»Æloha fra Cold Hawaii«

Surfing har forvandlet Klitmøller fra et stykke Udkantsdanmark til en lille bid Vesterbro. Journalist nummer 180 tog til den jyske vestkyst op til det forestående VM i windsurfing.

Rasmus Fejerskov fra West Wind i sin pick-up truck.
Læs mere
Fold sammen

To tyske småbørnsforældre har parkeret deres mobilehome helt nede ved stranden og sidder i det lille køkken bagi med tevand over gasblusset og skydedøren åben. De kigger ud på deres børn, der løber på løbehjul på den smalle asfalterede promenade langs stranden. Forældrene kigger på børnene.

Børnene kigger på mågerne, der hopper lettere stresset rundt i det hvide sand. Mågerne kigger på tre fiskere, der renser morgenens fangst og nu og da smider fiskerester på stranden. Og fiskerne kigger på hinanden – en far og hans to voksne sønner – og tænker »Det er da i grunden slet ikke så tosset, det her.«

Jørgen Baatz Andersen er fisker på efterløn. Hans sønner, Rasmus og Thomas, er maskinmestre og sejler for DFDS og Mærsk. Denne smukke morgen i september har de været på havet siden klokken 7 for at tømme net, og det har givet dem et par spande krabbekløer.

»Du er også kun journalist nummer 180, der kommer her og vil have historien om Klitmøller,« griner Jørgen Baatz Andersen, da han kommer op til sin lille fiskerhytte »Gefion« og skifter til badesandaler.

»Næste weekend er der stævne, så skal du se, hvad det gør ved byen,« siger han og fortæller, hvordan VM i windsurfing sidste år gav svære trafikale problemer – og en, påstår han, indtægt på 240.000 kroner i parkeringsbøder.

»Kommunen elsker, at der er kommet fokus på Thy. Men først lokker man folk hertil, og bagefter hyrer man et parkeringsfirma, der skriver bøder ud for en kvart million. Det kan man fanme da ikke!« mener han og rykker op i de sorte cowboybukser, der holdes oppe af et par lilla seler med teksten »Jeg ryger, når det passer mig« på tysk.

Her står husene altså ikke til salg i evigheder

Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

Jørgen Baatz Andersen skulle lige have luft for sin galde, men ellers virker han godt tilfreds med tingenes tilstand i Klitmøller. Der er i det hele taget langt mellem de kritiske røster, og sønnen Rasmus Andersen er ikke en af dem.

Han flyttede hertil fra Aarhus for tre år siden med sin kone og børn. Da de købte hus, havde der stået tre huse til salg på vejen rigtig længe, som i Udkantsdanmark-længe. Men på en måned blev alle tre huse solgt.

»Inden for de sidste to-tre år er det gået rigtig stærkt. Vi har fået en fantastisk tilvækst af unge mennesker, der gerne vil bo og arbejde her – og så surfe. Mange akademikere tager ind til Aalborg og arbejder, eller også prøver de at skabe deres egne job her i området – det er et sundt entreprenørskab i Klitmøller.«

»Tilvæksten har også gjort, at vi har fået gode institutioner – vi har vuggestue, børnehave, fritidsordning og en friskole, der åbnede, da kommunen lukkede folkeskolen,« forklarer Rasmus Andersen, hvis børn går i en børnehave, hvor de lige har søgt om udvidelse.

»Klitmøller er blevet hypet i medierne. Kommunen har ansat en konsulent, der har gjort et godt stykke arbejde, som gør, at familier måske vælger at slå sig ned her og ikke 20 kilometer længere nede ad kysten. Men det er ikke bare det. Det virker også, som om der i det hele taget er en bevægelse i samfundet, hvor folk søger væk fra byen og tilbage til rødderne,« mener Rasmus Andersen.

Nordeuropas hotspot for surfere

Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

I den gamle redningsstation, hvor redningsbåden engang stod klar til at redde fiskere i havsnød, er der nu medborgerhus med jazz- og gospelkoncerter og plads til 150. Denne formiddag står solskinnet ind ad døren, og man er ved at dække op til en stor familiefest næste dag. Jeg præsenterer mig som journalist nummer 180, der er ved at skrive historien om Klitmøller og får et hurtigt svar »Ja, i den her måned!« og et grin fra en kvinde i 40erne.

