5 stjerner: Ny bog om 9. april 1940 bidrager med afgørende ny viden

Historikeren Steen Andersen har nylæst kilderne op til besættelsen af Danmark 9. april 1940 og har i sin nye bog afgørende nyt at berette om, hvorfor de danske beslutningstagere kunne tage så meget fejl af situationen, som de gjorde.

Tysk militærkøretøj på Kongens Nytorv 9. april 1940. Stauning-regeringen kunne ikke være i tvivl om, at tyskerne var en reel trussel. Men regeringen og udenrigsminister Munch lukkede øjnene, og efter krigen forvanskede Munch historien og påstod, at Nazitysklands indmarch var en overraskelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

Lige siden 9. april 1940 har danskerne diskuteret, hvordan det kunne ske, og hvem der havde skylden for, at vi blev overrumplet. Fra borgerligt hold har man peget på, at hvis man havde styrket forsvaret op gennem 1930erne, kunne vi have undgået Nazitysklands indmarch i Danmark, og at tyskerne først og fremmest var interesseret i at besætte Norge og ikke Danmark.

Det har været en rød tråd, at vi burde lære af erfaringen og ikke som den socialdemokratiske-radikale regering dengang udsulte forsvaret.

I modsætning til den fortolkning fremhæver mange historikere med sympati for regeringens småstatspolitik, at man ikke kunne vide, at Danmark skulle besættes, og at regeringen med statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister Peter Munch (R) førte en fornuftig og tyskvenlig politik, der i sidste ende gav os en mild besættelse, hvor landet klarede sig bedre gennem krigen end stort set alle andre lande. Jo, jo, indrømmer de, vi kæmpede ikke særlig meget 9. april, og det var ikke heltmodigt, men det var en nødvendig småstatspolitik, som nærheden til Tyskland og vor flade geografi nødvendiggjorde.

Afgående udenrigsminister Peter Munch (t.v.) og kommende udenrigsminister Erik Scavenius i juni 1940. Det var Peter Munch, der førte udenrigspolitikken op til tyskernes invasion. Hans tyskvenlige kurs gjorde, at han ignorerede adskillige advarsler – han havde brugt Scavenius som rådgiver, og som udenrigsminister videreførte Scavenius Munchs tyskvenlige kurs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Der mangler ikke avisdebatter og bøger om 9. april, og nu kommer historikeren Steen Andersen med en bog om Besættelsen med titlen »»Der er intet foruroligende for Danmark« – Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940«.

Og den er en vigtig bog, for Steen Andersen nylæser kritisk de gamle kilder med overraskende nye konklusioner, og så evner han at se bort fra vor bagklogskab, hvor alt tolkes med vor nuværende viden om nazismens dæmoni. Steen Andersen giver os beslutningstagernes egne vurderinger i anden halvdel af 1930erne råt og autentisk.

Steen Andersen viser, at den politiske situation fra 1938 var yderst kompliceret, og de danske beslutningstagere var stærkt i tvivl om, hvor truslen kom fra, og hvordan man skulle reagere i det storpolitiske spil. Det var udenrigsminister Peter Munchs og Stauning-regeringens overbevisning, at tyskerne nok ikke ville besætte Danmark. Deraf kommer bogens titel, for så sent som 8. april 1940 sagde Stauning til et regeringsmøde: »Der er intet foruroligende for Danmark.«

Udenrigsminister Munch havde lige siden Første Verdenskrig, da han også var udenrigsminister, lagt sig fast på en tyskvenlig kurs, og den fortsatte han med og lod sit verdensbillede farve af venlighed. I Steen Andersens fortolkning en naiv tillid til tyskernes intentioner, så han med vilje overså alle trusselsinformationer.

»Regeringens og militærets svigt«

Efter krigen fordrejede Munch sine oplysninger til offentligheden og lod, som om han var blevet overrumplet, selv om han havde fået temmelig sikre informationer om, hvad der ville ske. Ved kritisk læsning af kilderne påviser Steen Andersen, at Munch lod de tyske myndigheder forstå i dagene op til 9. april 1940, at Danmark ikke ville gøre alvorlig modstand.

Steen Andersen konkluderer: »Nøgleaktørernes og til dels historieskrivningens udlæggelse af manglende vished om de forestående angreb bidrager til en skinlegitimering af regeringens og militærets svigt snarere end til en reel forklaring.«

I beslutningstagernes øjne var truslen ikke først og fremmest Tyskland, men derimod Storbritannien, som fra 1939 havde konkrete flådeplaner om at angribe Tyskland, hvilket let kunne udvikle sig til en krig, hvor dansk territorium blev inddraget.

Briternes dom, da Danmark havde tilsluttet sig en ikke-angrebspagt med Tyskland

»The Danes swallow the bait, as usual.«


Det var flådeminister Winston Churchill, som rumsterede med disse planer, der først i sidste øjeblik blev aflyst, fordi skibene skulle bruges andre steder. Det indgik også i Munchs verdenssyn, at han ikke ønskede et tysk nederlag, for hvis det skete, så åbnede man op for en sovjetisk verdensdominans – og her spillede den sovjetiske aggression ind, som man havde set det i Vinterkrigen mod Finland.

Thorvald Stauning (S) og den konservative John Christmas Møller. John Christmas Møller var en af de få politikere, der mente, at tyskerne ville besætte Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix Danmark.

Det er en af Steen Andersens nye vigtige indsigter, at da Danmark i 1939 tilsluttede sig en tysk ikke-angrebspagt, blev det negativt opfattet af briterne og isolerede os i det internationale system. Tidligere har historikere undladt at lægge stor betydning i denne ikke-angrebspagt, men Andersen sætter fokus på dens betydning.

»The Danes swallow the bait, as usual,« lød dommen fra London.

Munchs og Staunings tyskvenlige kurs fik støtte af brede kredse i Folketinget og af kong Christian X. Der var dog ikke fuldkommen enighed om tyskernes intentioner, men fra Danmarks ambassader i Berlin og London fik man helt konkrete informationer om, at en besættelse var på vej.

Den slags oplysninger valgte man at ignorere, og regeringen fik ikke stor hjælp fra Flådens, Hærens og Efterretningstjenestens folk. Flådens viceadmiral, Hjalmar Rechnitzer, afviste til det sidste, at der kunne være tale om en tysk besættelse; general Ebbe Gørtz fra Hæren undlod at tage efterretninger alvorligt; Efterretningstjenesten undlod at formidle vigtige oplysninger til regeringen.

Regeringen var så opslugt af forholdet til Tyskland og vigtigheden af at forblive gode venner med Nazityskland, at man var blind for andre aspekter. Da den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch på et møde gjorde opmærksom på, at denne tyskerkurs ville blive opfattet negativt af andre lande som eksempelvis Storbritannien og skade os, så stirrede Munch og Stauning blot på ham og gav indtryk af ikke at forstå, hvad han talte om.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sølvgade i København blev 9. april 1940 spærret med tilfældige biler, så det tyske militær kunne kontrollere den indgående trafik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Korrigerer tidligere viden

Steen Andersen er en af vore dygtigste historikere. Hans kritiske læsning af det foreliggende kildemateriale korrigerer på væsentlige punkter vor tidligere viden og forståelse. Og han er heldigvis ikke bleg for at slå til søren og fælde klare kritiske domme over, hvad beslutningstagere i regering, embedsapparatet og de væbnede styrker foretog sig.

Vi får dog ikke svar på spørgsmålet om, hvorvidt en oprustning i 1930erne ville have forhindret en tysk besættelse. Den slags kontrafaktiske spørgsmål er selvfølgelig umulige at svare på, men Steen Andersen kunne godt have trukket sin beskrivelse længere tilbage i 1930erne for at give skildringen dybde.

Desuden lægger Steen Andersen sig for meget i kølvandet på beslutningstagernes selvforståelse. Steen Andersen skriver således, at »i 1940 var krigen ikke et ideologisk opgør, og forestillingen om international solidaritet er en ahistorisk tilbageføring af et efterkrigsfænomen«.

Det svarer nok til, hvordan Munch og Stauning gerne ville udlægge det, men det passer ikke med Steen Andersens egen beskrivelse af de britiske beslutningstageres udsagn, der netop gjorde det til et ideologisk opgør mellem de frie demokratier og Nazityskland. Og heller ikke til de antinazistiske kredse i Danmark, der allerede i 1940 så det som et ideologisk opgør.

De danske politikere kunne jo også blot se på Nazitysklands aggressive og ideologiske udenrigspolitik for at slutte sig til, at dette ikke blot var et almindeligt stormagtsspil. Selvfølgelig var det et ideologisk opgør.

Men uanset dette har vi med Steen Andersens bog et nyt standardværk om Besættelsen, som er uomgængeligt.

»Der er intet foruroligende for Danmark« – Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940

Forfatter: Steen Andersen. Sideantal: 304. Pris: 300 kr. Forlag: Syddansk Universitetsforlag