2 stjerner: Kåre Laurings bog om Den Kolde Krig er pæn, men uden holdning

Boganmeldelse. Historien er en kampplads for politik og ideologi, men det fornemmer man ikke spor af i Kåre Laurings nye bog. Den rejser spørgsmålet, hvilken ideologi der fremover vil præge historiefortællingen om Danmark.

Der var mangel på kul i den kolde vinter i 1947. Havde man de rigtige rationeringsmærker, kunne man få lidt kul på kommunens kullager på Kapelvej på Nørrebro. Kåre Laurings bog skildrer både det politiske spil og de sociale forhold, men man mangler ganske holdninger og ideologisk grundlag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sven Gjørling

Historikeren Kåre Lauring, søn af historiefortælleren Palle Lauring, har i en række fine bøger med titlen »Københavnerliv« fortalt om hovedstadens historie. Nu er han nået til en beretning om Danmarks historie fra befrielsen i 1945 til indmeldelsen i NATO i 1949.

Bogen er en pæn genfortælling af den politiske og sociale historie under Den Kolde Krig, men der refereres ukritisk fra bøger, der er listet op i litteraturlisten. Man fornemmer ikke nogen holdning fra Kåre Laurings side eller nogen ideologisk grundholdning, der driver fortællingen. Det gør læsningen temmeligt trættende, for stort set det hele er at læse i andre danske historiebøger.

»Er det nu racisme og diskrimination over for sorte og andre minoriteter, der vil dominere fremtidens historieskrivning?«


Gennemgår man noterne, ser man, at Politiken er refereret 57 gange, Berlingske kun én gang og Jyllands-Posten slet ikke. Men denne skævhed forplanter sig ikke engang til nogen ideologisk tendens, hvilket i det mindste havde givet læseren en fornemmelse af en holdning.

I mange år var dansk faghistorisk skriveri domineret af venstreorienterede historikere. I Gyldendals og Politikens Forlags ambitiøse »Danmarkshistorie« (1988-1990) havde redaktøren, rigsantikvar Olaf Olsen, rekrutteret et hold socialistiske historikere fra universiteterne med det resultat, at værket i 16 bind blev præget af socialhistorie, overeksponering af ungdomsoprøret og det, man dengang kaldte materialistisk historiefortolkning. Samme Olaf Olsen, der var glødende maxist, var desuden overdommer på Gyldendals kæmpesatsning »Nationalencyklopædien« (1994-2002) med samme resultat til følge. Senest har vi set DR følge samme spor i de afsluttende afsnit i DRs serie »Historien om Danmark«, som den marxistiske historiker Claus Bryld var fagkonsulent for, og hvor alle frihedskæmpere var kommunister og ingen borgerlige.

Protester mod militær oprustning og Atlantpagten (senere NATO) samlede demonstranter i 1949 foran Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Walther Månsson.

Konsensusfortællingen

Sideløbende og efterfølgende var der en radikal historietradition, som bedst kan eksemplificeres med Bo Lidegaards bøger, hvor han og andre priser udenrigsministrene P. Munch, Erik Scavenius og småstatspolitikken til enhver tid og altid roser embedsværket. Man kan kalde denne fortolkning for en national konsensusfortælling, hvor modstandsfolk og samarbejdspolitikere under besættelsen blev anset for begge at have gjort en indsats for at bringe landet frelst igennem krigen, og alle gode danskere er forenet i denne konsensusfortælling, der som regel var et snævert nationalt skønmaleri, hvor resten af verden blot var en fjern kulisse. Dog havde blandt andre Lidegaard et kritisk blik på kommunisterne.

Borgerlig historieskriving var der sjældent tale om. Man kan mene, at når nationalstaten eller kongehuset blev fremhævet, så var det dog udtryk for en borgerlig tilgang til stoffet, men der var stort set aldrig tale om et egentligt gennemtænkt borgerligt idégrundlag. Undtagelsen var Cepos' eneste historieantologi »20 begivenheder: der skabte Danmark« (2006), som tænketankens daværende pressetalsmand, Kasper Elbjørn, stod for. Prof. Bent Jensens bøger om kommunisme må også tælles med, og han var selvfølgelig foragtet i store dele af det faghistoriske miljø.

Kåre Laurings bog rejser spørgsmålet om, hvilken historiefortælling der nu fortælles, for det er som sagt meget svært at finde nogen ideologisk tilgang til emnet i hans bog. Han refererer både prof. Bent Jensens og blandt andre Bo Lidegaards bøger om perioden, men uden man kan finde en rød tråd eller egentlige vurderinger. Og det er jo netop det, læserne har brug for i en polemisk tid, hvor fortællinger på nettet bydes til fals, og hvor det er afgørende, at yngre læsere ved, hvilket politisk og ideologisk syn forfatteren opererer med, så de har en chance for at være kritiske.

Den kommende arbejds- og socialminister Hans Hedtoft ankommer sammen med et par bevæbnede frihedskæmpere til Christiansborg 1945. Hans Hedtoft skulle som statsminister (S) komme til at spille en rolle under Den Kolde Krig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ulf Nilsen.

Netop nu foregår en dramatisk kamp om historien i USA. I The New York Times trykte man tidligere på året en artikelserie med titlen »1619«, hvis udgangspunkt var den første sorte slaves ankomst til USA i 1619, og hvis hovedantagelse var, at skabelsen af Amerika fra britisk kolonialisme udelukkende drejede sig om at bevare slaveriet. Langt de fleste faghistorikere vurderede, at denne historiefortolkning var langt ude i skoven, men alligevel vandt serien anerkendelse, Pulitzerpris og er allerede optaget som pensum på mange amerikanske skoler.

Er det den type fortolkning, vi vil se som næste trin i dansk historiskriving? At Danmark blev skabt ved udnyttelse af sortes slaveri og ved strukturel racisme? Væk med årtiers snak om klasseundertrykkelse, som marxisterne dyrkede, og kvindeundertrykkelse, som feminister og marxister enedes om som det centrale. Er det nu racisme og diskrimination over for sorte og andre minoriteter, der vil dominere fremtidens historieskrivning?

Som modvægt er det i hvert fald ikke nok, som Kåre Lauring, pænt og ukritisk at genfortælle vor historie, for så bliver den bleg og ligegyldig.

Fra befrielse til forpligtelse. En fortælling om Danmark og Den Kolde Krig 1945-1949

Forfatter: Kåre Lauring, Sider: 428 Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal