Årene i det røde folkevognsrugbrød

Rasmus Karkov Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg vidste ikke, hvor privilegeret en dreng jeg var i de somre, hvor min far og jeg tankede op med alskens dåsemad i Netto på Blegdamsvej, inden vi susede ud på de danske eller svenske landeveje i vores helt eget røde folkevognsrugbrød.

Eller måske vidste jeg det godt lidt.

Jeg kan huske følelsen af at være anderledes – særlig, måske – når vi overnattede på campingpladser, og alle mine jævnaldrende, midlertidige venner boede i kernefamilie-campingvogne med mor i køkkenet og far i forteltet og aldrig rørte sig ud af flækken.

Vi var altid på vej. Videre mod nye eventyr og nye horisonter på landeveje uden ende. Vi skulle altid se, hvad der skete på den anden side af bjergene, og det skal jeg egentlig stadig.
Vi slog ikke rod. Vores hjem var vejene, og de bedste nætter tog vi allemandsretten i egen hånd og parkerede dybt inde i de svenske skove ved de bedste fiskesøer.

Der lå jeg så og faldt i søvn til min fars snorken og regnens trommen mod taget i det dybe. hellige mørke, der engang skabte ideer om guder i vore forfædres tanker. Når jeg fremkalder minderne nu, er de i afskallede 70er-farver, selv om det foregik i midten af 80erne.

Det var nok også på den tid, vi en aften, meget mod min vilje, slentrede på stranden. Jeg sakkede bagud, og som for at muntre mig op råbte min far hele tiden »Rasmus, kom og se!«, og så udpegede han en eller anden muslingeskal.

Og så kaldte han igen, og da jeg nåede op til ham, sagde han: »Se, det er det, der sker, når man sejler ud uden redningsvest«, og der lå så en opsvulmet, død mand med hovedet nedad i tangdyngerne.

Mange år senere spurgte jeg min far, hvorfor han egentlig insisterede på, jeg skulle se strandvaskeren. Han svarede, at det var, fordi vi var sammen, og vores oplevelser var fælles. Virkeligheden er alle vegne, og i alle de somre var den vores.

Jeg ved ikke, hvad der blev af folkevognsrugbrødet. Måske sluttede eventyret den dag i et kryds i Odense, da vi var på vej til min farmor og farfar i Jylland.

Jeg lå på den udslåede seng og læste Anders And, mens min far pludselig speedede voldsomt op. Vi blev alligevel ramt af den kolossale lastbil, så vi snurrede rundt flere gange.

På politistationen fortalte min far, der dengang var yngre, end jeg er i dag, at den tysktalende chauffør, der havde overset lyskrydset, fordi han kiggede på kortet, var blevet fyret på stedet. Jeg husker følelsen af, at min far syntes, det var uretfærdigt.

I min hukommelse er næste klip, at vi nogle år senere helårslejede en ødegård med min fars – og også min mors – gamle 60er-venner. Der tilbragte vi vinterweekender, mens den sidste del af min barndom randt ud i smukke, stille langrendsspor, hvor man altid kan se på dampen fra sin ånde, at man lever fuldt og helt.

Og tænk sig, mens de rige børn havde deres swimmingpools og Spies-rejser og hjemmebagte boller og søskende og forældre i forhold med hinanden, så var der nogle år, hvor min far og jeg havde vores helt eget røde folkevognsrugbrød med spisebord og sengeplads og gasblus og rindende vand og evig endeløs frihed, der aldrig forlader sjælen.