»Min søster og jeg er født her, men flyttede fra Klitmøller, da vi skulle uddanne os. Min søster bor i dag nord for København, og jeg bor på Fyn. Hver gang, vi er hjemme på besøg, kan vi se, at der er kommet flere og flere til. Jeg så et ungt par her til morgen med Weekendavisen under armen og tænkte for mig selv: »De er i hvert fald ikke mølboer, dem der.« Byen har fået godt fat i Nørrebro-segmentet og den kreative klasse fra København,« fortæller hun.

Medborgerhusets kasserer er pensioneret praktiserende læge Niels Høvring. Han glæder sig over den gode udsigt og den lille asfalterede promenade langs stranden, der får folk ned forbi den historiske bygning, hvor man stadig kan se og læse om redningsbåde gennem tiden i glas og ramme på væggen. Men først og fremmest er han glad for den udvikling, Klitmøller har oplevet de senere år.

»Der er kommet mange Christiania-cykler i byen. Det var der ikke for ti år siden. De unge kommer med alt deres grej og deres børn, og det er dejligt. Vi er den eneste by i Thisted Kommune, der oplever befolkningstilvækst. Og den der konflikt for mange år siden med, at »Nu kommer surferne til byen!« den er der slet ikke mere.«

»De to kulturer har lært at leve sammen uden problemer, for enten er det havvejr, og så kommer badegæsterne – eller også blæser det, og så kommer surferne,« forklarer han.

I dag er det havvejr i Klitmøller, men selv om temperaturen er langt over 20 grader, er badesæsonen ved at være slut her i september. Der er i det hele taget stille i Klitmøller denne dag, kun en enkelt kitesurfer at se, som over middag får selskab af tre-fire andre, der sætter hver sin farvestrålende drage op og lader den trække surfboardet hen over havets blå overflade.

Men i godt 30 år er surfere fra hele Europa valfartet til Klitmøller, der regnes som et af Europas bedste surfspots og uden sammenligning er Nordeuropas bedste.

En eksotisk afkrog i Danmark

Rasmus Fejerskov fra surfskolen West Wind. Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

En af de første surfere, der slog sig permanent ned i byen, er Rasmus Fejerskov. I 2000 havde han lige slået op med kæresten i Aarhus og trængte til luftforandring. Han var tømrer i starten af 20erne og ville bare gerne surfe, så han startede med at bo tre måneder på en campingplads. Og blev hængende. Men efter en surfulykke i 2003 og en lang genoptræning skulle han i gang med at arbejde igen.

»Windsurfing var stort i 90erne, men da jeg kom, var det ved at ebbe ud. Det var i det hele taget imod alle odds at starte en surfshop her, men jeg fik et par med på ideen, og så gav vi det et shot,« forklarer Rasmus Fejerskov.

I dag er West Wind den ene af Klitmøllers to store surfskoler og centrum for især windsurfing, kitesurfing og diverse andre former for vand- og vindsport. Uden for butikken står surfboards klar til at blive udlejet, og der er en stor tavle med alt det, skolen tilbyder.

På parkeringspladsen holder Rasmus Fejerskovs røde pick-up truck plastret til med reklamer og påført fire gigantiske hjul, der får den til at minde om de monstertrucks, man ser i Island.

Inde i butikken er der flere boards og våddragter samt et stort udvalg af T-shirts, hættetrøjer og lignende, der mest af alt minder om en strandbutik i Thailand eller et andet eksotisk sted langt fra Danmark – eneste forskel er, at motiverne tager udgangspunkt i Klitmøller og den jyske vestkyst.

Særligt mærket Lacor – stiftet af to aarhusianere med deres faste gang som surfere i Klitmøller – tager den gamle fiskeræstetik til ekstremer. Deres har tøj har forskellige motiver med den velkendte gamle fisker med sydvest, der hang som klatmaleri i mangt et 1970er-hjem. På en af Lacors T-shirts står fiskeren på et surfboard, og hans lange fuldskæg bliver til den bølge, han surfer på. På en anden står der bare »Æloha«.

