Anders Matthesens opgør med sig selv: »Jeg har været komiker, siden jeg var 18. Men hvem er jeg nu?«

I sit seneste show for tre år siden gjorde Anders Matthesen op med sin identitet. Bagefter ramte selvopgøret ham med fuld styrke. Undervejs blev han 40 år, og for første gang var han i tvivl om, hvem han var, og hvor han skulle hen. Nu søger han stilheden bag stilheden. Anders Matthesen har fortalt sin historie til B Søndags Rasmus Karkov.

Standup’er Anders Matthesen (Anden) er aktuel med et nyt show »Shhh« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min mor har fortalt mig, at jeg ville være rockstjerne eller sidde på et bjerg og meditere, da jeg var lille. Sådan har mit liv været. Jeg har hele tiden bevæget mig mellem yderpunkterne. Jeg har været fuldstændig nazi-asketisk eller ligget i sprit i ugevis.

Jeg lagde mærke til, at min kaffe pludselig skulle være meget, meget varm. Hvis den havde stået et øjeblik, satte jeg den i mikrobølgeovnen, og hvis sodavanden ikke var kold, kørte jeg i 7-eleven for at købe isterninger. Jeg gider ikke det lunkne pis.

Det var det, jeg kunne kontrollere i en sindssyg verden, men det er jo fucked up, ikk? Det er drama mellem det varme og kolde. Jeg drikker drama, men det spænder ben for stilheden.

Når jeg ser Youtube-klip med mine tidligere shows, kan jeg se mit liv. Jeg kan se viljen til at erobre verden, erkendelsen af at blive voksen, se uendelighedsfølelsen forsvinde, jeg kan se, hvordan sværdet peger ud i verden i de første år, for at blive rettet mere og mere indad, indtil jeg til sidst tog livet af mig selv og kremerede de syv essentielle genstande, der udgjorde min identitet. Det sidste var blot en forsmag.

Det var først, da projektørerne slukkede og turneen sluttede for tre år siden, at jeg for alvor for vild: I går var jeg kongen af Herning, hvem er jeg nu?

Så sad jeg der, »Nå, det er Nicki Minaj, javel ja, sådan ser hun ud...«

Jeg har prøvet det hele. Jeg ved, at jeg ikke skal optræde for pattestive fredagsbarstuderende i Aarhus. Jeg ved, at der ikke skal være en buffet mellem mig og publikum, for så ender jokes’ne i kartoffelsalaten, og grinene når ikke forbi flæskestegen.

Jeg ved, at der skal være to mikrofoner, så der er en i reserve, når den anden går ud. Jeg ved, at publikum ikke skal sidde for mageligt. Stolene skal stå for tæt, der skal være for varmt og sæderne skal være for hårde, for ellers smitter latteren ikke.

Jeg ved, at jeg kan skabe en fælles referenceramme mellem mig og publikum ved at vende tilbage til en tidligere pointe. Det er, som når familien tager fotoalbummet frem med billedet fra dengang, far faldt gennem isen.

Jeg er opmærksom på, når jeg laver Fona-jokes, som »der står en eller anden kælling og er pissesur over, at jeg cykler på fortovet, og så siger jeg ’fuck dig, farmor’«. Jeg griner næsten aldrig, når jeg ser stand-up. Men jeg tænkte »nå ok, ja, det var sjovt, det må man give,« da jeg hørte joken »Three blind men walked in to a wall«.

Jeg har været komiker, siden jeg var 18. Men hvem er jeg nu? Jeg har ikke den samme ærgerrighed. Sidste år skrev jeg en sang, der hed »Sulten efter sult«, og i en kort periode tænkte jeg på at bryde igennem i USA. Det gik pissegodt.

Jeg var til møder i L.A. med en mappe under armen, og tænkte »hold kæft, der er et eventyr tilbage«.

Men det rykker ikke i mig for at blive så kendt som muligt, få Ridderkorset, en karriere i Hollywood og blive ven med Joakim Hediger. Jeg elsker stadig at have et show, der kommer til byen, men det er 20 år siden, jeg syntes, det var spændende at få en gratis øl på den lokale bodega.

