AOK

30-årig teaterdirektør: Det er muligt, det var iscenesat – men jeg græd og græd

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det Mungo Parks direktør, 30-årige Anna Malzer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?

»Kultur er vel et samlet udtryk for summen af flere århundreders historie, religion, geografi, traditioner og måder at være sociale væsner på – som nation.

Vi blander tit kunst og kultur sammen i Danmark på sådan en lidt dum måde. Kunsten handler om det modsatte af grænser: Kunsten er grænsesprængende i sin natur, så det er måske ikke så underligt, at de to udtryk ofte bruges, som om de betyder det samme. Kunsten prøver at sprænge det, der er, og kulturen handler ofte om at bevare det, der er. Kultur bevarer, og kunst bevæger – det ville være fedt at skille de to ting ad. Noget, der først gik op for mig selv i en alder af 28.«

Det er muligt, at der var flere iscenesatte elementer i dokumentarfilmen »Kandis for livet«, men den rørte mig alligevel dybt, fortæller Anna Malzer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Der er en scene i den her aktuelle dokumentar »Kandis for livet«, som alle taler om p.t., og som jeg ikke helt kan finde ud af om er dybt rørende eller en smule udstillende. Det er en scene, hvor en ret ensom mandlig fan i slut-40erne sælger sin bil og tager til Costa del Sol. I de scener, vi indtil videre har set ham i, er der gråt, han har boet sammen med sin mor, nu er hun død,  og han fremstår depressiv. Det eneste, der lyser op, er Kandis, men selv når han snakker om bandet, smiler han ikke. Så kommer han ned i solen og ser de grønne planter, knapper skjorten op, får røde kinder og møder tilfældigt nogle søde mennesker på gaden, der taler til ham. Han køber en ny kasket med sit navn broderet på og sætter sig på sin lille balkon med udsigt over byen og trækker vejret helt ned i maven – måske for første gang i flere år. Og så smiler han, fandeme – ENDELIG –  og siger noget i retning af, at han måske godt kunne have en lille bitte drøm om at flytte ud af Danmark engang.

Scenen viser meget virkelighedsnært og følsomt et menneske, der på et enkelt sekund, fordi han står i solrige nye omstændigheder, opdager en uforløst side af sig selv. Et menneske, der får en lille drøm. At vi kan drømme, er det mest rørende ved os mennesker. Så jeg græd og græd. Senere læste jeg så, at lige præcis den her scene er ret iscenesat, fordi instruktøren købte flybilletten. Det ved jeg ikke, hvad jeg synes om i forhold til doku-regler og sådan. Men den rørte mig stadig helt vildt.«

Hvad er den værste kulturoplevelse – fordi?

»»Gift ved første blik« fra USA. De sætter de her mennesker med hudsult sammen, som inderligt leder efter kærligheden. Men det er så tydeligt, at to-tre af parrene er sat sammen, for at de skal blive uvenner og være grænseoverskridende over for hinanden, så seerne hænger ved, og der er drama. Det synes jeg er pisselatterligt og spejler, hvor overfladisk et samfund af sten vi lever i. Fint at lave et program, hvor folk fucker hinanden op – men så lad være med at frame det, som om det handler om kærlighed.«

Det er en løgn, at der er demokratisk adgang for alle til kunst i Danmark. Det er altså ikke alle, der har råd til billetten, mener Anna Malzer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller læst slutningen på en bog først?

»Jeg er aldrig gået, af respekt for de medvirkende, der jo står der i kød og blod på scenen – selvom jeg nogle gange keeeeeder mig. Men jeg har læst første side af en bog mange gange og lagt den fra mig og aldrig åbnet den igen. Jeg har nok kun tålmodighed og kropslig ro nok til kortprosa. Jeg har mange bøger på hylderne, men det er de færreste, jeg har læst færdig. Især bøger, der starter med at forfatteren, dvs. hovedkarakteren, har skriveblokade – det fanger mig slet ikke.«

Fortæl om et værk, der har dannet dig som menneske!

