Advent med Grundtvig og Møllehave

Hanne Reintoft, Diana Benneweis, Georg Metz og Paula Larrain er blandt de mange forskellige bidragydere, der åbenhjertigt fortæller, hvordan de finder glæde og stunder af livsfylde i antologien »Det glade hjerte lever længst«.

Der findes en linje fra et digt, som siger, at den største glæde er glæden for slet ingenting. Den har altid irriteret mig, for ville det ikke være utaknemmeligt, om man sagde til sine elskede eller til det barn, som man elsker, at den glæde du bereder mig, er glæden for slet ingenting? Ville glæden ved en forårsdag være glæden for slet ingenting, ville glæden ved en roman eller et stykke af Shakespeare være glæden for slet ingenting?

Piet Hein har skrevet et gruk, som han kalder glædens kilde:

Der er nogen der jubler

de véd ikke hvad af,

og nogen som intet og ingen

kan lære det.

Der er vist kun én ting

man rigtig bliver glad af

det er: At være det.

Det lille gruk siger noget om glæden som fænomen. Jeg begravede for mange år siden en mongolid dreng. Han havde fire søskende, og da jeg sad og talte med forældrene om drengens liv, spurgte jeg, om det havde været

svært at leve med hans lidelse. De svarede: »Svært? Han var selveste livsglæden i familien. Det eneste han ikke kunne bære var, når vi skændtes eller var uvenner. Når vi om sommeren var på campingture, blev vi næsten altid stressede og urimelige, når vi skulle slå teltet op. Vi råbte og skreg til hinanden og kogte op af raseri. Når vi så omsider lå under teltdugen og skulle sove, sagde han:

»Inden vi sover, skal vi så ikke alle sammen grine?«

Det er svært at grine på kommando, men vi overgav os, fordi han bad os så hjerteligt om det, og efterhånden bredte den ægte munterhed sig – for hans skyld. Han var så sårbar – og dog altid så glad. Det var os, der var destruktive over for glæden. Han var glad af væsen og værnede om glæden, som man værner om en lille flamme ved varsomt at runde hænderne om den. Det bliver svært at undvære ham.«

Sådan fortalte de mig om ham, og jeg har aldrig glemt det.

Jeg kommer til at tænke på Johannes V. Jensens himmerlandshistorie om Jørgine. Jørgine slider på en gård som køkkenpige fra tidlig morgen til sen aften. Alligevel har hun et overskud af glæde, man ikke kender mage til. Især når nogen skal holde bryllup – hun slipper, hvad hun har i hænderne og løber efter brudekareten – overvældet af fornøjelse. Og så står der, at da man vidste, at hun ikke havde noget at glæde sig over – så lod man hende beholde glæden.

Den sætning gør rigtig ondt.

Hvad er grunden til, at man ikke ville have undt hende glæden, hvis hun havde haft noget at glæde sig over? Er vi misundelige på andres glæde? Og hvorfor er vi forsigtige med at lade glæden løbe af med os?

Familien med den mongolide dreng behøvede ikke at have nogen til at minde dem om vreden, irritationen, skænderierne. Men den mongolide dreng måtte minde dem om, at glæden ikke skulle tilsidesættes, den kunne gå hen og forsvinde helt. Det sker vel i mange former for samliv og familieliv.

Hvorfor forskanser vi os mere mod glæden end mod vreden? Er det fordi glæden vil gøre os mere generøse, mere taknemmelige end vi har lyst til at være og mindre rethaveriske? Er der noget om, at vi bygger et værn op mod glæden? Hvis man spørger, om glæden forlænger livet, må jeg tænke på de mennesker, jeg har kendt, som havde evnen til at glæde sig næsten uforbeholdent. Jeg har haft venner, som blev over 80 – enkelte endda over 90, og det fællestræk ved dem var netop, at de bevarede glæden på vidt forskellig måde.

Jeg havde en veninde, som næsten blev 99 år. Hendes liv havde været præget af mange sorger – hendes far begik selvmord, hendes første mand tog sit liv for ikke at røbe sine kammerater i modstandsbevægelsen, hendes datter begik selvmord, hendes søster blev myrdet i et jalousidrama. Hun havde gået i skole med min mor, og jeg har ikke kendt nogen, der havde så sjældent et livsoverskud – trods alle de smerter og tab og sorger, hun havde haft. Hun er det stærkeste eksempel, jeg har truffet, som i sin tilværelse gjorde Kingos livserfaring til sin:

Så er sorg til glæde lænket

så er drikken mig iskænket

besk og sød i livets skål,

sådant er mit levneds mål.