Det, jeg jagtede, var mit eget liv. Den, jeg var og det, jeg var, dengang man ikke vidste, hvor vejen førte hen, men man kunne komme ind på Jazzhouse som en del af Gordon Kennedys følge, og man bare ville frem og hænge med FBI læderjakke og kongekrone på et banner hen over Cirkusbygningen.

Jeg har helt panisk forsøgt at følge med de unge og finde min kant ved at google løs. Så sad jeg der »Nå, det er Nicki Minaj, javel ja, sådan ser hun ud« og »nå, sangene skal ikke rime mere, hmm« og »de unge kan godt lide dem der fra Vejle, der synger »Hvis du har Shufi, så skub det, skub det«, »nå ok...«

Den anden dag sad jeg og vuggede lidt med til en sang i bilen, mens jeg var ude at køre. Den var sgu meget god, tænkte jeg uden at vide, hvem det var, og så var det fucking Justin Bieber! Har jeg lige siddet og vugget med til »Love Yourself« af Justin Bieber. Korsfæst mig. Er jeg nu en, der godt kan lide Justin Bieber?

»Ikke  livsnyderen«

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Jeg har drevet af stolthed og smertelosset røv på mig selv med den der »nu skal vi kraftædeme lide, så vi kan skabe« for at hoppe lidt højere næste gang. Men skal jeg det? Kunne det tænkes, at jeg bare skal slappe af og chille lidt? Jeg synes, det nogle gange har været en lidt plaget eksistens.

Jeg er fandeme dårlig til at nyde. Jeg er dårlig til at fejre. Jeg er ikke god til weekend. Jeg har altid godt kunne lide, når ting var overstået, også gode ting, hvis jeg var til en fest, kunne jeg godt lide, når man kom hjem og sagde »AHH, det var en god fest!«

Jeg nyder ikke specielt meget følelsen af »nu skal vi rigtig slappe af på Mallorca«. Jeg kan lide, at ungerne bliver glade, men jeg kan ikke lide at holde ferie og være væk fra arbejdet.

I krisen har jeg følt mig som en fed idiot i sandaler med tre børn på armen. Så står man der ved poolen og glor på de andre tidligere alfahanner med orange all-inclusive armbånd og falmede tatoveringer, der kigger langt ud over stranden, mens de holder en klapvogn foran sig.

Først tænkte jeg »fuck jer, svin, her kommer en funky far«. Man bliver selv lidt federe ved at hate på de andre, ikk? Men nu er jeg den absolut trætteste og fedeste og mest liggestols- reserverende »LULU og BERNIE«-opsøgende taber på hele resortet.

Men jeg er pisseligeglad, og det er vel den gave, der kommer af at slippe al den identitet. Man kan kun være up and coming én gang. På et tidspunkt siger folk »jah, Matthesen, nu var du altså ikke lige så god, som du var i torsdags«.

»Shit, mand. Jeg er i byen. Jeg er komiker. Det er da for sindssygt«

Jeg bilder mig ind, at jeg kan se øjeblikket, hvor det gik op for mig, at det her skal jeg lave resten af mit liv.

Jeg var god til at lave spas mellem numrene til mit raphalløj i Albertslund og havde meldt mig til DM i noget, der hed stand-up. Det foregik inde på Restaurant DINs i Lille Kannikestræde, hvor der sad firstmover hipsteragtige folk i blazere og drak tør hvidvin. Jeg var kampnervøs i mine MC Hammer bukser, halvlange hår, tre øreringe og LA Raiders cap.

Vi havde været til informationsmøde inden, hvor en fyr, der hed Lasse Rimmer stillede spørgsmål som »Mette, må jeg lige have lov at spørge, er det ikke korrekt forstået, at man henter ris til egen røv, hvis man kaster sig ud i en hecklerline lige før …« til Mette Lisby og Gordon Kennedy.

Jeg tænkte, »Fuck it, hvad er det dog for noget, det her. Alle de andre ved jo alt muligt om det«. Jeg havde siddet i Albertslundcentret og brygget et sæt om en bytur på Chimpansen i Taastrup sammen.

Jeg kom ind på scenen og vidste ikke rigtig, hvad fanden det skulle blive til, og jeg var også genert for at forlade mikrofonen. Men jeg kom til at sige »jeg skal lige hen og lave den her« og så skyndte jeg mig hen til sådan en ventilator og lod mit pandehår blafre i vinden og løb tilbage, og sagde et eller andet med honningshampoo med sådan en underlig gammelmandsstemme, og så slog jeg det ned med at sige »nej, vi skal også videre«.

Det var rimelig loose at tænke, vi må have det hele med, ikk? I virkeligheden var det dybt pinligt at kaste sig ud i sådan noget impro, men man skal jo være ret dårlig for ikke at få bare et lille grin, og da det grin kom, sad jeg i saksen og tænkte »Gud, det er da en verden, der åbner sig, hvor alt kan ske«, og det bilder jeg mig ind, at jeg kan se i mine øjne på den hjemmevideo, min far optog.

Jeg gik videre til finalen aftenen efter, og selv om alle komikerne sagde, jeg ikke behøvede, lavede jeg nyt materiale, for det føltes for nøgent, at bartenderne allerede havde hørt det. Så kunne de jo regne ud, at det hele ikke bare var noget, jeg fandt på.

Det var en vild aften. I dag betyder det jo ikke en skid, men det at nærmest aldrig selv have taget bussen ind til byen og så sidde på en eller anden voksenrestaurant og få at vide »du skal på om en time« og mærke ens hjerte bare pisker derudaf og så klip til to timer senere, hvor man står på Jazzhouse, hvor man ellers aldrig kunne komme ind, som en del af Gordon Kennedys følge og tænke, »Shit, mand. Jeg er i byen. Jeg er komiker. Det er da for sindssygt«.

Så det var en meget stor aften og nærmest næste dag ringede jeg op til stand-up bureauet FBI og sagde »Jeg er blevet nummer 2 ved DM i standup!« og i den anden ende svarede han helt tørt »til lykke med det, du«. Men jeg vidste, hvad jeg skulle resten af mit liv.

Tilbage til ham Bieber der...

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Bagefter i bilen tænkte jeg: Hvem er Justin Bieber egentlig? Det ved jeg slet ikke noget om. Jeg har bare en idé om, at jeg ikke kan lide ham, og det er da rent drama og identitet. Det var en pissegod sang.

Som Simon Spies så smukt sagde, hvis virkeligheden ikke holder stik med teorien, så må vi gå ud fra, at det er virkeligheden, der har ret. Sådan er det med alle de der hate ting. Det er skemaer og overbevisning.

Jeg kan ikke lide broccoli, nej, men måske er der en dag, hvor jeg kan, og nu kan jeg åbenbart lide Justin Bieber. I hvert fald i en eller anden udstrækning, men så langt behøver man ikke engang at gå. Jeg kunne lide det nummer. Eller også sad det nummer lige i skabet på den køretur. Måske er der en enkelt tirsdag, hvor jeg godt kan lide broccoli.

Man plager sig selv så meget for at være på en bestemt måde. Man skal bage boller for at være en god mor, man skal hente ungerne inden fire, hvis man er en god far, man skal blogge lidt, for ellers har man ikke overskud og alt det der pis.

Jeg tror, der er så mange muligheder og så mange måder at være menneske på. Vi skal også passe på ikke at vende os for meget mod alle de der østerbroske og frederiksbergske speltfjapper, for det kan jo være, at nogle af dem hygger sig, og det er det, hele denne her krise, mens showet har taget form, har lettet.

Celeste med sin havtornjuice, klidboller, overskudsblog og præmiebarn må gerne eksistere i verden og kan godt have en sandhed, selv om den ikke ligner min. Muslimerne og de kristne kan godt have ret samtidig. Hver gang man vælger et hold, kommer der krig.