»»La Haine«. Filmen viser 24 timer af tre unge mænds liv i en fransk forstad. Endnu nogle forstadsoptøjer er lige blevet slået ned af politiet, og en af drengene finder en pistol på gaden, som han ikke ved, hvad han vil bruge til. Det er et ret dramatisk setup, samtidig med, at meget af filmen også bare er de her tre ret forskellige forstadsdrenge, der driver rundt på gaden, som de plejer.

Filmen er delvist inspireret af to virkelige unges dødsfald i forbindelse med politivold, så der er et socialrealistisk tema. Den er lavet i sort/hvid, selvom den er fra 90erne, filmet i de her lange takes på stativ – sådan lidt arthouseagtigt. Der er også de her meget poetiske, ordløse, visuelle sekvenser, der bryder realismen og næsten kunne være noget fra en absurdistisk stumfilm. Genren klamrer sig ikke om sig selv, det er ret frisættende, samtidig med, at det socialrealistiske indhold ikke pyntes eller romantiseres på. Den er et mesterværk.«

Slutningen på »Hamlet« er dramaturgisk rodet, sjusket og overfladisk, synes Anna Malzer. Foto: Laurence Olivier som Hamlet, 1948/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Den mexicanske digter Ceasar El Cruze sagde engang i en debat at »good art is made to disturb the comfortable, and comfort the disturbed«, og det har sat sig fast i mig i forhold til egen kunstneriske praksis.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Alle de fantastiske børneteaterkompagnier, vi har i Danmark. Som til en latterligt dårlig løn arbejder i døgndrift for at spille vidunderligt turnéteater for de små. Det er, som om det ikke er lige så fint som at stå på de store scener eller være med i de store film, selvom det er fremtiden, de spiller for.«

Hvad er det mest overvurderede kunstværk?

»Slutningen på »Hamlet«. Stykket har en dramaturgisk rodet, sjusket og overfladisk slutning, hvor dramatikeren gør det, man aldrig må: dræber alle karaktererne for at nå frem til, at den overlevende sidste (Horatio, red.), så kan stå tilbage og sige den ellers meget flotte replik »resten er stilhed«. Shakespeare ved ikke, hvad han ellers skal gøre med karaktererne for at afslutte dem – så de må dø.

Modsat er »Romeo og Julie«, hvor misforståelserne og døden bindes genialt sammen, og spændingen holdes til sidste åndedrag. Giften er perfekt placeret i »Romeo og Julie« og driver handlingen naturligt videre gennem misforståelse. I »Hamlet« drikker de omvendt helt random allesammen af giften, på trods af, at alle karaktererne ved, at de gerne vil slå hinanden ihjel og er i gang med et kæmpe familieskænderi. Total urealistisk, og replikkerne er også megasvære at sige for skuespillere – det ved jeg. Overdramatisk og overfladisk. Det er faktisk virkelig noget sjusk. Måske var Shakespeare fuld, da han skrev det.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

»…  ikke lade min kulturpolitik diktere af andet, end at mit politiske arbejde bør give kunsten og kunstnerne de bedst mulige vilkår inden for de økonomiske rammer, der er – eller kan komme. Jeg ville kæmpe for, at al slags kunst blev omtalt som værdifuld, ikke kun den kunst, mit partis vælgere kan lide. Det er et seriøst problem for kunsten, at dens vilkår hvert fjerde år bliver middel i en symbolpolitisk kamp for stemmer. Det ville jeg trække kunsten ud af, for ellers kvæler man den langsomt i en dødkedelig populisme, der alligevel skifter, som vinden blæser.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At der er demokratisk adgang for alle til kunst i Danmark. Det er altså ikke alle, der har råd til billetten. Det kan jeg godt forstå provokerer nogle, når de så stadig betaler skat til foretagendet. I den ideelle verden burde vi bare sætte billetpriserne ned på for eksempel teater, opera og ballet. Der er noget selvmodsigende ved, at noget, som får så meget statsstøtte, så alligevel ikke kan funke på public service-præmisser, fordi der skal sælges nogle meget dyre billetter.«