Anders lagde sit liv om for at forbedre sin sædkvalitet: »Om jeg så skulle falde død om, skulle det lykkes«

Ufrivillig barnløshed kan trække spor langt ind i parforholdet. Det erfarede både Søren Nielsen og Anders Klostergaard, da de i årevis forsøgte at gøre deres koner gravide. I fertilitetsbehandling er det langt hen ad vejen kvinden, der er i fokus, men da de to mænd ændrede livsstil, skete der pludselig noget med deres sæd.

 
Søren og hans hustru Mirah var i fertilitetsbehandling i cirka 6 år. Nu vil Søren bryde tabuet om dårlig sædkvalitet. Produktion: Siri Philippa Hollmén Olesen. Fold sammen
Læs mere

I venteværelset på fertilitetsklinikken i Skive er der stille.

»Man behøver egentlig slet ikke tale sammen. Alle ved, hvorfor man er der,« fortæller Anders Klostergaard.

For den 42-årige midtjyde har rejsen hen mod at få et barn været så lang, at tidshorisonten er blevet udvisket.

»Det bliver tåget, når man har levet i den trummerum i et stykke tid. Når det begynder at føles som en opgave, bliver det svært for alle parter,« fortæller han.

»Hvorfor ville det ikke lykkes for os? Det fyldte mere og mere i hverdagen. Hver gang, vi så nogle komme gående med en barnevogn, blev vi mindet om, at det ikke var os.«

Efter et par år på egen hånd begyndte Anders Klostergaard og hans kone i fertilitetsbehandling på en klinik i Skive. I første omgang var det langt hen ad vejen hende, der var fokus på. Men efter et mislykket forsøg blev Anders Klostergaard gjort opmærksom på, at det kunne være ham, der var problemet.

Manden på banen

Manden skal meget mere på banen, når der skal laves børn. Det er konklusionen i »Supersæd«, en ny bog af professor i fertilitet og reproduktion Peter Humaidan. Helt konkret skal vi tale mere om sæd, siger han. For selvom manden ikke kan ændre på sin biologi og mængden af sædceller, tyder meget på, at han kan gøre noget for at styrke de svømmere, han har.

Anders Klostergaard

»Om jeg så skulle falde død om, så skulle det lykkes. Så meget ønskede jeg at få det barn.«


Anders Klostergaard har altid tænkt, at hvis der var noget i livet, han gerne ville opnå, kunne han arbejde for det.

»Pludselig stod jeg med følelsen af, at det var ude af mine hænder. Jeg kunne ikke give mig selv og min kone det, vi ønskede os allermest,« siger han.

Derfor var det nærmest en befrielse at få at vide, at han måske kunne gøre noget for at mindske de dna-skader, der blev målt i hans sæd.

Med vejledning lagde Anders Klostergaard sit liv om. Han skar alkohol og sukker fuldstændig ud af sin kost og tilbragte mellem en halv og halvanden time på cyklen hver dag. Til familiefester fik han serveret en skål med frugt og grønt, når de andre skulle have kage.

»Om jeg så skulle falde død om, skulle det lykkes. Så meget ønskede jeg at give min kone og mig selv det barn,« siger han.

Et år senere og 15 kilo lettere fik Anders Klostergaard at vide, at der ikke var mere, han kunne gøre for sin sæd. Det viste sig at være nok. I november 2019 blev han far til Freja.

Nu har historien taget endnu en drejning. Selvom den målrettede livsstil røg ud af vinduet, da talrige bleskift og søvnløse nætter begyndte, venter parret endnu et barn til oktober.

»Ingen af os havde set det komme. Jeg havde mistet troen på, at det kunne lade sig gøre,« siger Anders Klostergaard.

»Miraklernes tid er ikke forbi.«

Sørens kone blev gjort til skurken

Søren Nielsen fik et chok.

I de seks år, han havde forsøgt at gøre sin kone gravid, havde det jo aldrig været ham, der var problemet. En undersøgelse havde vist, at hans sædkvalitet var normal. Pludselig fik han at vide, at han måske alligevel ikke kunne se sig frikendt.

