Anders Fogh om sit livs største fortrydelse: »At jeg ikke fik sagt ordentligt farvel til min mor«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, der er aktuel med erindringsbogen »At træde i karakter«. Hans vigtigste telefonsamtale? Et opkald og en 'næse' fra Uffe Ellemann-Jensen.

»Det modsatte af at træde i karakter er at være karakterløs. At være karakterløs, er at ville det hele, uden at forholde sig brændende til noget bestemt, mens at træde i karakter betyder, at man påtager sig det ansvar, der hører til den rolle, man har,« siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Man kan have anlæg for det ene eller det andet, men jeg tror på, at talent bliver udviklet gennem benhård øvelse. Hvis jeg skal pege på et tidspunkt, hvor det gik op for mig, at jeg har talent for noget, så var det, da jeg i oktober 1970 trådte op på talerstolen i festsalen på Viborg Katedralskole. Det var jeg ikke spor glad for, men det gik godt. Jeg var godt tosset over, at det var de venstreorienterede, der dominerede debatten på skolen, og derfor ville jeg stifte en ny politisk forening, som jeg kaldte Liberal Ungdom. Jeg var genert og indadvendt, da jeg var barn og ung, så jeg skulle tvinger mig selv op på talerstolen. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne, og at jeg havde evnen til både at have en vision og til at realisere den. Jeg skriver i min nye bog, »At træde i karakter«, at man godt kan blive statsminister, selv om man har sceneskræk som barn og ung.«

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

»Uden at gå i detaljer, kan jeg sige, at den har jeg fået af min kone, Anne-Mette. Vi har været gift i 44 år, og der har været utallige eksempler i stort og småt, hvor hun har tilgivet min adfærd. Det at kunne tilgive, er en egenskab, der tilhører de stærke.«

Anders Fogh Rasmussen er aktuel med erindringsbogen »At træde i karakter«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Hvad var dit livs vigtigste telefonsamtale?

»Hvis jeg skal nævne én telefonsamtale, som mere end nogen anden har bidraget til mit liv i politik, så var det dengang, jeg fik en 'politisk næse' af Uffe Ellemann-Jensen. Det var til fastelavn i 1985, hvor han var udenrigsminister og formand for Venstre. Jeg var formand for Venstres udviklingsudvalg, og vi havde udviklet et projekt om liberal ideologi, og jeg havde kritiseret den borgerlige regering for at være for lidt ideologisk. De øvrige regeringspartnere var meget sure over det, og det var så galt, at Uffe fandt anledning til at ringe mig op og give mig en 'næse'. Jeg vil lade det blive mellem Uffe og mig, hvad han sagde, men udadtil fremstod det som en meget slem 'næse', og jeg gik ud og sagde, at det var fastelavnstid, og derfor var det godt at have en 'næse', og at jeg var meget beæret over at få en 'næse' af en kender, Uffe, som selv havde fået masser af 'næser' i Folketinget. Det lagde grunden til, at jeg senere på året blev valgt som næstformand i Venstre, for blandt partiets medlemmer var det, som jeg havde sagt, meget populært.«

Chamberlain i München

Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?

»Den daværende britiske premierminister Neville Chamberlains besøg hos Hitler i München i 1938 har været dannende for mit syn på verden. Efter mødet proklamerede Chamberlain stolt, at han havde sikret en aftale, der ville garantere »fred i vor tid«. Den handlede om, at Tjekkoslovakiet skulle afstå en del af sit område, Sudeterland, til Tyskland. Som bekendt startede Anden Verdenskrig året efter. Det har formet mig, fordi man her har lært, at imødekommenhed over for diktatorer ikke fører til fred, men tværtimod til krig og konflikt, som man nu også ser det med Ruslands angreb på Ukraine.«

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?

»Jeg ville sig til den unge teenager, at han skulle tage sig tid til at se sig om i verden, inden han startede på sine studier. Jeg gik direkte fra gymnasiet til universitetet. Hvis jeg skulle gøre mit liv om, ville jeg helt sikkert have taget et år eller to væk fra uddannelsessystemet. Det kunne have været brugt til værnepligt, job og rejser rundt i verden. Mine egne børn har gjort det på den måde, og jeg tror, at det modner én, så man bliver en bedre studerende. Man taler om fjumreår, men for mig at se er det ikke at fjumre at tjene nogle penge og rejse verden rundt. Det kommer der mere solide mennesker ud af.«

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Først og fremmest, at jeg ikke ved alt. Som ung er man skråsikker og har løsninger på alting. Men efterhånden som man lever sit liv, finder man ud af, at man skal blive ved med at lære. Jeg har også lært, at ikke at beslutte også er at beslutte. Mange tror, at problemer forsvinder ved, at man ikke træffer en beslutning og finder en løsning. Det koster noget at træffe en beslutning og gøre noget, men det kan være, at prisen for ikke at gøre noget er endnu større.«

Anders Fogh Rasmussen (69) var statsminister 2001-2009 og NATOs generalsekretær 2009-2014. Siden 2014 har han drevet konsulentvirksomheden Rasmussen Global. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

»At man skal lade være med at søge popularitet, fordi ven med alle er ven med ingen. Jeg vil hellere være respekteret for det, jeg har gjort, end være folkelig populær.«

Hvad er dit mest værdifulde minde – og dit mest smertefulde?

»Det mest værdifulde minde er mit bryllup med Anne-Mette 17. juni 1978. Den dato har jeg aldrig glemt, uanset hvor jeg har været i verden. Ved et bryllup besegler man ikke kun sin egen, men også en anden persons skæbne på så mange måder. Det mest smertefulde minde er min mors alt for tidlige død, som jeg skriver om i min bog.«

Hvad sker der med visdommen?

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Jeg betragter i høj grad visdom som en dyd, men værdien af visdom ser ud til at være overvurderet. Man skulle tro, at efterhånden som vi bliver mere og mere uddannede, vil vi også blive klogere. Men det er der ikke meget, der tyder på. Tværtimod. Vi udvikler for eksempel mere og mere sofistikerede metoder til at dræbe hinanden i krig.«

Hvad er dit livs største fortrydelse?

»At jeg ikke fik sagt ordentlig farvel til min mor, før hun døde. Hun var uhelbredeligt syg af en svulst i hjernen, og nogle få dage før hun døde, besøgte jeg hende på hospitalet. Hun lå passivt hen i en morfindøs, men hun kunne tilsyneladende registrere, at der var nogen i rummet, i hvert fald rakte hun ud efter min hånd og tog den. Jeg sad lang tid hos hende uden at sige noget. Pludselig kiggede jeg på uret, fordi jeg havde billet til et fly fra Karup til København, hvor jeg havde møder i Folketinget. Jeg fortryder den dag i dag bittert, at jeg ikke benyttede lejligheden til at sige noget, fordi hun muligvis godt kunne høre og forstå, hvad jeg ville have sagt, selv om hun ikke selv kunne sige noget. Jeg fortryder også, at jeg tog afsted i stedet for at blive der, for intet møde kunne være så vigtigt, at det kunne overtrumfe at sige ordentligt farvel til hende. Dét er den største fortrydelse i mit liv.«

Anders Fogh Rasmussen fotograferet i 1979 med store skjorteflipper, kasserollefrisure og strikket vest – året efter han blev medlem af Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Jepsen.

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

»Jeg købte i november en elektrisk bil, en Citroën C4, og den er jeg meget glad for. Den er specielt god til korte ture i København, for der er to problemer ved elektriske biler. Batterierne rækker for kort – hvis jeg skal til Jylland, er det en logistisk udfordring. Og infrastrukturen mangler meget. Men jeg er ikke tvivl om, at elbiler er den rigtige løsning for fremtiden.«

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?

»Jeg kunne nævne mange, men jeg vil fremhæve Jens Smærup Sørensens »Mærkedage« (fra 2007, red.), hvor man følger en landbofamilies liv gennem tre fester, en konfirmation, et sølvbryllup og en 60-årsfødselsdag. Han fik De Gyldne Laurbær for bogen i 2008, og det blev fejret på Axelborg i København, hvor jeg holdt en tale. Romanen er blevet omtalt som en forfaldshistorie om opløsningen af den gamle bondekultur, men jeg læser den som en usentimental skildring af en samfundsudvikling, der på sin vis har været uundgåelig og bestemt fordelagtig og ønskværdig. Jeg er godt tilpas med, at samfundet har ændret sig. I den gamle bondekultur var de sociale strukturer utrolig fastlåste, og jeg synes, at vi har brug for mønsterbrydere til at skabe fremskridt i samfundet. På mange måder spejler jeg mig selv i bogen. Ligesom Smærup Sørensen var jeg selv førstegenerations akademiker i min familie, og jeg kunne genkende både typerne og festerne fra det landsbysamfund i Midtjylland, hvor jeg selv er vokset op.«

Hvis du kunne skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå i den?

»Han gjorde sit bedste. Punktum.«

Man må ikke lyve og snyde

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Man må ikke lyve og snyde. Jeg forlanger troværdighed. Jeg har mødt mange politiske modstandere, og dem, jeg har mest respekt for, er dem, hvor et ord er et ord. Jeg er uenig med Mogens Lykketoft (S) på mange områder, men jeg har aldrig følt, at jeg blev snydt af ham på nogen måde.«

Hvad ville du skrive i et brev til dit yngre jeg?

»Glem ikke, hvor du kommer fra, og vær ikke bange for at træde frem. Jeg var som barn og ung det, psykologer kalder introvert, men man skal ikke være bange for at træde frem. Jeg ville også skrive til mit yngre jeg: Du skal tillade dig den luksus at tage livet alvorligt og tilværelsen let. Man må påtage sig et ansvar og gøre en indsats, men man skal ikke blive så alvorstung, at man ikke kan se de lyse sider af tilværelsen. Det sidste har jeg selv skullet øve mig lidt på, men folk, der kender mig godt, ved, at jeg både har humoristisk sans og kan more mig – som nogen har sagt »i afmålte doser«, en kontrolleret form for hygge (her bliver der grinet højt, red.

»Det mest værdifulde minde er mit bryllup med Anne-Mette 17. juni 1978. Den dato har jeg aldrig glemt, uanset hvor jeg har været i verden,« siger Anders Fogh Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad misforstår folk oftest ved dig?

»Jeg tror, at mange opfatter mig som en lidt stiv træmand. Når man af natur ikke er specielt udadvendt, skal man hele tiden arbejde med det. Det kan mange misforstå og tro, at man er lidt lukket eller endda arrogant. Jeg havde engang en kollega på Christiansborg, som sagde til mig: »Du virker så mystisk«. »Mystisk?« svarede jeg. »Ja, du er ikke så åben og lukker ikke så mange ind i dit private rum«. Det er korrekt, men det betyder ikke, at jeg afviser andre. Jeg har altid opfattet mine relationer, både privat og professionelt, som både dybe og meningsfyldte. Men jeg kan godt lide at være mig selv og have et frirum til at tænke, skrive og forberede mig. Det kan nemt blive misopfattet, som om man er en træmand, lidt arrogant og mystisk. Sådan opfatter jeg slet ikke mig selv.«

Bortset fra din fødsel, hvad har så været dit livs mest afgørende øjeblik?

»Da jeg mødte Anne-Mette 31. juli 1976 til en halfest i Kirke Hyllinge. Året efter, 31. juli 1977, blev vi ringforlovet. Det var et skelsættende møde i mit liv.«