24 timer

Stine Bosse er øverste chef i TrygVesta og en af Europas mest magtfulde erhvervskvinder. Hun står til rådighed 24 timer i døgnet, har ansvaret for 4.000 ansatte og arbejder 60 timer ugentlig. Anslået årsløn: 6 millioner kroner.

Stine Bosse. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Stine Bosse har været tidligt oppe. Hendes dag begyndte, da vækkeuret ringede klokken seks. Det gør det hver dag, men her til morgen vågnede hun af sig selv allerede ved femtiden. Sådan er det ofte. Også de dage, hvor hun ikke skal på arbejde. Den slags sidder i kroppen, når man er vant til topstillinger og spildtid er et unødvendigt onde.

Om sommeren, når morgensolen står skarpt ind gennem vinduerne i soveværelset, plejer hun at stå ud af sengen, så snart hun vågner, men om vinteren, når mørket klæber ind til gården i Dronningmølle, sker det, at hun tillader sig selv at blive liggende lidt under dynen, inden hun tager hul på dagen. Det gjorde hun i morges. Så lå hun og spekulerede over indholdet af dagens møder, og på, hvad hun skulle have at spise til aftensmad.

Lige inden vækkeuret ringede, rejste hun sig fra sengen og gik i gang med at lave sin morgengymnastik. En lille halv time med yoga og åndedrætsøvelser. Det gør Stine Bosse hver dag, fordi hun er overbevist om, at man yder en bedre og mere fokuseret arbejdsindsats, hvis man er i god fysisk form.

Bagefter fodrede hun sine tre hunde, gik i brusebad, satte vand over til te og spiste et par skiver rugbrød uden smør, inden privatchaufføren rullede op foran huset lidt over syv for at køre hende de 55 kilometer ned til arbejdspladsen i Ballerup. I bilen skimmede hun overskrifterne fra stakken af aviser på sædet ved siden af hende og ordnede dagens første telefonopkald. Medarbejderne kender efterhånden rutinen, og de ved, at deres chef har det bedst med at blive forstyrret, når hun alligevel sidder i bilen. Så får hun mest muligt ud af tiden.

Netop evnen til at få det optimale ud af situationen er måske en af de væsentligste forklaringer på, hvorfor Stine Bosse på femte år indtager posten som øverste chef for Nordens andenstørste forsikringskoncern, TrygVesta. For nylig placerede engelske Financial Times hende som nummer 11 på listen over de 25 mest magtfulde erhvervskvinder i Europa, og sidste år kom Stine Bosse og resten af TrygVesta ud med et årsregnskab, der ikke efterlod megen plads til kritiske røster fra folk, som måtte have problemer med at sluge det faktum, at en af landets tungeste chefposter er besat af en kvinde.

DET ER KOMMUNIKATIONSDIREKTØREN, der tager imod. Interviewet med TrygVestas kvindelige koncernchef er henlagt til neutral grund i et af forsikringskoncernens mødelokaler lige over for hovedindgangen, hvor morgenfriske receptionsdamer hilser pænt på alle, der kommer forbi skranken. Stine Bosse er kendt for ikke at dele indholdet af sit privatliv med hvem som helst, og hun betragter et kontormøde med en fremmed journalist som et unødigt indblik i sin private verden. I det hele taget har hun svært ved at se fornuften i mediernes voksende trang til at portrættere erhvervslivets spidsers mere menneskelige sider, og hvis hun skal være helt ærlig, forstår hun ikke, hvordan hendes person kan interessere andre end hende selv og hendes nærmeste.

Der går nogle minutter, så dukker hun op i døren. I en forårsgrøn cardigan giver hun målrettet hånd, smiler og smider en stak notater fra sig på bordet. Der er ikke meget støvet direktionsgang over den 46-årige kvinde på den anden side af bordet. Hun ligner den venlige nabo, der handler ind i Føtex og sender ungerne i skole med hjemmelavede madpakker i tasken, og blev en udenforstående bedt om at skyde på, hvad Stine Bosse lavede til daglig, ville svaret formentlig lande et sted mellem folkeskolelærer og bankdame. Derfor er det heller ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan Bosse hver dag efter fyraften stikker fødderne i et par gamle gummistøvler, griber spanden med korn og går en runde i stalden for at fodre hestene hjemme på sin og ægtemandens gård i Nordsjælland.

