»Abbey Road« fylder 50: The Beatles´ sidste album lyder bedre, end det er

Der er fin detaljer og labre lyde på »Abbey Road«, men sangene er gennemsnitligt mindre geniale end normalt. Jubilæumsudgaven viser det hele og lidt til.

MUSIC-BEATLES/
REFILE - CORRECTING TYPO IN CREDIT Members of the Beatles, George Harrison, Paul McCartney, Ringo Starr, John Lennon, cross Abbey Road in London, Britain, August 8, 1969. Picture taken August 8, 1969. Iain Macmillan, courtesy Apple Corps/via REUTERS THIS IMAGE HAS BEEN SUPPLIED BY A THIRD PARTY. MANDATORY CREDIT.NO RESALES.NO ARCHIVES. FOR EDITORIAL USE ONLY IN REPORTING EVENTS OF THE ABBEY ROAD 50TH ANNIVERSARY FAN EVENT AND THE GLOBAL ANNOUNCEMENT RELATING TO THE LAUNCH OF THE 50TH ANNIVERSARY ALBUM SETS OF THE BEATLES.NO NEW USES AFTER 2359 ON AUGUST 31, 2019. IMAGE MUST BE USED IN ITS ENTIRETY - NO CROPPING OR OTHER MODIFICATIONS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout .

Der er ting, man elsker ubetinget, og der er ting, man elsker på trods. Beatles-albummet »Abbey Road« hører for mit vedkommende til den sidste kategori. Jeg har hørt det mindst 1000 gange. Jeg elsker det. Men jeg synes stadig, at det lyder bedre, end det er. Mere om det om et øjeblik..

»Abbey Road« blev indspillet på bandets hjemmebane, i EMIs legendariske studier på Abbey Road i det nordvestlige London. Det var hårde tider. Forretningsskænderier, kunstneriske uoverensstemmelser, bøvl og ballade. Lige inden havde beatlerne arbejdet på filmen og albummet »Let It Be«, der imidlertid først blev udgivet året efter, da Wall of Sound-produceren Phil Spector på godt og ondt havde ryddet op i det kaos af optagelser, der stod tilbage, og det var både noget rod og vist nok begyndelsen til enden. Uanset hvad må man insistere på, at »Abbey Road«, som The Beatles »rigtige« producer, George Martin, tog hånd om, er værdigt til, trods de kronologiske omstændigheder, at blive kaldt »det sidste Beatles-album«. Det udkom  1. oktober 1969 i USA, en håndfuld dage efter at briterne kunne købe det, og i anledning af 50-årsjubilæet er der udkommet en boks med LPer og en boks med CDer, hvor sangene, takket være Martin junior, Giles Martin, står skarpere end nogensinde.

Det er fascinerende sager.

Med boksene følger fx nogle alternative takes, der, ud over så meget andet, viser, hvor dårligt The Beatles nogle gange lød, når tingene endnu kun var i deres vorden, og hvor hårdt der skulle arbejdes, før det sublime blev nået. Dertil kommer sange, som The Beatles aldrig selv udgav. Et af scoopene er Paul McCartneys nuttede demoudgave af »Goodbye«, som han skrev til Mary Hopkin

»De to første sange på »Abbey Road« lover mere, end det meste af resten kan holde.«


Og coveret? Det ligner selvfølgelig sig selv: The Beatles på vej over en fodgængerovergang på, ja, Abbey Road. Horder af fans har senere ladet sig fotografere netop her, og vejskiltet ved krydset Grove End Road og Abbey Road er i  dag placeret så højt, at man ikke kan stjæle det. Hver tredje måned bliver striberne renset for graffiti.

Og så til forbeholdene.

Det endte i retten

De to første sange på »Abbey Road« lover mere, end det meste af resten kan holde. Den ene, John Lennons »Come Together«, ligner musikalsk - og til dels, hvad ordene angår  - Chuck Berry's »You Can't Catch Me«, og den ligner den så meget, at det hele endte i retten, men den er alligevel umiskendeligt lennonsk. Den anden, George Harrisons »Something«, har en førstelinje, »Something in the way she moves«, der er tyvstjålet fra James Taylors »Something in the Way She Moves«, men trods huggeriet er også den umiskendeligt sin ophavsmands. Med sin smukke melodilinje, George Harrisons karakteristiske, spinkle stemme (der er velgørende mere disciplineret her end på hans senere soloindspilninger), samme ophavsmands bedste guitarsolo, Ringo Starrs præcise og originale trommespil og Paul McCartneys ultramelodiske og medkomponerende basspil er »Something« noget af det fineste, The Beatles indspillede. Det siger som bekendt ikke så lidt.

Der er  Paul McCartneys tekstligt sjove »Maxwell´s Silver Hammer«, som John Lennon  med en vis ret kaldte musik for bedstemødre, og der er Ringo Starrs børnesang »Octopus´ Garden«, som lyder lidt som  »Yellow Submarine«, bare ikke nær så sjov, og der er The Beatles´  suverænt kedeligste nummer nogensinde, John Lennons »Sun King«, og der er den næsten lige så kedelige Lennon-sang »Because«, hvor vokalharmonierne er det eneste opløftende.

Et lyspunkt er George Harrisons ekstremt iørefaldende og formidabelt velspillede »Here Comes the Sun«, der sammen med »Something« viste, at bandets yngste medlem nu sangskrivermæssigt var kommet fuldt på højde med Lennon/McCartney, et andet lyspunkt er den eneste trommesolo, Ringo Starr nogensinde fik lov til at indspille med The Beatles, for den er klassisk Ringo: Primitiv på den fede måde. Der er også en pragtfuldt heavy og vidunderligt monotont insisterende sang fra Lennon - »I Want You« - og en velsunget hyggerocksang fra Paul McCartney, »Oh! Darling«, og så er der - ikke mindst - det store medley på LP-udgavens side 2, og det har altid delt vandene. »It was just bits of song thrown together«,« kommenterede John Lennon, og det kan jeg godt følge ham i.  Selv om dele af medleyet er fornem popkunst, er det en kvalitetsmæssigt svingende og postuleret helhed.

Mindre genialt end normalt

Så hvad skal man så mene om »Abbey Road«?
Det trækker ned, at det er det eneste Beatles-album, hvor der ikke er en oplagt evergreen fra bandets bedste komponist, Paul McCartney, og de originale sange er gennemsnitligt melodisk mindre  geniale end de andre Beatles-album. Til gengæld har beatlerne aldrig været bedre musikere end her, og helt overordnet demonstrerer albummet på eminent vis alle involveredes evne til altid at få det bedste ud af det forhåndenværende. Selv når det er mindre end sublimt.

»Abbey Road« er tillige, og uanset dets svagheder, fyldt med smukke detaljer og labre lyde, og med jubilæumsudgaven (og særligt den på vinyl, der altid lyder bedst), får disse lækkerier endnu engang et lydligt boost. »Abbey Road« er og bliver et album, der lyder bedre, end det er, men fordi det er med The Beatles, er dét også mere end godt nok. Ligesom det i dén grad - og trods alt - stadig er værd at elske.

Abbey Road

The Beatles. Original produktion: George Martin. 2019-mix:: Giles Martin. Jubilæumsudgave. Boks med fire CDer eller boks med tre LPer.