Aminata Amanda Corr har ventet længe på at komme ud igen: Må man snave med en fremmed nu?

Det er vidunderligt, at få alt det tilbage, som gør, at vi ikke bare holder os i live, men lever, skriver Berlingskes Aminata Amanda Corr i dette essay. Hun var på bar på den store genåbningsdag efter et langt coronaår.

Leif Schusler har været stamkunde gennem mange år og krammer her sin bartender på Diligencen, da de genåbnede onsdag 21. april. Berlingskes Aminata Amanda Corr tog pulsen på, hvad mange af os har savnet. Men er vi i virkeligheden begyndt at holde af de vaner for socialt samvær, som er blevet skabt under coronakrisen? Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den berusende åbning af beværtninger har sendt København i løbetid, og det virker som en fjern, fortrængt fortid, at vi for få måneder siden måtte sidde derhjemme i mørket alene.

En juleaften, der bød alle samfundets socialt handicappede, de ensomme, på endnu engang at opleve en afvisning med henvisning til antal: »Vi er allerede fem.« Det var så nedslående, at vi nu bare leger, det bare er noget, vi har drømt. Derefter fulgte en fadæse af en nytårsaften.

Nu er vi nemlig alle atter sluppet på græs, og der bliver svirpet med halen, uanset hvilken retning øjet kigger i. Vi skal mødes på gader og stræder igen og nyde drikkevarer med procenter, som vi ikke har medbragt hjemmefra. Det klæder os bare bedre. Vi slipper alle for at svare på flere vandetrædende beskeder på Tinder fra en fyr, der hedder Kevin, som ifølge sin biografi »arbejder fuldtid«. Ud med os.

»Jeg tror nu nok, der skal blive snavet med en masse fremmede. Det er bare om at komme i gang. Det må der være plads til, trods samfundssind.«


Men hvordan gør vi det så lige i praksis? Den store genåbningsdag var spændende og intimiderende. Fra man mødte på arbejde var forventningspresset til at føle på. Den negative coronatest lå og glødede i lommen, og det var svært at finde nogle steder at gøre af sig selv. Fordi hvad var det egentlig, vi savnede så meget? Og hvordan skulle virkeligheden nogensinde stå mål med drømmen?

Jeg har taget mig selv i at gå forbi en lukket Drunken Flamingo i februar (bar i Vestergade, red.) og tænkt: »Åh ja, dét savner jeg.« Men sandheden er jo, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde har været derinde, og hvis jeg har, har jeg da helt sikkert ikke hygget mig.

Arkivfoto. Vestergade i København før coronavirussen lukkede landet ned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Det ligner da et fuldstændig skrækkeligt sted, hvor man med sikkerhed kan forvente at blive savlet i nakken af en studentermedhjælper et sted fra. Men jeg savnede det alligevel.

Foran stamstedet

Virkeligheden viste sig at være ligesom de bange anelser, man havde. Holdet var kommet fra nær og fjern. Bænkevarmerne sad 14.30 sharp foran det, der før coronatiden var stamstedet. Og så kunne resten af flokken komme dumpende, som de plejede. Udover fortroppen af bænkevarmere behøvede vi ikke aftale det store.

Bo Jedig har medbragt sin egen stol, mens han venter på at komme ind på Diligencen på Nørrebro, da barer og restauranter genåbnede onsdag 21. april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi kender jo rutinen med at droppe forbi, når der holdes hof. En blev forsinket af kø til kviktest, en anden blev forsinket af en Tinder-date.

Efter at have siddet på et borde-bænkesæt og drukket øl i halvanden time, fik vi italesat elefanten i rummet: Var det bare det her, vi plejede at lave?

Trivialitetens erkendelse

Ja, det var det. Så sidder man jo bare der, og bliver mere og mere interesseret i de historier, man selv har at fortælle, i takt med at fadøllene får ben at gå på. Og fadøllene viste sig at være essentielle. Den støj, der omgiver en tætpakket Blågårdsgade på Nørrebro, er jo ikke til at være i, såfremt man ikke er beruset. Som en af mine klogeste venner sagde om den store genoplukningsdag: »Jeg skal ikke ud. Jeg tager jo heller ikke i byen på J-dag.«

Det var hyggeligt, bevares, men man længtes da egentlig også tilbage til at drikke rødvin med en enkelt ven i en vindueskarm. Og hvor er det dog dyrt at drikke sig fuld i det offentlige rum.

Mennesker ved Nørrebroparken nyder genåbningen af værtshuse, cafeer og restauranter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi fik det, vi havde hungret sådan efter. Dog uden skyggen af den spontanitet, der ellers plejer at omgive en onsdagsøl. To dage forinden havde vi været gode samfundsborgere, og ladet os teste i Forum. Et sted, hvor jeg ellers kun har været til koncert. Der var lige et splitsekund, hvor det føltes som om, jeg skulle til koncert. Mine musklers hukommelse kunne mærke turen ned ad trappen, og et pludseligt behov for at spurte op mod scenen, så jeg kunne komme allerforrest. Men der var ikke andet end en mand ved navn Martin, der stak en pind op i min næse.

Vi snakkede om vejret …

Nu skulle det ske. Vi skulle på bar. Hegnet var væltet i vest. Det var ringet til frikvarter. Alt kaldte på os. Museerne lokkede med fri entré. Enkelte barer lokkede med gratis øl til test. Det hele virkede. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte, men jeg skulle i gang nu.

Så sad vi der. På vores gamle stambar i Blågårdsgade. Men hvordan plejede vi at gøre det? Hvordan skulle det her nogensinde resultere i, at vi fik snavet med en fremmed?

Blågårdsgade på Nørrebro ved genåbningen 21. april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det virkede fuldstændig håbløst, at situationen nogensinde skulle udvikle sig til noget interessant. Vi snakkede om vejret, for Guds skyld.

Men i min vurdering af situationen glemte jeg to meget vigtige faktorer. For det første alkohol, og for det andet at københavnerne jo er verdens smukkeste folkefærd.

Nordiske, men ikke kedelige som svenskerne, der mere eller mindre bare ligner en samlebåndsfabrikeret horde modelleret efter en pige fra parallelklassen, som har afbleget sit hår, siden hun kunne gå. Vi har både krøller og fregner. Vi er tårnhøje og lavstammede. Spinkle og bastante. Og så er der æblekinder i hobetal. En slags briter – blot med adgang til bøjletandlæge i folkeskolen.

Nu har jeg selv nået den alder, hvor jeg ikke længere synes, at modetøj er fedt. Jeg kan ikke se det fede i, at nutidens unge ifører sig den dårlige smag fra 90ernes proletariat med ironisk distance. Men jeg kan heldigvis stadig godt se, at alle ser hamrende godt ud.

Jeg tror nu nok, der skal blive snavet med en masse fremmede. Det er bare om at komme i gang. Det må der være plads til, trods samfundssind.