Andreas Brantelid: Når dæmonen ikke hvisker

Man tager en Stradivarius, 24 års undervisning, tilfører en vis portion ensporethed og en lille dæmon, der får en til at tvivle på egne evner. Vær så artig: Her er cellisten Andreas Brantelid.

Foto: Søren Bidstrup. Cellist - Andreas Brantelid.
Læs mere
Fold sammen

Andreas Brantelid havde et ubesvaret opkald og en besked på sin svarer, da han en eftermiddag i efteråret 2012 tjekkede sin telefon efter en prøve med Sjællands Symfoniorkester i det gamle radiohus. Han bor lige om hjørnet, så han gik hjem i sit køkken i den lille lejlighed i stueetagen og aflyttede svareren.

»Ja, hei, det er Truls Mørk, måske ved du ikke, hvem jeg er? Jeg har en Stradivarius-cello, som jeg har fået stillet til rådighed, men den passer ikke til mig. Jeg tænkte, at den måske ville passe til dig, vil du låne den?« lød det på klingende norsk.

Da Andreas Brantelid havde hørt beskeden færdig, græd han af glæde. Det var hans største drøm, der blev til virkelighed den eftermiddag.

Andreas Brantelid er cellist. Han har spillet så længe, at han ikke kan huske et liv uden. Han debuterede som 14-årig i Elgars Cellokoncert med Det Kongelige Kapel og er nu en fast del af dansk musikliv. 8. januar spiller han Haydn til årets første torsdagskoncert.

Hans far, Ingemar Brantelid, er også cellist. Han spiller i Det Kongelige Kapel, og Andreas Brantelid sad på sin fars skød som spæd, mens han øvede. Senere på en klapstol og lyttede. Han ville spille, sagde han, så snart han kunne tale. Han var så lille, da han fik sin første cello, at han husker det at få instrumentet, som man husker historier, hvor et fotografi af begivenheden og den reelle erindring er smeltet sammen. Hans venstre hånd, den der rører strengene, er større end den anden.

Foto: Søren Bidstrup. Cellist - Andreas Brantelid. Fold sammen
Læs mere

Fingrene er mere end en centimeter længere. Så meget har han brugt hånden. Huden på fingerspidserne er tyk og stenhård. Der er riller i den, præcis samme tykkelse som celloens strenge. Han går aldrig i karbad, han vasker op med handsker, han besøger aldrig en svømmehal. Huden må ikke opløses.

Når barndommens idol spillede

Andreas Brantelid er 27 år gammel og kan ikke huske, at han nogensinde har holdt ugers pause fra celloen. Han taler i flertal, når han fortæller om de forhold, der er gået i stykker, fordi han var optaget af at spille. Som barn var den franske cellist Maurice Gendron hans store helt – han spillede på en Stradivarius-cello.

For et par år siden blev netop den cello sat til salg på det internationale instrumentmarked. Andreas Brantelid forsøgte at skaffe fondsmidler til at købe den. Han havde den på prøve et par uger og opdagede, at den jo lød præcis, som når barndommens idol spillede, men han kom aldrig til at spille fast på den. Der manglede de sidste millioner. Og så slog han tanken om en Stradivarius ud af hovedet. Umuligt, for dyrt. Meget få til salg, mange er på museum. Det er som at drømme om et Vermeer-billede til stuevæggen. Stradivarius-celloer er langt mere sjældne end violinerne.

Der er omkring 40 bevarede celloer, mens der er 240 violiner. Celloerne koster millioner af dollars, de købes som investeringsobjekter, nogle af rigmænd, andre af fonde. Der er også en på Metropolitan Museum i New York. Men ingen musikere har råd til selv at købe dem, så da han året efter læste om en Stradivarius-cello, som blev sat til salg, tænkte han ikke på den som en mulighed.