»Bølgesurfing er the shit over hele verden i disse år«

Mor Meluka og Vahineura Itchner fra Cold Hawaii Surf Camp. Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

Senere flyttede et par som Vahine & Mor til Klitmøller. Vahineura Itchner er fra en lille naboø til Tahiti, hvilket alle folk lige skal have bekræftet en ekstra gang, sikkert fordi hun er lys og ikke ligner det Gauguin-maleri, man først får på nethinden.

Mor Meluka fra Israel er den arketypiske surfer med bermudashorts, T-shirt, kronisk solbrændthed og et langt sundt hår, der er bleget af solens stråler og synes næret af mineralholdigt saltvand gennem et helt liv.

Da Mor var dreng, surfede han, som ung var han juniormester i Israel tre år i træk, og som voksen har han vundet de danske mesterskaber i bølgesurfing flere gange.

Parret havde surfet verden tynd, da de i 2009 valgte at slå sig ned på den jyske vestkyst for at praktisere bølgesurfing og tjene penge på den surftype, der er mest hype omkring i disse år.

»Bølgesurfing er the shit over hele verden i disse år. Fordi det er let. Du skal ikke bruge sejl, men tager bare dit bræt på nakken eller på taget af bilen og så af sted. Du kan surfe, når der bare er lidt vind, og når det blæser meget,« forklarer han.

Parrets surfskole hedder Cold Hawaii Surf Camp, og Nordic Surf Café er navnet på deres café med hjemmelavede burgere og kager, god vin, kaffe og chokolade fra Summerbird. Højsæsonen er i sommermånederne, men de surfer året rundt her, og hvis det stod til dem, måtte Klitmøller godt stoppe lige nu! – og ikke blive mere populær.

»Det, der sker i Klitmøller, er på grund af surfing. 100 procent. Eller jeg vil hellere sige takket være surfing. Men her er også mange med dollartegn i øjnene, og vi kan ikke stoppe væksten. Det er både godt og skidt. Hvis det bliver alt for stort, er det ikke længere, hvad vi kom efter,« siger Mor Meluka og tager så telefonen – det er en surfer, der gerne vil reservere et af de otte værelser, Cold Hawaii Surf Camp har indrettet i en toplans-villa ved byens supermarked.

Danmark er først ved at tage kulturen til sig

Mor Meluka begyndte at surfe som seks-årig i Israel. Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

Lidt senere dukker en ung surfer op i caféen og spørger på et longboard. Mor går med ham op på 1.-salen, hvor de har deres grej – en halv time senere kommer surferen ned igen med et bræt til 7.000 kroner under armen og et stort smil.

»Congratulations,« lyder det fra Vahine, som jeg i mellemtiden er begyndt at drikke kaffe med. Cool & easygoing ville man kalde hende på engelsk, og det er også den afslappede surferstil, hun står for sammen med Mor.

Tidligere på dagen så jeg hende gå tur med sin hund på byens hovedgade, nynnende i et par afrevne shorts, sommerstangsrøde espadrillos, ring i næsen og en spraglet strikketrøje – men da vidste jeg ikke, at det var hende, og jeg gik derfor også med Gauguin-malerier i tankerne.

»Min far er polyneser, og min mor er halvt-fransk, halvt-polynesisk. Jeg er vokset op ved vandet, men begyndte først at surfe som 25-årig. Min mor forbød mig det. Hun var ikke hysterisk, men hun så hele tiden min bror komme hjem med blod og brækkede kropsdele, så jeg dansede Hawaii-dans i stedet.«

»Men jeg er vokset op med hele lazy- og hang loose-kulturen. Her i Danmark er vi først ved at lære bølgesurfing at kende, og det er lidt fashionabelt her. Men i Polynesien er det en gammel sport, der er det hverdag,« starter hun og går så over og brygger to-go kaffe til en ung mor med gule Birkenstock-sandaler og sovende barn i klapvogn.

