- Det er vores forbandelse som mennesker, siger Anders Matthesen alvorligt og rører blidt ved den mala, en bedekrans med træperler, han har viklet rundt om sit højre håndled.

- Vi bruger en masse energi på at finde på noget, der kan udsætte døden. Det er sådan lidt, at hvis du har brug for et nyt organ, okay, så kender jeg en kirurg, der kan klare det sort, vi skal bare have fundet et gadebarn i Indien, ikke? Men hvorfor ikke bare prøve at være her?

Anders Matthesen, 37, erkender, at han er stærkt optaget af eksistentialisme. Mere og mere. Og af selvudvikling, selv om han ikke bryder sig om ordet. Af ikke at lade sig begrænse af de identiteter, han i årenes løb har fået hæftet på sig eller selv har valgt.

Billedserie: 

Danmarks største komiker er han blevet kaldt. »Anden«. Skuespilleren, rapperen og manden bag filmen »Terkel i knibe« med mere har, siden han debuterede som stand-up’er for over 20 år siden, udfordret vores grænser.

På onsdag er der premiere på showet »Anders«. Tre år efter, at han sidst stod over for publikum i et onemanshow.

- Jeg er komiker, jeg er kæreste og eks-kæreste, jeg er en gavmild fyr, og jeg er også lidt doven. Jeg har en masse identiteter, som jeg har fået lyst til at gøre op med. Ikke ved at finde nye identiteter, men ved at være helt åben og objektiv over for – ja, over for det meste.

Anders Matthesen giver et eksempel. Sammen med sin kæreste besøgte han i sommer musikstedet Gæstergiveren i Allinge. Normalt ville han bede om et hotelværelse et sted i byen, siger han, og ikke give tilbuddet om overnatning på Gæstgiveren en chance. Et anonymt hotelværelse, tak, så han på et tidspunkt kunne trække sig tilbage fra fælleskabet som den »lonely rider«, han også er og altid har været.

- Sådan noget med, når folk har inviteret mig op i deres sommerhus til havefest og siger, at så vi slår bare nogle telte op, alle kan overnatte og det er skidehyggeligt, ikke? Den slags har jeg aldrig kunnet være i.

På Bornholm var beslutningen at være åben og objektiv. At lukke ned for den identitet, han kendte så godt hos sig selv. Derfor blev alle de forudindtagede overbevisninger og subjektiviteten smidt væk.

- Jeg tænkte, at hvis vi skulle være her på Gæstgiveren, skulle det fandeme være med det hele. Så jeg sagde til mig selv, at det ikke er sjovt at være på campingtur med 50 andre og sidde spise sushi med sin kæreste alene. Resultatet blev, at vi havde et helt forrygende døgn. Det var hele pakken.

Matthesen tænker lidt, prøver at konkludere.

- Jo mere, man tror på, at man er den, man har fået at vide, at man er, jo mere falder man til ro i de roller. Nogle roller, man måske oven i købet selv har valgt. Og det er ikke ubetinget godt, for rollerne kan på et tidspunkt blive som et fængsel, et stop for al udvikling.

Bedekæden med træperlerne får endnu en tur.

- Jeg har tænkt på, om identiteter i virkeligheden burde være meget mere flydende. At man for eksempel skiftede navn hver mandag alt efter, hvordan man nu havde det. For »who am I?« Måske er jeg, når alt kommer til alt, bare en illusion?

Anders Matthesen er inspireret af den spirituelle vejleder Eckhart Tolle, forfatteren bag bestselleren »Nuets kraft«. Og af en anden spirituel lærer, guruen Mooji, der er fra Jamaica, og som Matthesen ser på YouTube. Buddhismen er en stærk inspiration. Men Anders Matthesen er ikke buddhist, deltager ikke i noget i buddhistiske sammenhænge.

- Lad mig sige det på den måde, at jeg ikke er stødt på noget i buddhismen, som jeg ikke kan bruge. Jeg vil på den anden side heller ikke afvise, at der er nogle gode passager i Bibelen, jeg har bare ikke fundet dem.

Han har prøvet at recitere buddhistiske mantraer for andre og også forsøgt at meditere, men har ikke rigtigt formået at finde roen til meditationen endnu. Har ikke givet op, det er bare ikke lige nu.

- Når jeg ikke er buddhist, er det fordi, at også dét kan gå hen og blive en identitet, som føles begrænsende, siger han.

- Ligesom hvis én spørger: »Er du kræsen?« Og man svarer: »Nej, ellers tak, jeg er vegetar.« Altsammen er identiteter, forskellige hatte, man tager på. Jeg har ikke lyst til, at det skal være sådan længere. Jeg har fået lyst til at rive gulvtæppet væk, helt væk under mig selv og se, hvad der sker.

Det seneste par år er Anders Matthesens liv blevet vendt en hel del på hovedet. Så meget, at han indimellem har haft en stærk fornemmelse at være faret vild. Nye mennesker er kommet til, andre er væk, og der har været nogle store opgør, han har taget, forklarer han, uden at han har lyst til at være konkret.

Det har alt sammen været med til, at han prøver at tænke, om der ikke er en ny vinkel, nye måder at være her på, som ikke er så fastlåste. Han skænker mere kaffe op. Griner højt, så smilerynkerne kommer tydeligt frem i det ansigt, som en amerikansk journalist i bladet Euroman for nylig beskrev som på én gang venligt og skurke-agtigt.

- Det er en ordentlig omgang at mose rundt i. Alt dét med identiteter og væren og livet og døden, siger han så.

Det er stadig med comedy, han kigger på alting i livet, som han formulerer det. Også når det handler om døden og vores forsøg på at udsætte den.

- Er det en distance at bruge comedy som en måde at se på livet? spørger han selv og svarer:

- Nej, det er det ikke, det er ikke en distance. Døden – er den sjov i et comedy-show? Nej, den er ikke umiddelbart sjov. Men hvad er så det sjove ved døden?

Han svarer selv, næsten før han har fået afsluttet sin sidste sætning.

- Det er, at vi spræller i nettet som bare fanden for at undgå døden, især når vi nu ved, at vi skal dø på et eller andet tidspunkt. Hvorfor kan vi ikke bare slappe af? Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af?

Han tjekker sin mobil, den eneste gang under interviewet. Et indforstået smil. Varmt. Den sms, Anders Matthesen lige har fået, bringer ham øjeblikkeligt ind på et helt andet spor.

- Den er fra min kæreste, siger han så.

Stadig smilende, hovedet bøjet og øjnene fokuseret på displayet. Et øjeblik efter er han lige så nærværende, som han hele tiden har været.

- Vi er ved at køre vores søn ind i vuggestue, min kæreste har lige været henne og aflevere ham, forklarer han.

- Nu skriver hun, at det dér udtryk med »at køre et barn ind« egentlig er ret absurd. Måske er det noget, jeg kan bruge i mit show, foreslår hun.

Før han fik sms’en, har Anders Matthesen fortalt om det tætte samarbejde med sin kæreste, Cemille Rosenberg. At hun har haft stor indflydelse på showet.

- Men uden at der er sådan noget Yoko Ono over hende, det ikke sådan, det er. Vi er bare et knaldgodt match med hver vores vidt forskellige udgangspunkter.

Udover at være Anders Matthesens kæreste og mor til et par tvillinger samt parrets halvandet år gamle søn, Spencer, er Cemille hans manager. Det var hun også inden, de blev kærester.

- Vi arbejder meget på den måde, at jeg siger: »Nu kommer jeg ind på scenen. Skal jeg komme op af gulvet, skal jeg have ild i håret, eller hvad skal der ske? Så siger hun: »Hvad er det, du vil fortælle, hvad vil du med det, er der overhovedet et link til noget?« Min kæreste kommer fra reklamebranchen og har en helt anden tilgang. Det er hende, der er perfektionisten, ikke mig.

Anders Matthesen erkender, at han har været nødt til at være åben over for helt nye måder at arbejde på. Og at det har været godt.