Jo, Andreas Brantelid hører til blandt verdens særdeles lovende unge cellister, men det krævede held at få den cello. Og en norsk kunstsamler med milliardærformue, der købte den som et investeringsobjekt og gav den til Truls Mørk at spille på. Først var den norske cellist begejstret. Som at have fået en Ferrari, sagde han i et interview, Andreas Brantelid læste. Senere opdagede han, at den måske var for spinkel til hans spil.

Truls Mørk begyndte igen at spille på sin gamle cello, hvor man graver tonerne frem, mere fysisk end Stradivariussen er til, og kom derfor til at tænke på Andreas Brantelid. Den ville passe godt til hans spil, mente Mørk. Derfor havde han fået Brantelids mobilnummer.

»Jeg ringede straks tilbage, og jeg havde en helt underlig stemme, fordi jeg havde en ordentlig klump i halsen. «


»Jeg ringede straks tilbage, og jeg havde en helt underlig stemme, fordi jeg havde en ordentlig klump i halsen. Det var lidt mærkeligt, for det var første gang, jeg nogensinde talte med ham, der var en af min barndoms helte.

Bagefter ringede jeg til min far, der jo også spiller, men han sagde »arh, er du nu sikker, kan det virkelig passe, har du hørt rigtigt?« og så tænkte jeg »jamen, hvad med forsikring, jeg må sælge min lejlighed for at få råd til forsikringen,« og så ringede jeg tilbage til Truls Mørk, der sagde »det skal du ikke tænke på, ejeren betaler også forsikringen, og hvis der skal laves noget på den. Du skal bare ville spille på den.« Så gik jeg direkte ned og tog metroen ud i lufthavnen. Jeg tog det første fly til Oslo for at hente den. Sådan en billet er ret dyr, men jeg ville bare derop.«

Celloen var hos den advokat, der bestyrer den. Den lå i sin kasse, men uden en bue, så han kunne ikke prøve at spille på den. Få dage senere tog han til Edinburgh for at spille med BBC’s orkester.

»Jeg var forsinket, så min allerførste prøve var sammen med orkesteret. Det var første gang, jeg hørte den for alvor, og jeg blev virkelig rørt. Den lød så smukt, at jeg fik tårer i øjnene. Orkesteret må have troet, jeg var skør. Sådan en, der sad og blev så rørt over mig selv, hver gang jeg spillede.«

Den ligger på gulvet i hans lejlighed i en hvid cellokasse. Man kan se mærkerne fra Stradivarius’ værktøj på den. Den er fremstillet i 1707, men har kun været spillet på i knap 30 år. Man kender Stradivariussernes historie. De har altid været så kostbare, at man har dokumenteret, hvem der ejede dem, og hvem der spillede på dem. »2012- Brantelid« står der nu på listen. Han kan låne den, så længe han kan spille på et niveau, der passer til den.

»Det er mit livs største oplevelse at få den cello.«

Et mål

Andreas Brantelid har et mål. Det har været det samme hele hans liv. At lære at mestre instrumentet fuldstændig. At der intet er mellem musikken og ham. Derfor øver han sig hver eneste dag. Holder sig i form på instrumentet. Forfiner sin teknik. Holder den ved lige. Inden i ham er der en stemme, der konstant hvisker »Kan du stadig? Kan du?« Hans eget svar er det tøvende »Gad vide om jeg kan.« Han øver for at blive sikker på at kunne sige ja.

Han er høj med krøllet hår og et ansigt, der er ved at lægge sig til rette i det, der bliver en voksen mands træk. Han bor i en lejlighed på kanten mellem Frederiksberg og Nørrebro. I den ene stue står en række computerspil og en gammel sofa. Over chatollet hænger en seddel. »Mit kontonummer« står der med store tal på sedlen, som er en halv sides nodepapir.

På væggen hænger et portræt af en tykmavet Brahms. Ved siden af en plakat, klistret hurtigt op, af Zlatan Ibrahimovic i Barcelonas trøje. Der er billeder af venner og familie. I et hjørne en skammel og et nodestativ. Her begynder hver morgen. Måske bare tyve minutter, men hver dag. Han holder formen ved lige.

