår, der faldt som et vandfald over skuldrene. Jeg var lykkelig. Indtil det gik op for mig, at jeg jo stadig havde det her tynde hår, der overhovedet ikke kan blive langt. Det, at jeg ikke var vildt smuk og først sent fik bryster, har gjort, at jeg har været nødt til at fremelske andre sider af mig selv. Så jeg er god til at charme.«

Charmen har en afvæbnende funktion, som hun benytter sig af. Hun har altid vidst, hvordan hun kunne få folk til at grine ved at sige noget overraskende og skævt, hvilket da også har fået kritikere som Sørine Gotfredsen til at kalde hende en »overgearet Pjerrot«.

En beskrivelse, som Ane Cortzen naturligvis er helt uenig i. Hun har bare lært sig at give sine budskaber en charmerende indpakning.

Fra hun var lille, har hun følt sig i godt selskab med Dan Turèll og morens øvrige skæve venner. Det har gjort hende nysgerrig på andre end sin egen slags, og derfor foretrækker hun i sidste ende også Linse frem for smagsdommerne, når hun anmelder tv.

Hun går efter at tale de skæves og mindre fines sag ved at benytte sig af de mere fines sprog.

Det er tiltrængt at bløde fronterne op mellem udkantsdanmark og københavnerhipsterne, og det er endnu mere tiltrængt, at det bliver gjort på en respektfuld og begavet måde.

»Jeg vil gerne give folk en øget bevidsthed om tv. Der er ofte en dårlig samvittighed forbundet med at se tv, og det vil jeg gøre op med. Nyhederne er det fineste og reality er det værste, og tit har dem, der siger, at »Luksusfælden« og »Paradise Hotel« er noget lort, faktisk aldrig set programmerne. Noget, jeg har til fælles med Mads er, at vi vender tingene på hovedet for at få et andet perspektiv. Og for eksempel fortælle en ældre DR2-seer, at de går glip af noget ved ikke at se »Paradise Hotel«, fordi det viser noget om ungdommen.«

Læs også:
Simon Jul: Hvad er det for en brist jeg har?
Lars Mikkelsen: »Det kunne være rart at være mere munter«
Linn ullmann: »Jeg kunne ikke have skrevet den bog, hvis ikke min far var død«

Hun er godt klar over, at hendes liv topper lige nu. Det bliver ikke vildere end et liv med tre børn fra to et halvt og op til ni år, en stormende karriere som DRs nye guldfugl og et ægteskab med en succesfuld arkitekt.

Men hun har styr på prioriteterne. Tiden går til familien. Børnene får læst godnathistorier hver aften, når de bliver puttet, og de bliver hentet i god tid fra institutionen. 

De er – og skal ikke være – i tvivl om, at de er i centrum for forældrenes liv. Akkurat som Ane Cortzen selv havde det som barn. Hendes forældres ægteskab var harmonisk, og det kom som et chok, da de blev skilt, efter at hun var flyttet hjemmefra. Men det lærte hende en vigtig lektie om livet.

»De satsede alt på os og deres karrierer, og begge dele forsvinder jo. Så da karrieren begyndte at ebbe ud, og vi var flyttet hjemmefra, fandt de vist ud af, at der ikke var så meget andet mellem dem. Det har lært mig, at jeg skal have noget andet at gå op i end mit job og mine børn, eller i hvert fald have en bevidsthed om, at det forsvinder. Lige nu er de vigtigst, men de er kun til låns. Før jeg ved det, er de blevet store og er videre. Jeg vil gerne opnå at få en ro i mig selv, så jeg ikke føler, at jeg skal booke min kalenderuge ud, når jeg er 60 år. Mine forældres generation springer fra rejse til rejse, dyrker golf og tager kurser på folkeuniversitetet, og opfører sig slet ikke som rolige mennesker, der hviler i sig selv. De er i en paniktilstand, hvor de forsøger at styre tiden ned til sidste minut med en Time Manager. Er det virkelig livskvalitet at fare sådan rundt? Jeg har altid glædet mig til, at når jeg ikke skal arbejde mere, så vil jeg sidde på en solfyldt terrasse, læse en bog, drikke te og bare nyde det.«

Lige nu holder hun faktisk en pause. Sæsonen er slut for »TV!TV!TV!«, og hun er gået i tænkeboks. Selv om programmet har høje seertal og hun er en succes, er der hårdnakkede forlydender om, at det er slut. At Ane Cortzen skal videre.
 
Forlydender, som hun ikke selv ønsker at kommentere, men sikkert er det, at hun – som folk tæt på hende også påpeger – er nødt til at finde en platform, hvor hun kan være sig selv. Ellers fungerer hun ikke. Hverken på skærmen eller uden for den.