Da hun fyldte 90, fik hun en voldsom depression. Jeg mente, at det var fordi, hun var blevet så gammel, og at der ikke var en eneste mulighed for, at hun kunne hjælpes. Hun, som havde holdt så mange af os oppe og givet os håb og mod, hun var nu ikke i stand til at klare mere. Men en psykiater, som hørte med i hendes store vennekreds, forklarede mig, at der var mulighed for at hjælpe hende. Det var en depression, som ikke havde med hendes alder at gøre, der kunne helbredes. Jeg troede det bestemt ikke. Men psykiateren havde ret. Hun blev indlagt medicinsk og hjulpet gennem depressionen og fik ni års livsforlængelse. Og genvandt sin livsglæde.

Igen er den glæde, som ikke også er lænket til sorgen, overfladisk. Hvis man ikke tør tage imod glæden, fordi den altid har sorgen som skygge – taber man muligheden. Vi havde en nabo som var invalid. Da hun var alene i julen, inviterede vi hende altid ind til os juleaften. Hun glædede sig mere til julen end noget barn, og hun var over 80 år.

En af de smukkeste bøger, jeg har læst om livsglæden, er skrevet af Helmuth Friis, som var en talentfuld radiokunstner.»Den handler om den glæde, der river os med og trodser død og smerte. Han skrev den om kap med den cancer, han bukkede under for.

I Vridsløselille Statsfængsel lærte jeg en fange at kende, som afsonede tredive års fængsel. Han boede hos os kort efter sin løsladelse. Han blev så glad for at være i vores sommerhus, at han spurgte, om han måtte blive der, når vi rejste hjem, fordi vores børn skulle i skole, og vi skulle tilbage til vores arbejde. Han blev boende i mange år. Og vi fik breve fra ham med udtryk som: »Hver dag er en julegave.« Han havde en glæde ved natur og børn og fugle og en ubændig glæde over at være et levende menneske. Han bevarede glæden og nysgerrigheden efter hver ny dag, selv efter at han var henvist til at leve i rullestol.

Jeg kendte en gammel klog mand, som lå for døden, da han var 93. Han havde været optaget af mystikere og religion hele sit liv. Hans glæde var en glæde over alt, hvad livet rummede. Jeg kom for at besøge ham en formiddag – men kom for sent. Han var altid glad for at få besøg, og jeg forsøgte at komme så meget, det var mig muligt. Den sygeplejerske, som havde passet ham, fortalte, at hun ganske vist ikke kunne gøre meget for ham – spise kunne han ikke længere, men hun kunne bringe ham et glas isvand eller ordne hans seng. Han lå på enestue, og hun bankede altid på døren, før hun gik ind til ham. Den formiddag havde hun banket forsigtigt på og spurgt ham, om hun forstyrrede, og hun ville aldrig nogensinde glemme hans svar. Han sagde: »Ja, ærlig talt, for jeg ligger her og dør – og det er meget interessant.«

Om glæden holder os længere i live, ved jeg ikke – men det er ikke nok for et menneske, at hjertet slår, det skal helst have nogen og noget at slå for. I disse helsetider, hvor man advarer mod alskens trusler og usundheder og uregelmæssigheder, blandt andet stress og manglende nattesøvn, kan jeg ikke undlade at tænke på to personligheder, der næsten aldrig sov mere end tre timer i døgnet. Den ene var Thomas Alva Edison, opfinderen fra Menlo Park, opfinderen af blandt andet glødelampen (glødetrådspæren dateres til 21. oktober 1879). Den anden var N.F.S. Grundtvig. Edison blev 84 år, og Grundtvig næsten 90. Edison tog patent på 1093 opfindelser. Jeg gætter på, at kilden til hans manglende nattesøvn og kilden til hans opfindsomme livsglæde var den samme. Hvordan skulle den mand, som flere tusind lys bogstaveligt talt gik op for hvert eneste døgn, nogensinde nå ned på søvnens bund i levende live?