»Man skal bare gøre det, hvis man gerne vil noget. Lade være at diskutere med sig selv. Bare gøre det. Hvis jeg gerne vil vide, at min teknik ikke er det, der begrænser mig, at jeg kan gøre alt, jeg gerne vil, så må jeg øve mig hver dag. Jeg spiller skalaer og treklange. Min far øver sig også. Som barn var jeg ved at blive sindssyg af at høre hans øvelser. Men det er ham, jeg har fået vanen fra.«

Den daglige træningstime

Han har øvet sig hver dag, siden han var tre-fire år gammel. Hans far var hans lærer de første mange år. Det var ham, der indførte den daglige træningstime. Ingemar Brantelid er svensk født og uddannet i Göteborg. Han begyndte først at spille cello, da han var 13.

»Fordi min far selv begyndte at spille ret sent, tror jeg, han forstod, at det ville være en stor fordel for mig, at jeg lærte det ordentligt fra begyndelsen, selvom han egentlig ikke syntes, at jeg skulle spille cello. Men da det gik op for ham, at det VILLE jeg, lærte ham mig det ordentligt. Derfor har jeg altid skullet øve mig dagligt, og det var vigtigt for ham, at jeg lærte at spille rent og med god klang, også som barn. Det andet sætter sig i musklerne og i øret.«

Nogle gange skændtes han med sin far, råbte og tudede, når han fik at vide, at han spillede falsk (»falsk, det er ikke falsk, hvorfor siger du det,« gentager han sig selv 20 år senere med en barnestremme forvrænget af vrede). Kort efter blev de venner igen og øvede videre. De var aldrig uvenner for alvor. Andreas Brantelid ringer stadig til sin far, mindst en gang om dagen. De taler om alting. Fingersætning, lejlighedskøb, små ting, større ting.

Af og til kaldte hans far på ham, når han var ude at lege. Så gik råbet fra vinduet i faderens øveværelse i byggeforeningshuset i Komponistkvarteret på Østerbro til det barn, der var nærmest: »Andreas skal ind at øve« og videre gennem børneflokken til det nåede Andreas. Bagefter løb han ud igen og spillede fodbold. Han spiller stadig fodbold af og til, for sjov. Men han står aldrig på mål. Han skal ikke komme til skade med sine hænder.

»Det er en solstrålehistorie,« siger han, når han fortæller om sin barndom. Det er vigtigt for ham at understrege. Han blev ikke presset. Han er ikke en af de klassiske musikere, han så ofte møder, tit fra Østeuropa, der blev tvunget til at øve som barn, »nærmest låst inde«, og som derfor i dag hader at øve. Deres lyst til at spille er brændt ud. Eller kom måske aldrig indefra. Det gjorde den for ham, og derfor forstod han ikke, da en dreng fra kvarteret ikke måtte lege med ham.

»Jeg kan huske engang, hvor jeg ringede på hos ham og spurgte, om vi skulle lege. »Det må jeg ikke, for din far tvinger dig til at spille cello«, sagde han. Men jeg ville jo selv.«

Andreas’ tvillingesøster spillede musik som barn, men gik i gymnasiet og blev jordemoder. Han blev ved med at spille.

Foto: Søren Bidstrup. Cellist - Andreas Brantelid. Fold sammen
Læs mere

Evnen til at koncentrere sig fuldstændig om én ting, at han er blevet ved og ved med at øve, gjorde ham til en dygtig cellist, men til en knap så dygtig folkeskoleelev. I hvert fald i de større klasser. Andreas Brantelid kunne ikke holde ud at have mange fag, og at dagen blev hakket over i bidder på 45 minutter. På et tidspunkt bad skolen ham og hans forældre om at finde et andet sted.

»Det var ikke så lykkelig en tid for mig. Det var ikke fordi, jeg var doven. Jeg kunne bare ikke fungere i en skole med alle de fag.«

Til sidst blev løsningen, at han fik lov til at komme og gå som han ville.