Søren Nielsen

»Det er helt klart gået hårdest ud over Mirah, for tallene viste jo, at jeg var sund og rask. På en måde blev hun gjort til skurken.«


Uforklarligt barnløse. Det var den kasse, Søren Nielsen og hans kone Mirah blev puttet i, da de efter et frugtesløst år besluttede sig for at gå i fertilitetsbehandling. Med en enkelt prøve fik han målt sin sædkvalitet til at være inden for normalen. Hun gennemgik en masse forskellige undersøgelser. Alle kunne de konkludere det samme: Der var ikke nogen målbar årsag til, at parret ikke skulle kunne blive gravide.

Alligevel var det især Søren Nielsens kone, der tog skylden på sig. Hun kunne godt forstå, hvis han gik fra hende, sagde hun en dag.

»Det er helt klart gået hårdest ud over Mirah, for tallene viste jo, at jeg var sund og rask. På en måde blev hun gjort til skurken,« fortæller Søren Nielsen.

Søren Nielsen og hans kone brugte de tre forsøg, det offentlige tilbyder par i fertilitetsbehandling. De opsøgte først én, så to private fertilitetsklinikker. I 2018 besluttede de sig for at prøve en sidste gang.

Det var på den tredje private klinik, den praktiserende læge spurgte ham, om han nogensinde havde fået foretaget en dna-test af sin sæd.

»Jeg var lidt skeptisk, fordi det var noget nyt, man var begyndt at undersøge. Men vi besluttede os for at prøve det af, for i vores situation griber man alle de muligheder, man har.«

En dna-analyse viste, at Søren Nielsens sæd havde skade i arvematerialet.

»Jeg blev faktisk ret glad, for måske havde vi endelig fundet problemet. Men jeg blev også meget chokeret over, at det pludselig var mig, der var noget galt med.«

Manden har også et ansvar

Ved at lægge sin livsstil om i de tre måneder, det tager en sædcelle at blive svømmeklar, kunne Søren Nielsen gøre sig en forhåbning om at forbedre sin sæd. Først og fremmest skulle han undgå sukker – både i kaffen og i kagen på arbejdet. Sukkerholdige øl blev erstattet med skinny bitches – drinks bestående af danskvand og vodka.

»Rygning var også et no-go. Jeg var ikke fast ryger, men når jeg var i byen, kunne jeg nemt ryge 20 smøger på en uge,« siger Søren Nielsen, der også begyndte at gå til fitness fem-seks gange om ugen.

»Det var slet ikke hårdt at lave de ændringer, fordi jeg havde et konkret mål på tre måneder. Og da jeg fik at vide, at min sæd så sundere ud, blev jeg endnu mere motiveret til at fortsætte.«

Søren Nielsen

»Det skal ikke kun være kvinderne, der får skylden for barnløshed, for manden har også et ansvar. Det kan jeg se nu.«


Få måneder senere opdagede parret, at Søren Nielsens kone var blevet gravid – efter seks år i fertilitetsbehandling var hun blevet det helt uden hjælp.

På tragisk vis mistede de barnet tre måneder henne i graviditeten. Men et år senere, i januar 2020, kunne parret atter se to streger på en graviditetstest.

»Denne gang turde vi slet ikke håbe på noget. Først i april kunne vi glæde os lidt. Vi fortalte det først til vores forældre i slutningen af juni, hvor Mirah allerede havde en god mave,« siger Søren Nielsen.

I september sidste år – otte år efter de først begyndte at prøve – kunne parret byde deres datter Isabella velkommen til verden.

»Jeg ved selvfølgelig ikke, om det var min livsstilsændring, der gjorde forskellen. Men jeg tror det, for Mirah havde ikke ændret noget,« siger Søren Nielsen. Han håber, at hans oplevelser kan gavne andre i samme situation.

»Måske kan det få nogle mænd til at hanke op i sig selv. Det skal ikke kun være kvinderne, der får skylden for barnløshed, for manden har også et ansvar. Det kan jeg se nu.«