»Afskyelige og uacceptable«: Star Wars-stjerne fyret for at håne på sociale medier

Skuespiller og tidligere kampsportsmester Gina Carano er blevet fyret fra Disneys populære Star Wars-serie »The Mandalorian«.

Gina Carano i rollen som Cara Dune i anden sæson af »The Mandalorian«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucasfilm Limited

Den 38-årige Gina Carano var en formidabel fighter indenfor Mixed Martial Arts (MMA), og havde fået gang i en succesfuld skuespillerkarriere i film som »Fast and Furious 6« og Steven Soderberghs agentfilm »Haywire«. Det skriver flere amerikanske medier.

Nu er karrieren kommet til brat standsning efter, at Disney har fyret hende fra den populære tv-serie »The Mandalorian« som følge af hendes kommentarer på sociale medier. Skuespilleren kan skimtes i denne trailer for serien.

»Gina Carano er i øjeblikket ikke ansat i Lucasfilm, og der er ingen planer for hende (her hos os, red.) i fremtiden,« sagde en talsmand for Lucasfilm i en erklæring. Talsmanden havde også hårde ord om Caranos sociale medie-kommentarer, der har medført en Twitterkampagne mod skuespilleren.

»Hendes indlæg nedværdiger mennesker på baggrund af deres kulturelle og religiøse identitet, og er afskyelige og uacceptable,« sagde talsmanden for Disney.

En af de stødende kommentarer fra Gina Carano blev lagt på Instagram tirsdag aften, hvor hun sammenlignede USAs nutidige politiske strider med behandlingen af ​​jøder i Nazityskland.

Skuespilleren har også delt et billede af en person, der bærer flere stofmasker med billedteksten »I mellemtiden i Californien …«. Billeder som dette bliver brugt af medlemmer af den ekstreme højrefløj i USA, der hyppigt håner venstreorienterede for at være bange for covid-19-smitten.

Begge indlæg var fjernet fra Gina Caranos Instagram onsdag, men en Twitterkampagne med hashtagget #FireGinaCarano begyndte samme dag som svar på hendes indlæg. Mange brugere taggede Lucasfilm og Disney i deres indlæg.

Det er ikke første gang, at Gina Carano vækker vrede med sine kommentarer på sociale medier. Hun har linket til hjemmesider, der støtter Donald Trumps påstande om valgsvindel, hvilket er tabu i den amerikanske filmbranche. I november blev hun beskyldt for at gøre nar ad folk, der angiver hvilket pronomen, som de foretrækker, at man bruger om dem.

Forud for fyringen kunne Gina Carano se frem til fast arbejde for Disney og Lucasfilm, der producerer »The Mandalorian«, der bygger på figurer fra Star Wars-filmene. I december annoncerede Lucasfilm en ny spinoff-serie med titlen »Rangers of the New Republic«, hvori Gina Caranos karakter fra »The Mandalorian«, kaldet Cara Dune, også skulle have en rolle.