»Sådan er jeg. Hvis jeg går op i noget, gør jeg det helt vildt meget. Jeg er ved at købe et hus for tiden, vi har brug for mere plads, vi skal have et barneværelse og et øveværelse, og det gør jeg på samme måde. Jeg bruger al min tid på det, jeg ser otte steder om dagen. Jeg kan ikke lade være.«

Konservatoriet

Han glemmer aftaler. Ikke af ond vilje. Fem minutter før interviewets anden omgang ringer han. Kan det blive hos ham i stedet for på konservatoriet. Han har glemt at booke et lokale. Der er bare ikke plads til flere ting i hans hoved. Da han prøver at fortsætte samtalen, der mest handler om vejret og småting, mens han sætter kaffen over, glemmer han at sætte kanden i kaffemaskinen, da han har hældt vandet i. Vandet rammer den varme plade, før han opdager det. Han fuldfører operationen i tavshed, før han taler videre.

Efter folkeskolens 9. klasse kom han på konservatoriet. Først i Malmø, derefter på Edsberg Musikinstitut uden for Stockholm. Han beskriver det som et vidunderligt sted: Et gammelt slot, hvor man ikke skulle andet end at koncentrere sig om at spille. Han boede i et lille hus tæt ved slottet. Der var kun 20 elever på hele skolen og kun få timer om ugen med undervisning. Resten var tid til instrumentet.

For klassiske musikere er der to mulige liv, hvis de har talentet til at kunne leve af at spille. De kan blive solister, som Andreas Brantelid, eller orkestermusikere, som er fastansatte i et orkester. De har kolleger og adgangskort og garderobeskabe og pensionsordninger, i hvert fald hvis orkesteret hører til i lande som Danmark. I Det Kongelige Kapel, hvor hans far spiller, overholder de hviletidsbestemmelserne, har sikkerhedsrepræsentanter, mødetider. De spiller musik, men de har noget, der minder om et almindeligt job.

Andreas Brantelid kender det godt. Han spiller af og til i kapellet, når han har juleferie. Så sidder han i orkestergraven på Kongens Nytorv og spiller til et par balletforestillinger.

»Nogle gange tænker jeg, at hvis jeg skal holde et sabbatår, ville jeg spille derinde. Det er jo på en måde min gamle barndomsdrøm. Det var det, min far gjorde, og det, jeg håbede, jeg kunne komme til. Det kan også være, at jeg kunne spille der de sidste ti år af min karrriere. Om 20 år måske. Eller før...hvem ved?«

100 koncerter om året

Selv har Andreas Brantelid rejst rundt i verden de sidste otte-ni år. Han har et agentur, ja, faktisk har han haft flere, men nu har han et, som sørger for at booke ham til koncerter rundt i verden.

Han siger ja og nej, men de står for den overordnede planlægning. Han skal bare møde op. Og det gør han så. 100 koncerter om året. Fra lufthavn til hotel og tilbage igen.

Nogle gange hjem over lejligheden i København, andre gange bare videre. Han rejser altid alene. Bor på hoteller, ikke fantastisk luksus, ikke studenterbudget. Fine hoteller med værelser, der er store nok til at gå lidt rundt i, men for små til at rumme hans nervøsitet på de dage, han skal spille koncert om aftenen.

Han løber tit en kort tur, han har opdaget, at det får ham til at slappe lidt mere af. Han tager ofte tidligt fra hotellet til koncertsalen, så han møder ind før orkesteret. Han går rundt i de tomme lokaler og mærker stemningen. Han spiller lidt, måske i selve salen, mens den endnu er tom. Ikke det stykke, han skal spille samme aften, men improviserer noget, der ligner lidt. Forbereder sig. Tænker, om han kan. Efter koncerten tager han tilbage på hotellet. Videre næste morgen.