Hvis man med en 70er pædagogstemme siger »Jeg holder med freden«, så er man straks lidt bedre end soldaterne, eller »ja, jeg er altså vegetar«, så er kødspiserne i virkeligheden lidt dumme, for hver gang man råber på stilhed og kæmper for fred, er man med til at skabe mere støj. Ingen aner, hvordan man skal bygge sin idealperson op i den her verden, så derfor bliver det meget nemmere at finde et eller andet hold at holde med.

Det hårde arbejde betalte sig

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Jeg var ikke den sjoveste i Albertslund, men jeg havde psykomeget drive og en ukuelig fantasi. Jeg kunne sagtens se, at andre var ti gange bedre end mig, men oveni det tænkte jeg »jeg bliver den bedste til det her«. Det handler også om at se sig selv som komiker, mange af de andre sagde »jeg arbejder med dit og dat, og så laver jeg for resten noget standup«, jeg sagde »jeg er stand-up komiker, og så arbejder jeg så også i en børnehave«.

Det, tror jeg, gør en stor forskel. Jeg kan huske, da jeg sad sammen med Frank Hvam og Jacob Tingleff, efter at DINs lukkede, og vi hjalp hinanden med at komme væk fra bunden, jeg ville have jakken og sponsorskjorten og en fed mikrofon, mens de andre mere bare ville have nogle jobs.

For at tro på drømmen var businessdelen også nødt til at fungere. Hvis nogen sagde »nå, det gik dårligt«, så svarede jeg »Ja, det er fordi dit publikum er nogle bonderøve, skriv under her og giv mig mine penge«.

Jeg kan tydeligt huske, vi var nede på Britannia en aften, hvor de sagde »shit, der er ikke rigtig kommet nogle mennesker, kan I komme igen en anden aften?« hvor Carsten Bang siger »ja, det kan vi godt, hvad med torsdag? Men vi skal selvfølgelig have løn for i aften«, hvor de sagde »nå, men jeg troede, I sagde, I kunne komme igen torsdag«, »ja, men det kan vi da også, men vi er jo ikke sådanne nogle daglejere, der går i marken og håber at blive hyret,« hvor jeg tænkte, det er fandeme stærkt, ikk, han sagde det på en fin måde, synes jeg.

Der er meget brødnid og trængsel på bunden. Mange af os er vokset op som standupper sammen og derfor var det også så nemt at blive sur, hvis nogen fik et freeride og hoppede direkte ind i et TV-program eller en så bedre ud, så han kunne være både vært og komiker.

Især hvis de stjal deres pis, mens vi andre sad og knoklede og skrev til klokken 4 om natten og vidste, vi var en milliard gange bedre end den der idiot, ikk?

Så det gav stort sammenhold og motivation til at være mod de etablerede og vælte dem. Der var en periode, hvor jeg lavede et sæt, der sad lige i skabet. På det tidspunkt havde jeg i 5-6-7 år brygget på min comedyrutine, og det kan altså godt svare sig. Seinfeld turnerede med den samme time i 25 år, inden han udgav noget. Godt kom til, dårligt røg ud. Det blev tight.

Jeg kan huske følelsen af at rulle med det killer-set. Jeg var tit ude med alle mulige store navne og stod som middle act, men de skulle alle sammen pludselig være hjemme hos lillemor klokken 22, fordi de godt vidste, hvad klokken var slået, og de ville få losset røv, hvis de gik på efter mig, selv om de tog den store headliner-løn. Det var et strike, der varede et års tid.

Folk snakkede om, at de havde set noget, som de ikke havde set før, og det kunne jeg også godt selv mærke. Jeg adskilte mig meget fra de andre. Sproget var anderledes. Det var mere åbent og vildt. På det tidspunkt tænkte jeg, »Nu kører det. Nu er jeg en, man regner med.«

»Åh, bådflygtningene, jamen, vi må jo, og de skal da ha’ mad, men der må være regler, der skal være en port og ikke så meget olie, men vi vil godt have biler og vi vil godt i Tivoli, men Tivoli skal have sparepærer og de skal have plastickopper«

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Der er så mange af dem, der laver undersøgelser og analyser, der siger »vi ønsker ikke at pege fingre og komme med svar«. Men kan I for helvede ikke gøre det? Lad os få peget nogle fingre. Jeg kan godt lide film, der ikke er åbne for fortolkninger, men hvor jeg får at vide, hvad jeg skal mene til sidst.