Pludselig står der en gammel mand foran mig med et lettere vanvittigt blik i øjnene. Han ligner en, der har set et spøgelse, men det viser sig at være Døden, han har stået ansigt til ansigt med. På gebrokkent engelsk fremstammer han:

»Jeg leder efter den mand, der reddede mit liv i går.«

»Jeg tror, folk er begyndt at give sig selv lov til at drømme lidt mere. Da vi flyttede hertil for knap otte år siden, havde vi 0 kroner«

Mor Meluka begyndte at surfe som seksårig i Israel og driver i dag Cold Hawaii Surf Camp i Klitmøller sammen med Vahineura Itchner. Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

Mor kommer ned med sydafrikanske Eric, der hjælper til i butikken og på surfskolen. Det var ham, der reddede Uwes liv dagen før. Efter 22 år med eget sommerhus i Vangsaa lidt syd for Klitmøller blev den 75-årige tysker en af de turister, der hvert år kommer galt af sted ved den jyske vestkyst.

En stærk understrøm gjorde det umuligt for ham at komme op af havet, og da Eric fik ham op efter en svømmetur, der blev halvanden time længere end planlagt, var Uwes kropstemperatur nede på 32 grader, konstaterede de på Thisted Sygehus.

Efter adskillige håndtryk med begge hænder og kram på en højtidelig genfødt måde, går Uwe udenfor.

Hans nevø har opdaget, at jeg er journalist (nummer 180), og synes, det er Weltklasse, at hans onkel nu kommer i avisen – han nærmest flækker over det og fortsætter rækken af medier, han lige kan forestille sig sin onkel i.

»Så kommer du i Der Spiegel, Bild og måske på RTL Zwei. Harh, harh, harh,« lyder det fra ham, mens Uwe trækker høfligt på smilebåndet.

I mellemtiden har Vahine tænkt over, hvorfor Klitmøller nu ikke bare er et sted, man tager til for at surfe, men også bosætter sig og skaber sig en tilværelse i.

»Jeg tror, folk er begyndt at give sig selv lov til at drømme lidt mere. Da vi flyttede hertil for knap otte år siden, havde vi 0 kroner. Folk ser på os og ser, at det kan lade sig gøre – og kan det ikke lade sig gøre, så prøver vi noget andet. Det er den filosofi, vi giver videre.«

»Vi er i en tid, hvor folk er mere selvstændige, der er meget iværksætteri og kreativitet her. Og det spreder sig. Mor har lavet en surf spot guide, som viser, at du kan finde 15-20 gode steder at surfe her på kysten fra Blokhus og helt ned til Agger. Det er ikke kun i Klitmøller.«

Windsurfing og strategisk kommunikation kan godt forenes

Rasmus Johnsen fra CoWork – surfer, filosof og strategisk kommunikatør. Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

Sød musik i Rasmus Johnsens ører. Han er »konsulenten fra kommunen«, selv om han kun har været konsulent for kommunen på et par opgaver og ellers arbejder frivilligt eller fra eget firma. Selv kalder han sig Cold Hawaii-evangelist og sidder i casual fløjlsshorts, røde Puma Suede og et par firkantede sorte briller med attitude i overmål. Ham ligger det også på sinde, at Klitmøllers gode vibrationer spreder sig til resten af lokalområdet.

»Det kan hurtigt blive en lille boble,« starter han.

Rasmus Johnsen er cand.mag. i filosofi med bifag i idræt og var med egne ord »umulig at placere på arbejdsmarkedet«, da han kom ud fra Syddansk Universitet i starten af 00erne. Men hans passion for windsurfing endte med at skaffe ham det job inden for strategisk kommunikation, han havde svært ved at finde.

Da Hanstholm i 2004 præsenterede et stort projekt for byens havn, der ville ødelægge Cold Hawaiis bedste surfspot kaldet Middles, måtte han op på barrikaderne.

Han var med til at stifte foreningen Safe Middles, der hurtigt fik 1.000 medlemmer og for at gøre en lang og kedelig kommunal historie kort, endte man med hjælp fra et ingeniørfirma med at skabe en salomonisk løsning, der rykkede planerne for Hanstholm Havn lidt mod vest, så Hanstholms surfspot forblev intakt.