Hvis der er noget, der forbinder de to giganter, skulle det være deres lyssyn. Lad pessimisterne Nietzsche og Strindberg hævde, at sortsyn er klarsyn. Vi kan ikke undvære Grundtvigs kamp mod mørkets magter og mørkets mænd. Grundtvig skriver på sit dødsleje:

Nærmest er de dødes rige

nemt det er at stævne did.

Men o ve for uglesangen

bundløs der er undergangen.

Grundtvig var maniodepressiv og oplevede katastrofale nedture, men kæmpede hele sin tilværelse for at understrege evangeliets ord om, at lyset skinner i mørket, og mørket skal aldrig få bugt med det.

En af Grundtvigs mest kendte højskolesange er skrevet til en højskoleindvielse i 1856. Den hedder »Hvad solskin er for den sorte muld«. I den følger kampen mellem lyset og mørket i det enkleste billedsprog. Solen kan være destruktiv, den kan svide jorden af og skabe ørkner, men på vore breddegrader kommer den langsomt ud på foråret, og selv i den danske højsommer er solen livgivende. Som den er grundbetingelsen for vækst, sådan er livsoplysningen fundamental for menneskets eksistens.

Oplysning betyder for os i dag nærmest det samme som information, man kan ringe til oplysningen. Men for Grundtvig var livsoplysningen noget andet end simple informationer. Livsoplysning var det, som lod os forstå, at lyset var stærkere end mørket. Derfor er omkvædet i hvert vers:

Trods mørkets harme

i strålearme

af lys og varme.

Mørkets harme er nihilismen, påstanden om at alt er intet. Få vidste som Grundtvig, at mørkets kræfter er drabelige, og at kampen for lyset altid sker i trods. Men at lyset er bedre end mørket fandt han belæg for allerede i skabelsesordene »Gud sagde: Der blive lys – og der blev lys – og Gud så, at lyset var godt.«

Der står ikke, at Gud så, at mørket var godt. Selvom mørket jo er godt for frøkornet i jorden og fosteret i livmoderen. Men både frøet og fosteret er på vej frem mod lyset.

I højskolesangens sidste vers står linjen: »Vorherre vidner at lys er godt.« Det lys går gennem alle Grundtvigs salmer og sange. En af hans mest kendte folkelige sange er: »Et jævnt og muntert virksomt liv på jord.« Den blev oprindeligt skrevet til hans to sønner Svend og Johan – »Åbent brev til mine børn 1839« – men da Grundtvig ligger for døden i 1872 kommer hans højskoleven Ernst Trier og beder ham skrive sidste vers om. I sidste vers beklagede Grundtvig, at skolen let kunne gøre eleverne modløse og gøre dem mindre, end de egentlig var. Trier ville ønske Grundtvig ville ændre sidste vers. Grundtvig fik en blyant og skrev:

Om kort, om langt blev løbebanen spændt,

den er til folkegavn, den er til grøde;

som godt begyndt er dagen godt fuldendt,

og lige liflig er dens aftenrøde.

Det hedder ellers: Godt begyndt er halvt fuldendt – men Grundtvig ændrer det til: »Som godt begyndt er dagen godt fuldendt.« Det betyder, det er ikke for sent. Det skulle nødigt gå os, som det gik de to gamle mænd, der stod på kirkegården efter en begravelse, og den ene sukkede og spurgte den anden: »Kan det næsten betale sig at gå hjem?«

Ja, det betaler sig at bruge dagen, selvom man ikke ved, hvor længe livet varer. Netop ved at sætte disse linjer til digtet i den situation beviste han deres sandhed. I hans digtning er »glæden vor salmetone«.

Jeg tror, at det var den glæde, der fik ham til at holde ud så længe trods kun tre timers søvn i døgnet i lange perioder og trods den lurende depression, som tre gange brød ham psykisk ned i en sådan grad, at lægerne navnlig i 1844 troede, at han aldrig ville blive rask. Vi ved næppe selv, hvor afgørende det er for vores tro, at Grundtvig satte den på vers. At han pointerede, at livet ligger foran os, det er her vi har død og grave og sorg, vi rejser fra dødningehjem til de levendes land. Livet er ikke som et år, som lukker sig med efterårets storme og vinterens dødskulde, lyset skinner i mørket:

Derfor så længe verden står

nu efter vinter kommer vår

livsaligt i Guds rige.