»Det er et sindssygt ensomt liv, og for nogle år siden var jeg meget meget ked af det og overvejede, om jeg overhovedet kunne holde det ud. Jeg er alene hele tiden, når jeg rejser, jeg deler det ikke med nogen. Det er nyt orkester, ny dirigent, nyt land. Man kunne tro, at ting som sociale medier og Facebook ville gøre det nemmere, men det gør det værre. Det bliver så tydeligt, at man ikke er en del af andres normale liv, når man er på Facebook, så jeg bruger det meget lidt. Jeg har prøvet alt for at undgå ensomheden. Jeg har haft tre drenge boende her som i et kollektiv. Men det er ensomt, og det var først, da jeg accepterede, at sådan er det, at jeg kunne begynde at leve med det.«

Drengene er flyttet ud, og kæresten Emilia er flyttet ind med sin datter. Det gør det lidt nemmere for ham, at der er en hverdag at komme hjem til. Han glæder sig ligefrem til at komme hjem nu, selvom han indrømmer ikke altid at være det bedste selskab de første par dage.

»Man kan ikke mærke, hvor meget man har været oppe at køre på adrenalin, før man kommer hjem. Det er en enorm psykisk rutschetur at spille koncerter. Man kommer helt op og så ned. Det er som et misbrug. Man bliver afhængig. Man har brug for at mærke det igen og igen, og når det forsvinder, og man kommer hjem, bliver det meget stille. Og jeg har problemer med at falde i søvn på grund af alt det adrenalin, der stadig er i kroppen fra sidste turné.«

En lang løbetur plejer dog at hjælpe lidt på det, Andreas Brantelid kalder for »turnéspat«.

»Nogle gange har jeg hadet at komme hjem og tænkt, at det eneste sted, jeg virkelig følte mig hjemme, var på scenen. Nogle gange tænker jeg på, om man bliver lykkeligere af at leve det her liv? Det tror jeg ikke. Men jeg kan ikke lade være. Det er en drift i mig, som jeg ikke kan forklare. Noget, der konstant sidder i mig og hvisker: Kan du, kan du virkelig? Og »du må arbejde endnu hårdere for at musikken kommer til sin ret«. Jeg spiller jo de samme ti værker igen og igen, der er ikke så mange koncerter for cello, men det er stadig spændende for mig at se, om jeg kan. Kan jeg virkelig? Det er en lille dæmon, man kan ikke kalde det andet, som driver mig. Alligevel håber jeg engang imellem at en skønne dag blive fri den. Det er næsten som en gnist inde i mig, som ikke er specielt behagelig, men som alligevel driver mig.«

Selvkritikken

Det værste, den lille dæmon ved, er at høre indspilninger. Andreas Brantelid har allerede udgivet tre plader. I foråret kommer den fjerde, hvor han spiller Grieg. Da den første mixning kom, var han nødt til at åbne en flaske vin. Uden celloen i hænderne og et orkester i ryggen kunne han høre hver eneste lille bitte ting, der kunne have været gjort bedre – eller anderledes. Den er der, når han øver hver morgen. Når han taler om at spille cello. Kun når han spiller koncert, forsvinder selvkritikken.

»Jeg har besluttet, at det ikke betyder noget, hvordan det går til koncerter. Sådan må det være, for ellers ville jeg aldrig få fred. Lige så snart man begynder at koncentrere sig om, hvordan det egentlig lyder, sker der noget. Det kan folk mærke. Man må ikke gå så meget op i sig selv. Jeg er næsten aldrig utilfreds med mig selv, når jeg har spillet koncert, heller ikke, hvis jeg har lavet fejl. Jeg bliver irriteret, når andre spørger, hvordan det gik. Det er lige meget. Det handler ikke om mig. Det handler om dem, der lytter. Blev de rørt? Det er vigtigt, ikke mig. Måske er det derfor, at når jeg spiller koncerter, så tier den lille dæmon stille. Derfor bliver jeg ved.«

Foto: Søren Bidstrup. Cellist - Andreas Brantelid. Fold sammen
Læs mere