- Det kan jo også gå hen og blive en begrænsende identitet at sige, at jeg er kunstner, og derfor skal jeg sidde oppe om natten og være mærkelig og arbejde. Når man pludselig har tre børn, finder man ud af, at man kan skrive, mens én sover til middag, eller få nye idéer, mens man skifter ble.

Men det er ikke altid, Anders Matthesen synes, at den nye måde er en lige sjov måde at udvikle et show på.

- Så siger min kæreste for eksempel til mig: »Du har torsdag og fredag til at skrive, tirsdag skal Spencer til vaccination, og så skal vi lave noget presse senere på dagen. Så jeg foreslår, du slukker telefonen i de og de timer.«

- Så tænker jeg, at det ikke er en sjov proces, og jeg kan føle mig fristet til at trække i den anden retning og sige: Hey, skulle vi ikke lige smide en pose ærter på bordet og også have det lidt hyggeligt samtidig? Og det er ikke fordi, jeg er bange for hårdt arbejde, det er jeg virkelig ikke.

Han holder en pause, siger så:

- Men nu skal det ikke lyde som om, det er hende, der er den kedelige og mig, der er den sjove, det ville være helt urimeligt at fremstille det sådan. Min kæreste er blevet en del af det hele, og vi er gode til at spille bold op ad hinanden. Når jeg smider en bold, ved jeg, at der altid kommer én flyvende retur med 180 kilometer i timen.

Han ser sit tætte samarbejde med sin kæreste som en form for en ny frihed.

- Tidligere har jeg haft kærester, som jeg har følt, jeg skulle undskylde over for. Noget med, at »jeg skal lige skrive det her færdigt, så er jeg klar.« Jeg ser det kun som en fordel, at min kærestes og mit liv hænger så meget sammen, som det gør.

Forleden morgen sad Anders Matthesen i bilen på vej til børnehave med sin kærestes tvillinger på fem år. Da de holder i bilen for rødt lys på Frederiksberg lige bagved en bus, siger en af tvillingerne:

- Anders, hvordan kan det være, der er et billede af dit hoved på bussen?

Ansigtet er en busreklame for hans nye show, og det forklarer han tvillingerne.

- Børnene ved ikke helt, hvad et show er, og den ene siger så: »Nå, det er sådan noget med, at du skal synge, ikke? Og vinde nogle penge?« »Øh – nej, jeg skal ikke synge,« siger jeg så, og hører mig selv prøve at forklare to børn på fem år, hvad jeg egentlig laver på scenen. Det er faktisk ikke så let, fandt jeg ud af, men ret sundt.

Han elsker at være på scenen, siger han. Er stadig afhængig af latterbrølet fra salen. Fornemmelsen af, når det hele går op. Sammensmeltningen med publikum. Intensiteten der opstår, nogle aftener mere end andre. Det er svært at forklare, svært at sætte ord på, hvorfor den scene er så tillokkende.

- Men der er også en stor ensomhed i at skulle ofre sit eget grin for publikums skyld, siger han så.

Tænker lidt og prøver med et eksempel.

- Det er ligesom en massør, der skal stå og massere andre. Du ved, hvor du skal trykke, men du får ikke lov til selv at nyde det. Det skal ikke forstås sådan, at ih... hvor ville jeg gerne sidde ned i salen og se på op mig selv. Men der ligger en ensomhedsfølelse i det, som jeg synes, er blevet stærkere med årene. Lysten til at være sammen med dem, der griner. Det savner jeg. Jeg skal stå og lade som om, jeg ikke griner, som om jeg ikke synes, det er sjovt. Og jeg skal ikke bare holde masken, jeg skal nærmest også se ud som om, jeg ikke ved, hvor det hele kommer fra. Det er jo en illusion, for sandheden er, at alt er skrevet ned, selv om jeg også improviserer.

Anders Matthesen fortæller, at det, han oftest hører fra andre, er, at det må være hårdt for ham at være på hele tiden.

- Nej, siger jeg, det er ikke hårdt. Det, der er hårdt, er, at jeg skal holde masken, at jeg står deroppe alene og ikke kan få lov til at være med i festen nede blandt publikum. Det synes jeg er det største offer.