Agnes Obel: Ingen tænker ret langt, selvom meget er ved at gå galt

Hvis den danske sang er en ung blond pige, er Agnes Obel et godt bud på, hvordan den kunne lyde og se ud. På fredag giver hun koncert i Tivoli.

Agnes Obel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

§ Du spiller i Tivoli på fredag, hvad er dit forhold til Tivoli?

»Jeg er vokset op i København, så jeg er kommet der en del, men jeg husker især, at jeg var der med min farfar, og jeg kan huske, at jeg var meget fascineret af Harlekin på Pantomimeteatret. Jeg var meget lille, så jeg kan ikke huske hvorfor.«

§ Hvilke sommerplaner har du?

»Jeg skal spille på en del festivaler. Det er ret anderledes at spille på festivaler end koncerter på en turné. Man har en kort lydprøve, og folk kommer ikke udelukkende for at høre én spille. Jeg spillede på Werchter i 2012, og jeg var ret skeptisk. Vi lå mellem to rockbands, og der var bare klaver og cello på scenen, da jeg optrådte, men måske netop derfor blev det noget særligt. Vi giver folk et andet rum, tror jeg, en form for stilhed, selvom vi spiller højt. Det var en af mine bedste koncertoplevelser nogensinde. Jeg skal spille på Werchter igen i år, lige efter Pixies.«

§ Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Min nysgerrighed.«

§ Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad ville det så være?

»At jeg tvivler så meget, tror jeg. Men jeg tror også, at det er godt at tvivle. Det driver en videre, så tvivlen er et tveægget sværd.«

§ Hvad har været dit livs længste minutter?

»Da min far døde i april.«

§ Hvem er din største helt i den fiktive verden?

»Sådan en tror jeg ikke, at jeg har.«

§ Og i den virkelige verden?

»Sangerinder, der kan det som f.eks. Nina Simone kan. Uanset om hun synger jazz eller evergreens, så er det meget personligt. Det er hende. Det er også derfor, jeg holder meget af Roy Orbison. Alt, hvad han lavede, havde hans personlighed i sig.«

§ Hvad ser du som din største succes?

»Det er at jeg flyttede til Berlin med min kæreste. Det var ikke særlig velovervejet, jeg kunne bare mærke, at det ville være godt for os, og så gjorde vi det. Men det har ført mange gode ting med sig for os begge to. Så at flytte til Berlin er min største succes, selvom det var lidt et tilfælde. Det var meningen, at vi bare skulle bo her en periode, men nu har vi boet her i syv år.«

§ Hvad er din største fiasko?

»Jeg håber, den ligger foran mig. Jeg synes ikke, jeg kan komme på noget. Jeg har altid ærgret mig over, at jeg ikke læste engelsk eller komposition, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, men det kan jeg vel nå endnu, så det er ikke rigtigt en fiasko.«

§ Hvad anser du for at være den mest utiltalende tendens i tiden?

»Kortsigtethed. Ingen tænker ret langt, selvom der er meget, der er ved at gå galt.«

§ Hvad er dit motto?

Jeg holder meget af Picassos »Hvert barn er en kunstner. Problemet er, hvorledes forbliver man kunstner, efter at man er blevet voksen« og så er K. E. Løgstrups citat »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej« meget meget smukt. Det er måske ikke et motto, men det er så rigtigt.

§ Hvad er det bedste en mand har sagt til dig?

»Det ved jeg ikke.«

§ Hvornår føler du dig mest sexet?

»Det kan jeg simpelthen ikke svare på.«

§ Har du en hemmelighed, du gerne vil dele med os andre?

»Jeg er meget glad for mine hemmeligheder, så nej.«