Adam Holm efter Christchurch: »Jeg har lært af massakren, at jeg selv er mere kynisk og bedøvet, end jeg troede«

Den stadig mere udbredte dem-og-os-logik betyder, at vi ikke kan genkende en tragedie, når vi ser den, mener journalisten og historikeren Adam Holm. For ham var massakren i Christchurch en øjenåbner.

»Jeg tror, at dem-og-os-logikken har indlejret sig så dybt i os, at hvis det går ud over muslimer, så har vi nogle gange kun et skuldertræk til overs,« siger Adam Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

»Hvor har fordømmelsen været,« spørger Adam Holm.

»Jeg undrer mig over, hvor fordømmelsen har været fra dem, der i mange år har råbt til muslimerne, at de skulle fordømme terror. Jeg undrer mig også over, hvor fordømmelsen har været fra den mere nationale side af det politiske spekter. Hvor er medfølelelsen? Hvor er sympatien?«

Journalisten og forfatteren, der også har været studievært på DR2, er lige nu en mand, der undrer sig. Ikke bare over den manglende fordømmelse hos andre, men også over sin egen reaktion på terroren i Christchurch i New Zealand, hvor en mand gik til angreb på to moskeer, dræbte 50 mennesker og livestreamede det hele på Facebook.

»Jeg tror, at dem-og-os-logikken har indlejret sig så dybt i os, at hvis det går ud over muslimer, så har vi nogle gange kun et skuldertræk til overs,« siger Adam Holm til Berlingske.

I indlægget »Hvad terroristen i Christchurch har lært os« på Altinget.dk. skriver han sådan her om, hvordan han reagerede, da han hørte om terrorangrebene:

»Hvem kunne være uberørt af morgenradioens historie i fredags (...)  Det kunne jeg. I hvert fald gled nyheden ind ad det ene øre og ud ad det andet, mens jeg slubrede min kaffe og lyttede til familiens blanding af træt brok og ønsker for weekenden.«

Jo, Adam Holm undrer sig, og han vil også gerne pege på »den grove fordom«, der går ud på, at islamistiske terrorister er loyale mod deres hellige bog, Koranen, hvorimod de muslimer − flertallet − der giver udtryk for forfærdelse og tager afstand fra de blodige handlinger, er på galt spor. På Altinget.dk skriver han:

»Når (...) en ikke-muslimsk mand massakrerer muslimer, så er der, nøjagtig som i tilfældet Breivik, tale om en mentalt forstyrret mand, som måske føler sig stærkt presset af indvandringen til hans land og nu bare ikke kan tage mere. Volden forklares som en afvigers desperate og syge handling, ikke som del af et politisk og ideologisk kontinuum. Glem, at etablerede og fremadstormende politiske partier som Fidesz i Ungarn, Alternative für Deutschland, Nye Borgerlige og Lega i Italien mener omtrent det samme om indvandring og islam som gerningsmanden.«

To kvinder fotograferet torsdag uden for Al Noor-moskeen i Christchurch. Fold sammen
Læs mere
Foto: Edgar Su/Reuters/Ritzau Scanpix.

Adam Holm skriver videre, at det på kommentarsporene fra højrenationale debattører herhjemme og ude i den store verden virker, som om gerningsmanden er en slags offer, fordi han er »dybt bekymret over den ændrede demografiske balance«, den såkaldte »replacement«, der er en følge af immigrationen.

»Den muslim, der til sammenligning måtte driste sig til at forsøge at forklare − ikke undskylde − en islamistisk terrorist under henvisning til for eksempel vestlige angreb på lande i Mellemøsten, ville få retoriske pisk med den nihalede,« mener Adam Holm.

»Det handler ikke om, at jeg vil relativere islamismen eller undskylde alle muslimer som stakkels ofre, men jeg synes, at vi er kommet til et sted i vores kulturelle og politiske debat, hvor der er enorm meget vrede og hævntørst.«


Hvad stiller man op?

Adam Holm siger til Berlingske, at det kan lyde som »dybt bedaget humanisme« at sige, at vi skal se på hinanden som mennesker, men faktisk er han godt træt af, at begrebet humanisme i manges ører har fået sådan en negativ klang.

»Det handler ikke om, at jeg vil relativere islamismen eller undskylde alle muslimer som stakkels ofre, men jeg synes, at vi er kommet til et sted i vores kulturelle og politiske debat, hvor der er enormt meget vrede og hævntørst,« siger Adam Holm.

»Jeg har lært af massakren, at jeg selv er mere kynisk og bedøvet, end jeg troede. Og at der er forskel på, om det er os eller dem, der bliver slået ihjel.«