Det kunne være dejligt med en pegefinger, der siger, hvad der er godt og dårligt, for ellers ender det med, at det er Frederiksberg Kommune, der hænger et skilt op på en lygtepæl med ordene »det er god stil at rydde op efter sig selv«. Man kan høre en eller anden idiot med hornbriller og slikhår har siddet og tænkt »de unge siger vist nok »god stil« til hinanden, lad os bruge den catchfrase«.

Der er ikke nogen i verden, der har noget rigtigt til salg mere. Det hele er tricks og fiduser. Tidligere sloges man om at få opmærksomhed til det gode budskab, som kunne være at sælge vaskemaskiner eller noget politisk, men nu slås hele verden bare om opmærksomhed og ingen har noget til salg. Det er en stor omgang »se mig, jeg har lavet brunch til min kæreste«.

Jeg ved ikke, om verden er blevet værre. Jeg tror, verden er, som verden skal være. Måske skal vi slutte fred med tingene. Det er så meget frustration: Kan vi ikke gøre noget for flygtningene og klimaet? Mon dog vi undgår at vandet stiger en meter om 100 år, hvis vi husker at slukke strømmen i stedet for at sætte fjernsynet på standby? Det er ret alibiagtigt, synes jeg.

I virkeligheden lader vi som om, vi ikke kan høre, at dyrene dør, skoven bliver fældet og babyerne bare skyder ud, og det hele måske er på vej ud over kanten. Hvis vi vil noget, må vi beslutte os for, hvem vi vil redde. Er det Jorden? For den skal nok klare sig. Er det menneskene? For så skal vi fylde lidt mindre, rationere maden eller stemme de andre ud. Er det den menneskelige race? Så skal vi flytte 600 gode individer op på en bjergtop. Så kan vi andre skride. Så er der styr på det.

Men alt det her med »åh, bådflygtningene, jamen, vi må jo, og de skal da ha’ mad, men der må være regler, der skal være en port og ikke så meget olie, men vi vil godt have biler og vi vil godt i Tivoli, men Tivoli skal have sparepærer og de skal have plastickopper« er en stor gang larm og småløsninger.

Verden går sin gang. Vandet stiger, men det falder igen. Kloden fryser til is, men den smelter igen. Det er vores egen panik, »jeg fryser«, »jeg kan ikke svømme«.

Jeg tror, folk vil have, at verden skal være, som de gerne vil have, men øvelsen er at undgå at blive for forurenet af, hvordan den er. Jeg prøver at oppe mig og være den, der går til siden, hvis nogen skal forbi, og sige »undskyld, det er jeg ked af«, hvis nogen synes, jeg har opført mig dumt. Det er mit beskedne bidrag til verden.

Et overstået kapitel - men minderne er stadigvæk vigtige og til stede

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

I mange år overvejede jeg at få tatoveret »Albertslund« eller »2620« på armen. Der er jeg nok ikke mere. Når jeg nu tager ud til Galgebakken, kan jeg godt genkende en enkelt af alkoholikerne foran købmanden eller nogen fra skolen, som er blevet voksne. Men jeg er blevet fremmed.

Jeg har fået rødder et andet sted. Jeg hører hjemme der, hvor mine unger vokser op. Vi har vores pizzeria sammen. Det, der var mit pizzeria og min videobutik engang, er nu kun fortids-Anders steder, som jeg kan besøge i sindet.

Når der kommer en duft af bål eller hybenbuske. Så kommer hele børnefestugen og natlige udflugter med drengene på Galgebakken tilbage. Det vil forever være mine minder og det bliver ikke mindre stærkt eller mindre vigtigt. Men jeg kan ikke længere gå ud og dyppe mig i det og grille med drengene. Jeg kender ikke nogen der. Jeg har ikke noget pas. Det er et sted, jeg vil vise mine børn for at fortælle, hvordan den rutschebane så ud, da jeg var dreng, men så er det heller ikke mere.