Og så er der alligevel et eller andet over hendes udstråling. Det stærke, vedholdende blik og den myndige stemme, der ubesværet sætter ord på svarene. Stine Bosse vil gerne tale, men helst ikke om sig selv. Hun er mere optaget af overordnede strategier og visioner, og hver gang samtalen drejer ind på hendes person, bliver tonen instinktivt mere afmålt og alvorlig. Så vi begynder i den professionelle ende af fænomenet Stine Bosse.

Hun startede som menig fuldmægtig i Trygs skadesafdeling i 1987, men der blev hurtigt lagt mærke til den unge, ambitiøse jurist, og personalechefen fra dengang, Kate Pedersen, husker tydeligt, hvordan Stine Bosse tidligt trådte i karakter som målrettet arbejdsjern:

»Det var ret åbenlyst, at hun havde et stort potentiale. Den slags kan man se på lang afstand. Stine var ekstrem arbejdsom, og allerede dengang var jeg overbevist om, at hun kunne nå rigtigt langt, hvis hun ville.«

Personalechefens fornemmelse for sin medarbejders karrierepotentiale holdt stik, og de kommende år blev en lang dominoeffekt af karriereopstigninger. I 1999 blev Stine Bosse så indlemmet i koncerndirektionen, og to år senere udnævnt til viceadministrerende direktør for hele forsikringsforetagendet. For nogle ville forfremmelsen have været et højdepunkt i karrieren. Men for Stine Bosse var det blot et trin på stigen mod større udfordringer, og i 2002 trådte hun de sidste skridt ind i magtens inderste cirkler og indtog posten som koncernchef.

Man får hende ikke til at sige, at hun forventede den sidste forfremmelse. Det er hun for beskeden til, men hun havde nok en fornemmelse af, at det kunne ende sådan, som hun selv udtrykker det i begyndelsen af interviewet:

»Når man har siddet i min slags stillinger, ved man godt, at det kan ende med den helt store toppost. Men jeg har aldrig dyrket de store, forkromede karriereplaner. Jeg har aldrig tænkt, at hvis jeg nu gjorde sådan og sådan, så ville folk lægge mærke til mig og tilbyde mig en forfremmelse. Jeg har været alt for opslugt af mine daglige arbejdsopgaver til at gøre mig den slags strategiske overvejelser. Omvendt har jeg altid søgt indflydelsen, når den bød sig, så på den måde har det nok ligget og skvulpet i baghovedet.«

Spekulerede du nogensinde over, om chancerne for at nå helt til tops var mindre, fordi du var kvinde?

»Nej, helt ærligt, så skænkede jeg det ikke en tanke. Men jeg skal love for, at det blev et emne, da jeg endelig blev koncernchef. Ikke mindst i medierne.«

Så bremser hun op. Der er et lille suk i stemmen:

»I bund og grund synes jeg, det er dybt uinteressant, om jeg er kvinde eller ej. Jeg er jo akkurat lige så sammensat som menneske som alle andre ledere på det her niveau. Jeg har mine stærke og svage sider, og de fleste af dem har ikke en pind med mit køn at gøre. Men når jeg kigger rundt i de her luftlag, kan jeg jo se, at der ikke er så voldsomt mange af os, så selvfølgelig forstår jeg godt, at historien er interessant,« konstaterer Stine Bosse tørt.

DEN MED KVINDERNE og topposterne vender vi tilbage til. Først skal vi en tur tilbage 1960ernes Gilleleje, hvor Stine Bosse voksede op som udfarende enebarn. Forældrene drev en større hvidevarekæde, og arbejdet åd det meste af tiden. Det var inden skolefritidsordningens for alvor fik fodfæste i Gilleleje, så når Stine kom hjem fra skole, var hun som regel overladt til selv at fylde tiden ud. Sammen med de andre børn fra kvarteret byggede hun huler, klatrede i træer og drog påæblerov i de gamle villahaver. Det var en god måde at vokse op på, husker hun:

»Det hjalp mig til at finde frem til det, jeg plejer at kalde for min indre kickstarter. Jeg lærte selv at sætte ting i gang. I dag sidder jeg aldrig og venter på, at nogen kommer og fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg går bare i gang.«

I skolen var Stine Bosse med egne ord »rimeligt langt fremme i skoene.« Et naturligt overhoved, der ikke stillede spørgsmål ved sin ret til en plads helt fremme. Og fik hun den ikke, var hun altid været parat til at slide sig til den. Hun blev valgt ind i elevrådet, sad i skolenævnet, og som 15-årig stiftede hun og tre kammerater en lokal afdeling af DSU. Et entusiastisk firkløver, der satte politiske protestplakater op på byens husvægge og kæmpede for at stable et medborgerhus på benene i det stille fiskerleje. På den måde adskiller Stines Bosses politiske ungdomsidealer sig ikke voldsomt fra flertallets og direkte adspurgt om, hvor meget DSU der er tilbage i hende, lyder svaret:

»Der er helt klart en rest. Jeg tror, at fællesskabet gør en forskel, som kan være fatal at ignorere. Hvis ikke vi er solidariske med hinanden, får vi et samfund, der er fantastisk for få, tåleligt for lidt flere, men uudholdeligt for flertallet. Det har historien jo vist os. Omvendt har livet også lært mig, at velfærden får svært ved at blomstre, hvis ikke man belønner initiativet.«

Så det er i orden, at nogle ledere som f.eks. dig får fem-seks mio. kr. i løn om året?

»Jeg kan godt forstå, at det kan virke stærkt provokerende på folk, hvis deres chefer modtager meget store lønsummer. Omvendt tror jeg på, at der er forskel på menneskers evner. Der findes folk, som har en drivkraft, der kan være til gavn for mange mennesker, og det skal belønnes. Men selvfølgelig skal der være ræson i det.«

Er der det i din løn?

»Det kan da godt være, at nogle synes, jeg har overskredet den grænse. Men jeg betaler en høj pris for at sidde, hvor jeg gør. Jeg er på 24 timer i døgnet og har hovedansvaret for knap 4.000 menneskers arbejdsplads.«

DA STINE BOSSE gik i gymnasiet var hun engang på studietur til Bornholm, og en aften over et par glas rødvin skulle klassen fortælle hinanden, hvad de drømte om. Da det blev Stine Bosses tur, proklamerede hun frejdigt, at hun ville have en stor gård, syv børn og et arbejde som freelancejournalist, når hun blev voksen.

»Dengang smilede folk overbærende og sagde, at det var umuligt. Men jeg har tit tænkt på den aften. Allerede dengang havde jeg en klar fornemmelse af, at det var muligt at forene et krævende job med et godt og rigt familieliv.«

Netop trangen til at forene arbejdsliv og privatliv var hovedårsagen til, at Stine Bosse i sin tid landede i forsikringsbranchen. Da hun som ung, nyuddannet jurist skulle søge sit første arbejde, havde hun to jobs på hånden. Det ene på et advokatkontor, det andet hos Tryg. Egentlig ville hun helst have det første, men ansættelsen gik i vasken, fordi chefen ikke kunne forlige sig med Bosses ufravigelige krav om at få lov til at stemple ud kl. 15.30, så hun kunne hente sine to børn i børnehave. I stedet valgte hun at starte karrieren hos Tryg, hvor lederne ikke havde problemer med at lade deres medarbejdere lægge de sidste arbejdstimer derhjemme efter børnenes sengetid.

»Det var vigtigt for mig at være sammen med mine børn, mens de var små. Det havde de krav på. Og det havde jeg for den sags skyld også. Jeg synes, man snyder sig selv for en masse oplevelser, hvis man aldrig er hjemme.«

Det lyder idealistisk, men når man sidder i en topstilling med ansvar for flere tusinde medarbejdere, kan man vel ikke altid bare lige smutte fra kontoret, fordi man savner børnene derhjemme?

»Selvfølgelig har der været perioder i mit liv, hvor det var svært at få tingene til at hænge ordentligt sammen, og engang sagde min yngste datter lige ud: »Mor, nu er det nok. Nu er det ikke sjovt længere.««

Hvad gjorde du så?

»Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne. Det gjorde selvfølgelig dybt indtryk på mig, men i dag er jeg taknemmelig over, at hun gjorde det, fordi det tvang mig til at finde en anden måde at tilrettelægge og prioritere min tid på. Selvfølgelig lykkes missionen ikke altid, og jeg har stadig mine frustrationer på den front. På den anden side tror jeg, det er vigtigt ikke at lade den dårlige samvittighed overvælde en. Vi kan altid gøre tingene bedre, men nogle gange må man altså nøjes med den næstbedste løsning. Sådan er livet, og jeg nægter at lade skyldfølelsen over de ting, som ikke lykkes, få lov til at æde mig op.«

