24. låge i den nostalgiske julekalender: Juleklassikerens forfatterinde havde en hemmelighed

24. låge i Den nostalgiske julekalender: Sophie Breum var forfatteren bag den elskede juleklassiker »Jul i Købmandsgaarden», der både blev til teater og film. Selv levede hun et liv med en kvinde, hun aldrig officielt kunne kalde sin kæreste.

Grødhoveder: Søde nissebørn i »Jul i Købmandsgården« på Det Ny Teater i slutningen af 1950erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vitus Nielsen

Nu falder julefreden snart over »Den nostalgiske julekalender« – vi er nu nået til den store finale. Og den bliver af den helt rigtige slags. Komplet med julegås, kanetur og sne i lange baner.

»Jul i Købmandsgaarden« hed den afløser for juleklassikeren over dem alle, »Nøddebo Præstegaard«, som teaterchefen på Odense Teater, Thorvald Larsen, i 1931 fik forfatteren Sophie Breum (1870-1935) til at skrive på baggrund af hendes egen roman fra 1917.

»I begyndelsen af forrige århundrede var der ingen, der rynkede på næsen ad to »ugifte frøkener, som boede sammen. Mange lesbiske par holdt sig under radaren ved blot at være »veninder« eller »gammeljomfruer«.«


Breum var såmænd selv datter af en velhavende manufakturhandler fra Odense, så inspirationen til hendes kommende juleklassiker i to akter lå på mange måder lige for. Den kønne pige fra det religiøse hjem blev sendt på Odenses bedste pigeskole, men selv led den videbegærlige pige gennem hele sit liv under, at hun ikke mente, hun havde fået tilstrækkelig med uddannelse.

Hun fik overtalt forældrene til at sende hende et år til hovedstaden for at modtage privatundervisning i litteratur og filosofi, ligeom hun gik til forelæsninger på Borups Højskole. Forfatterdrømmen, som hun havde næret, siden hun var barn, begyndte hun så småt at få afløb for, da hun vendte hjem til barndomsbyen. Her blev hun ganske vist lærerinde på sin gamle privatskole, men hun skrev samtidig artikler til diverse aviser og blade som for eksempel Fyens Tidende, Illustreret Tidende og Husmoderens Blad.

Det var litteraturkritikeren Vilhelm Andersen, der satte blus under hendes skønlitterære ambitioner efter at have læst nogle af hendes avisartikler. Hun debuterede med en novellesamling i 1900 og udgav siden et væld af romaner og fortællinger, der ikke fik den store litterære bevågenhed, men til gengæld ved flere tilfælde glædede et stort publikum.

Ikke mindst det kvindelige, for hendes bøger var befolket med sunde og stærke kvinder, som – i modsætning til en del af mændene – troede på det gode her i tilværelsen. Selv fór den temperamentsfulde forfatterinde nu i flint, hvis nogen kritiserede hendes bøger for at være for romantisk idylliserende.

Pen og Pensel

Ægteskab blev det aldrig til for Sophie Breum. I begyndelsen af forrige århundrede var der ingen, der rynkede på næsen ad to »ugifte frøkener«, som boede sammen. Mange lesbiske par holdt sig under radaren ved blot at være »veninder« eller »gammeljomfruer«. Den ene halvdel af offentligheden havde længe ingen anelse om, at lesbiske overhovedet eksisterede i virkeligheden, den anden kunne så vælge at lukke øjnene.

Sophie Breum boede sammen med maleren Anna Elisabeth Munch. De mødte hinanden omkring århundredeskiftet, og forholdet varede til Breums død. Dette til trods for modsætningerne i deres natur. De beskrives som diametrale modsætninger; Anne Elisabeth Munch var statelig, blond og rolig af gemyt, mens Sophie Breum var lille, mørk, ratsløs og let flammede op.

Anna Munch var i slægt med den store, norske maler Edvard Munch og selv en habil maler, der lavede tegninger til flere af Sophie Breums bøger. Parret, der gik under kælenavnene Pen og Pensel, indrettede sig bekvemt. Vinterhalvåret tilbragte de i en lejlighed i Frederiksgade i København, mens de om sommeren ferierede i villaen Østenkrog, som de selv fik tegnet og opført i deres elskede Kerteminde i 1911. Ikke så mærkeligt, at handlingen til »Jul i Købmandsgaarden« er henlagt netop til den hyggelige, fynske købstad ved Storebælt, hvor parret blandt andet omgikkes maleren Johannes Larsen og hans hustru. Begge kvinder var optaget af den gryende kvindesag og aktive i Dansk Kvindesamfund, hvis banner Anna Elisabeth Munch i øvrigt designede.

Breums øvrige litterære produktion af blandt andet historiske romaner og digte er forlængst glemt af tiden, og det skal vi sikkert være taknemmelige for, men »Jul i Købmandsgaarden« huskes stadig.

Bølgende kornmarker

Thorvald Larsen tog nemlig stykket med til Folketeatret, hvor det nogle få sæsoner i 1930erne afløste gamle »Nøddebo«. Da Direktør Larsen også overtog Det Ny Teater, flyttede han stykket over på sin nye scene, og her gik det helt frem til tiden omkring 1960, fortrinsvist som søndagsmatineer i december.

Publikum elskede de muntre replikker, hyggen, nostalgien og den gode ro og orden, som sikrer, at købmandsdatteren naturligvis vælger den fornuftige kommis til slut.

De fleste kender den højtelskede filmatisering »Fra den gamle Købmandsgaard« fra 1951. Den skilte sig af med teaterversionens ene handlingsplan, som var sat i 1857. Nu foregik det hele i »vor tid«, og titlen rummede heller ikke længere ordet »jul«. Måske fordi det reelt kun er de sidste scener, som udspiller sig i en duft af julegran og klejner. Til gengæld er der rigeligt med bølgende kornmarker og sommerstemning. Men klogt døbte man den efterfølgende om igen til sin originale titel, når den år efter år blev relanceret i de danske biografer op mod jul. Denne artikels forfatter så den i en biografsal så sent som i slutningen af 1970erne, og fra 1995 kunne danskerne for første gange erhverve den til hjemmebrug som nyudgivet DVD.

Hermed nåede vi så til vejs ende i »Den nostalgiske julekalender«. Børn, nu er jeg blevet træt, og I får ej mere. Tak til alle, der læste med, og som forstår, at vi står på skuldrene af noget. Rigtig glædelig jul!

 

LÆS MERE