Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Man skal finde den helt tykke tegnebog frem, hvis man vil erhverve sig Andy Warhols maleri »Shot Sage Blue Marilyn«, der kommer på auktion i dag i New York, hvor auktionshuset Christie’s sælger det ikoniske billede.
Det er nemlig blevet sat til salg med en udbudspris på 200 millioner dollar – svarende til 1,4 milliarder kroner.
Det er det højeste estimat, der nogensinde er registreret for et kunstværk på en auktion ifølge mediet Artnet.
Hvis prisen ender på det niveau, når hammeren falder for tredje gang, vil det være blandt de dyreste kunstværker, der nogensinde er blevet solgt, selvom der stadig vil være lang vej, hvis det skal ende som det dyreste kunstværk nogensinde.
I så fald skal Warhols værk mere end fordoble sit estimat og overgå de 450,3 millioner dollar, der blev betalt for Leonardo Da Vincis »Salvator Mundi« i 2017. Det blev vurderet til 100 millioner dollar forud for auktionen og endte altså med at blive solgt for mere end det firedobbelte.
Hvis det lander på de 200 millioner dollar, vil det dog stadig blive det dyreste kunstværk, der er produceret i det 20. århundrede og vil dermed overgå Pablo Picassos værk »Les Femmes d’Alger«, (på dansk: »Kvinderne i Algier«), der i 2015 blev solgt for 179,4 millioner dollar, skriver CNN.
»Det absolutte højdepunkt«
Kunstværket blev malet i 1964 og anses som værende blandt hans mest genkendelige værker sammen med hans signaturmalerier af Campbells suppedåser, der er klassiske eksempler på hans pop art-stil.
Den farverige gengivelse af Hollywoodstjernens portræt har sin oprindelse fra et stillbillede fra filmen »Niagara« fra 1953, som blev en af Marilyn Monroes helt store gennembrudsfilm.
Billedet er fremstillet ved hjælp af serigrafi, som er en teknik, hvor kunstneren kan duplikere et billeder på papir eller lærred ved hjælp af et lag af fintmasket silke, som bliver brugt som en stencil.
Andy Warhol begyndte at producere på denne måde i 1962 – kort efter Monroes død. Som med hans skildringer af andre berømte figurer, herunder Elvis Presley og den kinesiske leder Mao Zedong, skabte popkunstneren adskillige versioner af Monroes portræt i forskellige farver og sammensætninger, skriver CNN.
I en pressemeddelelse beskriver Alex Rotter – der er kurator i kunst fra det 20. og 21. århundrede hos Christie’s – værket som »det absolutte højdepunkt af amerikansk pop« og »det mest betydningsfulde maleri fra det 20. århundrede, der er kommet på auktion i en generation«.
»Sammen med Botticellis »Venus fødsel«, da Vincis »Mona Lisa« og Picassos »Frøkenerne fra Avignon« står Warhols maleri som et af de største malerier nogensinde,« siger han.