5 stjerner: Marga Minco overlevede holocaust. Nu kommer hendes selvbiografiske roman endelig på dansk

Da tyskerne invaderede Holland, var Marga Minco 20 år gammel. Da krigen sluttede fem år senere, var hendes familie udslettet. Hendes selvbiografiske roman »Bitre urter« er en stramt og formfuldendt koreograferet beretning om det, der skete.

Arkivfoto. Marga Minco, der er en anerkendt og prisbelønnet forfatter, er netop fyldt 101 år. I 1940, da nazisterne invaderede Holland, var hun 20 år gammel, og da krigen sluttede fem år senere, var verden en anden, og hun var den eneste overlevende i sin familie. Her er det britiske soldater, der kæmper i gaderne i den hollandske by Arnhem, april 1945, kort tid før Tyskland kapitulerer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Man behøver ikke lange udpenslede beskrivelser af nazisternes jødeforfølgelser for at blive berørt og rystet i sin grundvold af en roman om menneskelig ondskab og historiens tragiske udfald. En ganske enkelt og minimalistisk fortalt historie om en jødisk families skæbne under Anden Verdenskrig er alt nok.

Det vil man blive forvisset om ved at læse den hollandske holocaustoverlever Marga Mincos stilmæssigt simple selvbiografiske roman »Bitre urter«, der 64 år efter sin udgivelse og efter for nylig at være blevet genopdaget i Storbritannien nu endelig udkommer på dansk. Romanen har klassikerstatus i Holland og er oversat og udgivet i en lang række lande. Både sprog, form og handling er bemærkelsesværdige, og hvis man skulle sætte genren i bås, kunne den kaldes naivistisk realisme.

Marga Minco, der er en anerkendt og prisbelønnet forfatter, er netop fyldt 101 år. I 1940, da tyskerne invaderede Holland, var hun 20 år gammel, og da krigen sluttede fem år senere, var verden en anden, og hun var den eneste overlevende i sin familie.

»Her er ingen overflødige ord, ingen forklaring nødvendig. Marga Minco har skåret alt andet væk end den faktiske begivenhed, sproget er et kalkerpapir over virkeligheden. Det kunne kaldes dramadokumentarisk, hvis ikke denne genre netop var blevet forvrænget af overdramatiserende effekter.«


»Bitre urter« handler om en ganske ung kvindes hverdag i krigens første år, figurerne hedder det samme som i Mincos familie, deres skæbner ligner hinandens, og handlingen er stort set identisk med Mincos egen. En tæt sammentømret familie, hvor storebror og storesøster er flyttet hjemmefra, mens jegfortælleren stadig bor hos mor og far. Titlen henviser til de urter, jøderne spiser på den såkaldte sederaften i påsken som symbol på det jødiske folks bitre tid i fordums Egypten.

Hverdagen går sin vante gang i den lille hollandske familie, om end der er advarsler og faresignaler, der måske burde have fået den til at reagere. Men faren er enten optimist eller frygtfortrænger, i al fald bliver han ved med at berolige de andre (og sig selv?) med, at »det kommer ikke til at ske her«.

Men det gør det jo. Én efter én bliver de hentet af tyskerne, kun jegfortælleren formår efter en hurtig indskydelse af slippe væk, og resten af krigen må hun hutle sig igennem med barmhjertige menneskers hjælp og afbleget hår.

Ingen overflødige ord

Det er dog ikke flugten og det, der skete efterfølgende, der er det essentielle i Mincos roman. Det er den umiddelbart naive og åbenlyst usentimentale gengivelse af hverdagen, der gør »Bitre urter« til et lille mesterværk. Minco beskriver samtaler og situationer med den forudsætningsløses blik, uden fordømmelse, uden fortolkning, uden forudfattede eller efterrationaliserende forklaringer.

Foto: Turbine.

Det ser umiddelbart såre enkelt og ligefremt ud, men det er så stramt og formfuldendt koreograferet, at hver enkelt scene sitrer af intensitet. Som da moren undrer sig over, at gode venner er rejst væk uden at sige noget, og hun ærgrer sig over ikke at kunne vise veninden deres nye familieportrætter. Eller da en (ikke-jødisk) nabopige kommer forbi for at låne jegfortællerens tennisketsjer (underforstået: Fordi jøder ikke længere må deltage i diverse aktiviteter) og ender med at gå derfra med favnen fuld af gods, som jegfortælleren ikke længere har brug for. Eller da faren kommer hjem med en pakke fyldt med stjerner, som skal syes på overtøjet:

»Sikke mange, du har taget med,« sagde mor, som delte et par stjerner ud til hver af os. »Kunne du virkelig få så mange?«

 

»Ork ja,« sagde far, »så mange, jeg ville.«

Her er ingen overflødige ord, ingen forklaring nødvendig. Marga Minco har skåret alt andet væk end den faktiske begivenhed, sproget er et kalkerpapir over virkeligheden. Det kunne kaldes dramadokumentarisk, hvis ikke denne genre netop var blevet forvrænget af overdramatiserende effekter.

Forlaget fremhæver blandingen af fremmedgørelse og naivitet, men tager fejl, når historien gøres til et barns fortælling og forsidefotoet helt misvisende er af en 8-10-årig pige. Marga Minco var en lidt ældre, overlevende Anne Frank, fortælleren er en ung voksen, og det kan undre, at hun ikke for længe siden er blevet oversat til dansk. Så tak til Turbine for at udvide vores litterære horisont.

Bitre urter

Forfatter: Marga Minco. Oversætter: Lise Bøgh-Sørensen. Sider: 108. Pris: 200 kroner Forlag: Turbine.