5 stjerner: Elektrochok reducerede hende til »ingen«

Linda Boström Knausgård blotlægger i »Oktoberbarn« de voldsomme personlige omkostninger af elektrochokbehandling, som hun blev underlagt på en lukket psykiatrisk afdeling

Linda Boström Knausgårds »Oktoberbarn« er en trodsig selvbiografi. Den er forfatterens kamp mod tabet af store flader af sin fortid og et både stålsat og fortvivlet forsøg på genoptræning af hukommelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joachim Ladefoged

Den maniodepressives maniske og depressive tilstande synes at løbe sammen i én fortættet fortællemodus i den svenske forfatter Linda Boström Knausgårds nye selvbiografiske værk. »Oktoberbarn« er en intens og uforbeholden fortælling, der hiver læseren fremad, higende og af og til rablende og eksalteret. Samtidig åbner der sig en dybde i værket. Det udbreder et tykt, underliggende dynd, der griber og holder fast om læseren.

»Oktoberbarn« er på ét plan et uforsonligt opgør med den elektrochokbehandling, som i Sverige er mere udbredt end i andre vestlige lande, og som forfatteren var underlagt under flere længerevarende ophold mellem 2013 og 2017 på en lukket psykiatrisk afdeling. En almindelig effekt af ECT-behandlinger er hukommelsestab, og »Oktoberbarn« udstiller alvoren af denne bivirkning, som af det psykiatriske system anses for uheldig, men grundlæggende uvigtig.

»Den umiddelbarhed og ærlighed, som Karl Ove Knausgård syntes at kæmpe med at fremtvinge, strømmer let og uhindret fra Linda Boström Knausgårds skrift.«


Afsendelsen af elektricitet gennem den menneskelige hjerne er helt ufarlig og svarer til at genstarte en computer, forsikrer en af lægerne således jegfortælleren Linda, tilsyneladende helt ubevidst om voldsomheden i sammenligningen.

»Oktoberbarn« skildrer Linda, idet hun er vidne til, at hun mister alt af værdi i sit liv, i første omgang på grund af sin psykiske lidelse, dernæst på grund af frihedsberøvelsen og tvangsbehandlingerne. Hun oplever et fuldstændigt tab af selvbestemmelse og kontrol, ser sin identitet og sin familie opløses og reduceres gradvist til »ingen«.

Intensiteten af hendes kærlighed til sine fire børn er imidlertid uændret og står desto mere smertefuldt tydeligt frem, idet minderne om dem og deres navne forsvinder for hende. Hun er dertil i sorg over ødelæggelsen af det kærlighedsforhold til sin mand, som hun troede var for evigt.

Hun ser reduktionen af deres kærlighed i øjnene uden selvmedlidenhed: »Jeg er alene med mig selv. Jeg har ingen venner i byen jeg bor i og min mand har forladt mig (…) Min sygdom trak os alle ned. Det var en tilværelse han ikke ønskede. Kærligheden blev til en kløende trøje man kun har lyst til at tage af.« Fra det udgangspunkt udfolder »Oktoberbarn« sig som et væv af tilbageblik, idet fortælleren insisterende fremdrager betydningstunge erindringer fra sin barndom og ungdom og senere år med mand og børn.

Dobbelt sorgarbejde

»Oktoberbarn« er en trodsig selvbiografi. Den er forfatterens kamp mod tabet af store flader af sin fortid og et både stålsat og fortvivlet forsøg på genoptræning af hukommelsen. Samtidig er den et dobbelt sorgarbejde, idet den beskæftiger sig både med det tab af familien, som Lindas bipolare lidelse er skyld i, og med tabet af minderne om familien, som strømbehandlingerne forårsager. Værket blotlægger således ikke kun det psykiatriske systems afkobling fra basal humanisme, men udleverer også forfatteren selv.

Lighederne og forskellene mellem »Oktoberbarn« og eks-manden Karl Ove Knausgårds seksbindværk »Min kamp«, der bl.a. skildrede forholdet til Linda, og hvis udgivelse førte til en af hendes indlæggelser, er slående. Denne delte fortid er central i »Oktoberbarn«, og Karl Ove Knausgård impliceres i flere passager direkte, tiltalt som et du.

Der er en inderlighed og en nerve af nødvendighed i »Oktoberbarn«, og værket er lige så radikalt selvudleverende som »Min kamp«. Men den umiddelbarhed og ærlighed, som Karl Ove Knausgård syntes at kæmpe med at fremtvinge, strømmer let og uhindret fra Linda Boström Knausgårds skrift. Hendes fortælling er relaterbar, ikke på grund af en genkendelig hverdagslig virkelighed, som det var tilfældet i »Min kamp«, men på grund af en større direkthed og et bemærkelsesværdigt fravær af forfængelighed.

Et dynd af sorg

Da Linda vågner op efter en ECT-behandling med en forstørret pupil og får at vide af de beklemte sygeplejersker, at der er risiko for, at anormaliteten ikke går væk, er hendes reaktion: »Hvad ragede det mig? Jeg var da ligeglad med mine pupiller. Jeg kunne sagtens have én pupil som vægrede sig mod lys og én der lukkede alt ind. Bipolare pupiller.«

Der er også en anderledes og fængslende selvsikkerhed i  Linda Boström Knausgårds skrift og perspektiver, der giver »Oktoberbarn« en særlig autoritet. Hun er selv bevidst om sit væsens flertydighed, og i et halv-fabuleret møde med den ny overlæge Attila udtrykker hun sin situation præcist: »Der var brug for noget virkeligt heftigt for at stå imod mine svagheder. Min styrke.«

»Oktoberbarn« giver direkte adgang til de svagheder og styrker. Det er både tungt, overvældende og fascinerende at følge Linda så tæt på, gennem dyndet af sorg, minder og fabulering.

Oktoberbarn
Forfatter: Linda Boström Knausgård. Oversætter: Charlotte A.E. Glahn Sider: 164. Pris: 199,95 kroner. Forlag: Lindhardt & Ringhof