»Da bølgerne gik højest, blev vi sammenlignet med BZ’erne. Men da ingeniørfirmaet kom med sin rapport, var der pludselig et helt andet udgangspunkt for en stille og rolig snak. Det blev starten på en masterplan for Cold Hawaii, der i stedet for at se det som en ulempe, at surferne kom, så det som en fordel,« forklarer Rasmus Johnsen.

I et samarbejde mellem tre kommuner og private sponsorater blev Rasmus Johnsen ansat, og hans arbejde endte med en trepunktsplan for Cold Hawaii. Alle tre punkter tog afsæt i surfing: En årlig tilbagevendende begivenhed i form af værtsskab for World Cup i windsurfing. Surfing som led i en alternativ bosætningsstrategi. Surfing som en del af uddannelsessystemet.

»Det er lykkedes med alle tre punkter. Vi har haft World Cup i Klitmøller siden 2010. Folk bosætter sig her på grund af surfing – det er ikke bare nogle surfere, der fester på stranden og ikke køber noget hos den lokale købmand. Og man kan tage HF, mens man lever surferlivet – der er to klasser her i Thy, hvor man kan trække et wild card og holde fridag, hvis bølgerne pludselig er perfekte – som de var i onsdags. De har købt deres egen bus på uddannelserne, så de hurtigt kan komme til Klitmøller.«

»Det er mennesker, der smider alt, hvad de har i hænderne, hvis bølgerne er gode«

Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere

Rasmus Johnsen flyttede med sin familie fra Odense til Klitmøller og sidder i dag på kontorfællesskabet CoWork lidt oppe ad hovedgaden. Eller rettere han står udenfor sammen med Rasmus Fejerskov fra West Wind og besigtiger den blå container, som de skal til at fylde op. Det lille husmandssted, som CoWork har til huse i, skal delvis rives ned og bygges op igen, så der foruden kontorpladser bliver guesthouse med mulighed for at overnatte.

»Surfere er folk, der rykker på en vejrudsigt. For to dage siden var vinden perfekt, og surferne strømmede til byen. Det er mennesker, der smider alt, hvad de har i hænderne, hvis bølgerne er gode – det kan de se på webkameraet, der er hængt op på formanden for borgerforeningens skorsten.«

»Her på CoWork kan de leje et skrivebord og en netforbindelse og få afsluttet deres arbejde og sendt de sidste mails. Og nu kan de også snart bo her,« forklarer Rasmus Johnsen – og taler så om dem, der kommer for at blive.

»Det er vigtigt at skabe miljøer, og her på CoWork kan du på en time blive kickstartet fra 0-200 km/t. Vi holder også fredagsbar en gang om måneden og en legendarisk julefrokost. En stor del af de, der har overvejet at flytte til Klitmøller, som har været med til vores julefrokost, er flyttet hertil!«

»Der sidder fem procent i København og drømmer om et liv på landet. Det er ikke sikkert, de gør det. Men de, der hører om Thy og Klitmøller og tænker, at »Det lyder sgu da for fedt!«, de skal helst se nogen, der ligner dem selv. Det ved man fra undersøgelser om bosætning. Og der har man måske vippet til noget, man er lidt stolt af. At man kan skabe et mini-Vesterbro her,« siger han – og kommer selv enhver skepsis i møde:

»Det er så også her, at det kan blive en boble. At man kommer til at lukke sig om sig selv. Derfor er det så fedt at se, hvad der sker andre steder i kommunen.«

Han åbner sin MacBook og åbner et luftbillede af vestkysten, hvor man kan se Klitmøller med Hanstholm ti kilometer oppe ad kysten og Nørre Vorupør lidt mod syd.

I Nørre Vorupør er en ung kvinde medstifter af firmaet WhipperKids, der laver windsurfing-udstyr til helt små børn. Og på Hanstholm Havn »brager Hanstholm Madbar derudad«, mens en kendt dansk musiker, der starter med S og slutter med imon Kvamm, har indspillet sin kommende soloplade i Hanstholm Fyr.

Foto: Cathrine Ertmann. Fold sammen
Læs mere