Om 100 år er alting glemt, så skal du jage som en hamster hele livet for at få en guldmedalje? Når jeg går rundt på Frederiksberg og ser på Bianco Lunos Allé, H. Schneekloths Vej og Bernhard Bangs Allè aner jeg ikke, hvem de var.

Jeg tænker, det er færdigt lige om lidt, og jeg vil virkelig gerne nå at forstå det, inden jeg smutter. Det kan da godt være, der er nogle, der har set »Jul på Vesterbro«, der tænker »orv, ham Matthesen er min yndlings-standupper«. Men backstage i comedyclubberne repræsenterer jeg noget, der for længst er glemt og dødt, tror jeg.

Så skid hul i skilte på lygtepæle og dvd’er, som alligevel heller ikke bliver stående på hylden. Det er et pust i sandet og det er det, der er meningen. Der er ingen dinosaurer på Gammel Kongevej, der er ingen vikinger i Roskilde Fjord. Det er, som det skal være.

»Jeg inviterer støjen ind. I stedet for at gå i seng, når jeg kan se, der kun er tre timer, til at jeg skal op, siger jeg, »Nå, da det må vi fejre med en omgang Farm Heroes mere...«

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt der var et show mere. Om det var det, jeg ville. Det, jeg skulle. Om jeg havde noget relevant at sige. Men under en ferie på Fanø, gik jeg på scenen fire aftener i træk. Det var, som om jeg havde fået et højere bælte siden sidst.

Min kæreste sagde »man føler sig i godt selskab«, og jeg svarede straks »hvad mener du, ikke sådan noget hygge, hygge noget, vel?«, »nej, nej, man føler, man har en forbindelse med dig«.

På vej hjem i bilen snakkede vi om, at information var et fællestræk i materialet. Det gik vi og tænkte over et halvt år, men der var hele tiden noget ved det der information, som jeg ikke kunne lide. Det havde for meget »talen til nationen« over sig. Jeg syntes, det handlede mere om støjen og sandheden.

Min mor sagde »du skal huske stilheden« og jeg tænkte, »Nu går det hele jo for fanden op. Det er ikke information, men støj over for stilhed«. Først der fandt jeg ud af, at der ikke har været andet end larm inde i skallen på mig de sidste tre år.

Jeg inviterer støjen ind. I stedet for at gå i seng, når jeg kan se, der kun er tre timer, til at jeg skal op, siger jeg, »Nå, da det må vi fejre med en omgang Farm Heroes mere«. Jeg bruger mere og mere tid på Youtube og inviterer dramaet og kommer længere og længere fra sandheden og stilheden, hvor jeg føler, der er lindring.

Alle siger »tro på dig selv«, men jeg er begyndt at sige, »lad være med at tro på dig selv«, du kan tro på kroppen og viljen og karrieren, men lad være at tro på egoet, figuren, spillebrikken Anders. Der er noget bag ved personen, følelserne, tankerne og egoet.

Man kan jo nogle gange bevidne sig selv. Men hver gang, man er tæt på at graspe stilheden, så melder tvivlen sig. Måske er der kun larm tilbage inde i stilheden. Vi kører rundt i stilhedskupeer, men ikke for at få ro, det er for at få ro til at arbejde, og alt bliver larmende i de stilhedskupeer på samme måde, som når folk prædiker stilhed, så det også bliver en pol: stilhed over for larm.

Men jeg tror, at der inderst inde bag ved egoets heksedans om det bål, der brænder med tusinde kævler af tanker, følelser og vurderinger, er en stilhed, som ikke er kedelig. Vi siger, jeg er tankernes tænker og handlingernes udfører, men i stedet for at sige, jeg er træt, jeg har stress, kunne vi bevidne det og sige, træthed er der, det er meget i kalenderen, men der er ikke noget af det, der er mig. Jeg er bagved i stilheden bag stilheden.

Jeg har ikke selv skimtet det. Jeg keder mig i stilheden, men jeg er interesseret i det, fordi jeg altid har været så splittet. Min mor siger, at jeg som lille sagde, at enten skulle jeg være rockstjerne eller også skulle jeg sidde på et bjerg og meditere.«

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere