Anden gang er måske lykkens gang ...

»Alting er lettere anden gang«. Siger man. Men levereglen gælder ikke, når man skal finde kærligheden på ny og få den til at fungere. Læs Maja og Steffens personlige historie om kompromiserne og de svære følelser, når to mennesker med hver sit forliste ægteskab, børn og forventninger skal få enderne til at nå sammen på en ny måde.

n/a Fold sammen
Læs mere

Det skulle have været en ny start i livet. Et livsbekræftende bevis på, at selv om man er henholdsvis 38 og 42 år, har været gift før og har hver tre børn fra tidligere forhold, er det muligt at finde lykken igen. Den store kærlighed pakket ind i noget så efterhånden typisk dansk som en sammenbragt familie.

Så let gik det ikke. Maja og Steffen kigger på hinanden, trækker vejret dybt og kommer til at grine, selv om de ligeså godt kunne have grædt. For hvor skal de starte? Med de hemmelige følelser, der langsomt udvikler sig til hede følelser, uagtet at de begge er gift, har seks børn tilsammen og bor i en lille jysk landsby, hvor alle kender alle?

Eller de kunne starte med at fortælle om deres voldsomme skænderier i bilen på vej til terapeuten fire år senere for at redde den kærlighed, de ved er der, men som delebørn, eks-partnere, en uendelig strøm af kompromisser, dårlig økonomi og uvante familiemønstre har gjort sit til at få bugt med?

Maja og Steffen er blot ét af flere tusinde danske par i sammenbragte familier, for hvem hverdagen er en evig jongleren mellem »dine, mine, vores børn« og ømtålelige diskussioner om alt fra børneopdragelse, til hvordan en rigtig familie skal være.

Det er svære følelser, som involverer mange parter, derfor hedder »Maja« og »Steffen« også noget andet i virkeligheden. De har valgt at være anonyme af hensyn til børnene, ex-partnere og de nære omgivelser, som gennem årene har vist sig ofte at vide mere om deres privatliv, end de selv gør.

Men deres historie vil de gerne fortælle, for det er en historie, som mange par i sammenbragte familier kan nikke genkendende til og måske bruge som et eksempel på, at det trods alt kan lykkes. Hvis vel at mærke begge strækker sig og åbent fortæller om de svære følelser, der følger med, når to familiebaggrunde og børneflokke skal smelte sammen til en ny.

Da Maja og Steffen endelig flytter sammen, er det ikke kun to mennesker, der starter et nyt liv, det gør seks børn i alderen 7-18 år også. Majas tre flytter med, mens Steffens børn kommer på besøg hver anden weekend. Deres nyindkøbte hus viser sig hurtigt at være for lille, så de må bygge godt 80 kvadratmeter til, så børnene kan få hvert sit værelse.

Det er imidlertid ikke kun de fysiske rammer, der skal udvides betragteligt, det skal deres mentale rum også. Især når det gælder anderledes opdragelse, omgang med den andens børn og svære følelser som kærlighed, dårlig samvittighed og følsomhed, også. Og det på et kærlighedsfundament, der kun for nylig er blevet støbt.

»Et eksempel er vores forskellige syn på opdragelse. Steffen er vant til at have hånd i hanke med opdragelsen og lægge en fast, men fair linje over for børnene, mens jeg ofte giver mig og siger: »ja, ja, det finder vi ud af...« Derfor er det også let at gå skævt af hinanden, når alting er nyt og uafprøvet, og der er mange følelser i spil, både indbyrdes, til børnene, til eks-partnere og omgivelser. I stedet for at se igennem alt det og i fællesskab finde en løsning, kommer man let til at føre hver sin kamp, hvor vi beskytter vores egne børn og tillægger den anden motiver, han eller hun slet ikke har,« forklarer Maja.

Beskyttertrangen hænger sammen med den dårlige samvittighed, der uundgåeligt følger med, når børnene pludselig bliver ufrivillige gidsler i en skilsmisse og oven i købet skal følge med, når mor eller far finder en ny partner og stifter familie på ny.

Maja føler sig splittet mellem sit eget behov for at komme videre efter et ægteskab, der ikke fungerede og sin egen dårlige samvittighed over for børnene, der jo ikke har valgt Steffen, men alligevel skal leve med ham som en del af deres hverdag.

»Jeg er meget fintfølende over for mine egne børn og bevidst om, hvornår deres grænser bliver overskredet. Hvis jeg sidder på kontoret, kan jeg ikke lade være med at lytte efter, hvis Steffen irettesætter dem ude i køkkenet. Var det nu også nødvendigt? Kunne han ikke have gjort det på en anden måde? Og hvad, hvis det var hans egne børn, ville han så have gjort det på samme måde? Det er snublende let at tro, at den anden ikke vil mine børn helt ligeså meget som sine egne, og dermed kommer til at forskelsbehandle.«

Alene forestillingen er nok. Både Maja og Steffens naturlige følsomhed over for deres børn bliver til overfølsomhed og en »holden-øje-med hinanden«. Men det er lettere at bruge børnene og deres ve og vel som den fælles spillebane, i stedet for at gribe fat i det, det måske snarere handler om: En presset økonomi, manglende tid til hinanden, forskellige forventninger, en lurende eks-partner, .

Men er det overhovedet muligt at elske den andens børn, som var de ens egne? Og skal man partout være en lykkelig familie med de samme værdier og kærlighed på tværs af biologi og fortid?

»Jeg har indset, at man kan elske sine egne børn og holde af den andens. Det er en illusion at tro på den store ubegrænsede og ens kærlighed. Der vil være forskelle, og det er også ok. Man skal ikke presse følelser ned over børnene, eller sig selv for den sags skyld, som ikke er der. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have det godt med Majas børn. Det har jeg! Men der er en reel sårbarhed og følsomhed, som er let at bringe op, også selv om det nogle gange handler om noget helt andet end børnene,« siger Steffen.

Nogle gange er det bare et blik, der skal til. Som når Steffen tager imod sine børn, og hans øjne lyser af kærlighed, og han minutter efter tager imod Majas børn, og det særlige glimt ikke er helt lige så dybt og hengivent. Forklaringer er der mange af, men det er ikke desto mindre svært at se på for slet ikke at tale om, når »forbudte følelser« som jalousi og vrede stikker deres hoveder frem:

»Vreden og frustrationen kan nemt ligge lige under overfladen, specielt hvis aftalerne ikke bliver overholdt, og man pludselig opdager, at man kommer i anden eller tredje række, fordi børnene er det vigtigste i verden vigtigere end den tid, man har afsat sammen og det forhold, man er ved at bygge op,« uddyber Steffen.

Bag de kantede ord er der en stor kærlighed og hengivenhed mellem Maja og Steffen. De er som to vulkaner, der kan springe hvert øjeblik, men de ser også på hinanden som to forelskede teenagere, der ikke kan få nok. »Sammenbragt familie« betyder ikke »splittet familie« er de enige om. For på trods af vanskelighederne er der noget vigtigt at kæmpe for:

»Vi kan også bare droppe det hele og gå hver til sit. Men det er der alt for meget at kæmpe for. Specielt, når vi begge ser ud over det »lille menneskes verden«, som nogle gange vælder op i os, hvor problemerne og beskyldningerne får overtaget. For bag det hele er kærligheden og tiltrækningskraften mellem os stor og medrivende,« siger Maja og rødmer en smule.

Derfor har de også besluttet at benytte sig af et af de tilbud, som Familiestyrelsen tilbyder par i sammenbragte familier, hvor de for et engangsbeløb på 300 kroner får ti timers samtale hos terapeuter, som har specialiseret sig i par i sammenbragte familier.

»Forholdet til eks-partneren har fyldt en hel del under vores terapitimer. Specielt Steffens eks-kone fylder meget i min verden. Jeg føler ikke, han er afklaret med hende. Selv siger han, at det er han skam og bare værner om hende, da hun trods alt er mor til deres børn. Jeg ved godt, det er en form for jalousi fra min side, men i min verden er det som om, han aldrig har gjort helt op med hende.«

Steffen ryster på hovedet: »Efter at have kendt min eks-kone i 21 år og fået tre børn med hende er det klart, at vi har været meget tætte. Den slags sletter man ikke bare, men jeg har taget afsked og føler ikke, det er retfærdigt at sige andet.«

»Vulkanerne« ulmer, men modsat tidligere har de lært at tale ud, lytte til hinanden og også give sig. De er begge enige om, at en stor del af misforståelserne og uenighederne imellem dem bunder i usikkerhed over for de nye roller, de hver især har fået i den ny familie.

»Jeg er vant til at være mand i mit eget hus og være med til at bestemme, hvilke husregler, der gælder. Hverken Maja eller jeg er ude på at trumfe hinanden, men vi er på den anden side også stædige og dominerende typer, der kæmper for det, vi mener er rigtigt. Så det allersværeste mellem os har været vores indbyrdes magtforhold: Hvilke principper skal gælde?«

Når det har været allerværst, har de stået stejlt på hver sit. Turene til terapeuten kunne udvikle sig til de helt store dramaer, hvor den ene var ved at springe ud af bilen af bare raseri. Andre gange har de kørt derfra mere lykkelige og sammentømrede end nogensinde.

Det var en øjenåbner for dem, da terapeuten sagde til dem: »I behøver jo ikke være sammen, I har selv valgt det, så tag jer sammen og vælg, hvad I vil.«

Deres ti samtaler hos terapeuten er for længst overstået Maja og Steffen har indset, at der er stor forskel på kernefamilien og stedfamilien, og det faktisk er helt ok, at de socialt og følelsesmæssigt organiserer sig på en anden måde. De kommer aldrig til at elske den andens børn på samme måde som deres egne, men det betyder ikke, at de ikke holder af dem og kan få det til at fungere.

Tidsmæssigt er det stadig svært at få de mange ender til at nå sammen, når seks børn vælter ind og ud af huset, og alles hensyn skal tilgodeses. Indtil nu har de givet køb på deres egen tid for børnenes skyld, men det er ikke en holdbar løsning, så nu har de bredt antallet af besøgende/overnattende børn ud over dagene i stedet for at klumpe det hele sammen på få dage:

»Jeg var ved at få en depression af alle de børn hver anden weekend, bare indkøbet og vaskeriet i de dage var ved at tage livet af mig. Jeg følte ikke, jeg havde overskuddet til at være en god mor, noget for Steffens børn og samtidig kone for Steffen. Så nu har vi bredt besøgene mere ud, så vi får bedre tid til børnene hver især og samtidig kan udnytte enhver mulighed for også at være alene og bare nyde det,« siger Maja.

Alle de titler, som folk bruger: »pap-«, »bonus-« og »sted-« far/mor/børn, giver de to ikke meget for. For dem handler det om at vedkende sig de relationer, der er, og ikke for enhver pris få det hele til at passe i den store lykkelige familieskabelon:

»Vi får aldrig alle otte (seks børn, to voksne, red.) til at fungere under samme hat. Der er flere forskellige verdener, og ligesom vi må acceptere flere lag i kærligheden, må vi også acceptere forskelligheden mellem os,« lyder det med én mund fra Maja og Steffen, der dermed gør, hvad de kan for at undgå at blive en del af skilsmissestatistikken.

De to hovedpersoner har ønsket at være anonyme. Maja og Steffen er derfor to opdigtede navne, men deres rigtige navne og identitet er redaktionen bekendt.