MÅSKE ER DET den slags private erkendelser, som er baggrunden for, at Stine Bosse i dag anbefaler sine medarbejdere, at de forlader kontoret i ordentlig tid og ikke sidder og hænger foran computeren til langt ud på natten. Der skal være balance mellem arbejdsliv og privatliv, siger hun, og koncerndirektøren fastholder hårdnakket, at hun kun i få pressede tilfælde selv tager arbejde med hjem:

»Som hovedregel er jobbet gjort, når jeg stikker nøglen i hoveddøren. Hvis man har et krævende job, er man nødt til at passe på sig selv, og det er ens eget ansvar, at man får et ordentligt privatliv. Der er ingen andre, som sørger for det. Derfor skrev jeg også op til jul i vores medarbejderblad, at jeg havde en ambition om at holde en uambitiøs jul. Tænk, hvis julen ikke var et spørgsmål om, hvor mange arrangementer, man havde nået, men udelukkende handlede om, at man efter ferien kunne sige til sig selv, at man havde slappet af og hygget sig med de mennesker, man holder af. Vi forventer simpelthen for meget af os selv i dag. For mig handler det om balancer. Jeg vil gerne have et spændende arbejdsliv, men jeg vil også have et givende privatliv. Det er ikke enten eller. Og det har det for så vidt aldrig været.«

En kort pause.

»Det kræver selvfølgelig, at ens partner også tager del i arbejdet derhjemme, ellers står man pludselig med to fuldtidsstillinger.«

I Stine Bosses tilfælde valgte hendes mand frivilligt at skrue ned for ambitionsniveauet og træde et par skridt tilbage for at give plads til hustruens karriere.

»Det var nødvendigt, hvis vi skulle have et ordentligt liv sammen. Vi kunne ikke begge arbejde 60 timer om ugen.«

Hvordan havde han det med det?

»Godt, men han har da måttet lægge øre til nogle bemærkninger undervejs. Heldigvis er den slags hastigt på retur. I dag har de fleste moderne mennesker, både mænd og kvinder, de samme ambitioner for deres liv. De vil begge have et rigt familieliv plus et udfordrende job, og når de forventninger mødes, er det ikke længere helt så vanskeligt. I dag er der masser af kvinder, som kombinerer en krævende karriere med et ordentligt privatliv. Tidligere følte vi, at vi var nødt til at give afkald på alt andet, hvis vi sagde ja til en lederstilling.«

MEN FORTIDENS KØNSROLLER spøger stadig, og Stine Bosse oplever jævnligt kvindelige medarbejdere, som vælger at takke nej til større udfordringer, fordi de har svært ved at overskue de personlige konsekvenser:

»Hver gang ærgrer jeg mig gul og grøn. Jeg er ret god til at gennemskue mine medarbejderes potentiale, og når jeg oplever folk med det rette stof i sig, og de så vælger at takke nej til forfremmelser, bliver jeg ked af det. Og det sker altså oftere med kvindelige medarbejdere.«

Hvorfor er det sådan?

»Det spørger jeg også mig selv om.«

Lang pause.

Handler det også om, at kvinder nogle gange er mindre villige til at betale den personlige pris, som automatisk følger med, når man vælger at arbejde 12 timer om dagen?

»Måske, men som sagt er der en klar bevægelse i retning af, at karrieremanden også stiller krav om at have et ordentligt familieliv ved siden af jobbet. Det er ligeså meget den vej, tingene kommer til at flytte sig fremover, tror jeg. En moderne mand kan ikke leve med at blive afvist af sine børn, fordi han aldrig er hjemme. Jo, måske et par gange, men i længden er han ikke ligeglad med den slags. Og det har han nok dybest set aldrig været. Men det piner ham nok mere i dag end for 50 år siden.«

Er det stadig sværere for en kvinde at nå til tops?

»Hun kommer i hvert fald ikke sovende til chefjobbet, men det er lige så meget vores egen skyld. Vi stiller alt for store krav til os selv. Når kvinder læser stillingsannoncer, tror de jo, at de skal kunne det hele fire gange. På den front er manden mere rationelt anlagt. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis skal opfylde alle krav for at få jobbet, så i stedet for at sidde og gruble over tingene i dagevis, søger han bare stillingen.«

Har kvindernes indtog i toppen af erhvervslivet været med til at ændre noget i ledelseskulturen?

»De feminine sider er generelt blevet en mere synlig og accepteret del af moderne ledelse. Tidligere havde det en negativ klang, hvis tingene blev for drevet af følelser. I mine øjne handler god ledelse om evnen til at kunne kombinere kolde fakta og modet til at stole på sine følelser. Uanset om man er mand eller kvinde.«