Årets sidste julefrokost

I aften sidder jeg til bords ved årets sidste julefrokost. En hård og ubarmhjertig måned fyldt med stædige kampe med alt fra grønlangkål til sylte nærmer sig sin afslutning, men finalen tegner lovende.

Vi bliver fem mand. Militærhistorikeren, Livsstilscoachen, Pantermissen, Guitargøgleren og jeg. Gallerkatten kan ikke være der – han har af uransagelige årsager valgt at tage til Vietnam, men han er også 40-årig, single og boheme og så er udlængsel og Ho Chi Minh City åbenbart noget, der trækker.

Men vi andre skal i hvert fald indtage bordets glæder, hvorefter selvsamme med garanti vil blive fyldt med mørk spiritus. Måske – hvis vi er i stødet og ejeren tillader det – vil vi tænde op i en god cigar af cubansk oprindelse, som traditionen byder det, og hvis det bliver rigtig vildt, vil vi sidst på aftenen finde restaurationens gamle rejsegrammofon med tilhørende tragt frem og give den gas med nogle vinylskiver. Og nej, det er hverken Terror Squad, The Floor is made of Lava, eller Roisin Murphy, der breder sig i lokalet, men old school jazz fra før, vi selv var født.

Jovist, vi er blevet ældre, og selv om vi prøver ihærdigt hver eneste dag, kan vi ikke løbe fra det. Lidt mere jazzede, knapt så meget kompromisløst rockende.

For mit eget vedkommende har det sine fordele.

Jeg husker et julearrangement, som vi holdt på selvsamme restauration i det indre København for mange år siden. Vi havde drukket tæt, udvekslet historier fra de varme lande, grint og grædt som det sig hør og bør, mens røgen havde lagt sig som en dyne i det tætpakkede lokale. Det var dengang, den slags udskejelser var tilladt. Da vi til sidst var de eneste gæster tilbage og overtjeneren med et træt blik endnu en gang bad os om at gå, tog vi vores cigarer med videre ud i natten, prajede en taxa og selv om chaufføren bad os om at holde op, holdt vi pulsende gang i Havaneseren under turen. Ungdommeligt overmod og arrogance er vist det rette ord for det og turen fra St. Strandstræde og op til Gothersgade blev da også kort. Da chaufføren holdt ind til siden, var det ikke, fordi vi var kommet til vores næste destination, Andy’s Bar, hvor Fernet Branca og nyrebordet i hjørnet ventede på os inde i varmen, men tværtimod fordi han havde tilkaldt tre af sine venner, der mødte op ved siden af taxaen. De gjorde kort proces. Stiv som jeg var, så jeg ikke engang cirkelsparket komme, før jeg lå i asfalten og cigaren lignede noget, som Egon Olsen kunne have suttet på.

Det er den første og eneste gang, jeg sådan rigtig har fået tæsk og jeg ønsker sådan set heller ikke at prøve det igen. Det er bare som om, at aftenen bliver knapt så sjov med blodsmag i munden og et par løse fortænder. Så i aften har vi lagt arrogancen og ligegyldigheden bag os – til gengæld holder cigarene forhåbentlig hele natten.