Vild med Vestindien: De sidste danske kolonister

Erik Miles oldefar var blandt den sidste gruppe af danskere, der rejste til Vestindien for at skabe sig et liv og hjælpe med at genvinde øernes status som handelsknudepunkt. I 1917 blev alt vendt på hovedet, og de danske rejsende blev med ét forvandlet fra indbyggere til turister.

Arkivfoto Scanpix Fold sammen
Læs mere

Han spiser flæskesteg med sprøde svær og frikadeller ved særlige lejligheder. Og han og familien fejrer dansk jul – altså med risalamande og gaver den 24. december om aftenen. Men det er også kun fem generationer siden, at Erik Miles oldefar, Rasmus Johansen kom til St. Thomas med Det Østasiatiske Kompagni. (ØK).

”I slutningen af 1800-tallet kom en ny bølge af danskere til De Vestindiske Øer for at styrke infrastrukturen og opgradere havnen i Havensight og bringe handlen tilbage. Blandt dem var min oldefar, men selvom vi har undersøgt det nøje, kender vi ikke den præcise dato for hans ankomst.”

Det var krisetider på de dansk-vestindiske øer. Rørsukkereksporten blev undergravet af europæernes roesukker, og øernes betydning som transithavn var svækket. Og ad flere gange havde Danmark forsøgt at afhænde øerne – ved en enkelt lejlighed endda forsøgt at forære dem bort til Det tyske forbund – men manglende interesse, lokaloprør og en altødelæggende orkan kom i vejen. Og den danske regering blæste til genoprejsning.

Vild med Vestindien
Erik Miles er født og opvokset på St. Thomas. Han er filmfotograf og har medvirket på store Hollywood-baskere som ”Vild med Mary” og ”Any Given Sunday”. Men selvom han har opholdt sig i den mest glamourøse del af USA i en årrække, tilhører hans hjerte De Vestindiske Øer – eller Virgin Islands, som er den officielle betegnelse i dag.

”I dag er jeg dokumentarist og har blandt andet lavet en film med øjenvidneberetninger fra ”Transfer Day” (den 31. marts 1917, da De Vestindiske Øer blev solgt til USA, red). Den ligger naturligvis nogle år tilbage. I den forbindelse var jeg så langt nede i vores historie, at jeg blev gjort til direktør for St. Thomas Historical Trust, der arbejder for bevarelsen og formidlingen af vores historie.”

Klik her: Oplev de danske spor i Vestindien her

Det danskklingende efternavn ”Johansen” gik tabt allerede i anden generation, da hans oldeforældre kun fik en enkelt datter, Eriks mormor Edith. Efternavnet forsvandt, da hun giftede sig. Også selvom hun stadig stod ved gryderne og lavede brunkål og flæsk i den restaurant, hendes mor i sin tid havde åbnet.

Nyt statsborgerskab
I 1917 bliver Erik Miles oldefars hjemstavn solgt til USA. Og de fleste hans venner rejser hjem til Danmark da de sidste rejser af flåden vender hjem.

”Men min oldefar var ingeniør og fortsatte arbejdet på havnen, der forblev under dansk administration. Faktisk ejede ØK den lille ø Water Island helt frem til 1944. Han nåede at blive chefingeniør, inden han trak sig tilbage og købte en landejendom midt inde på øen.”

Med tiden forvandles havnen fra handelsknudepunkt til anløbskaj for krydstogtskibe. Ikke mindst for de mange danskere, der vil opleve en vigtig del af vores historie helt tæt på. Rasmus Johansen forblev dansker efter overdragelsen. Alle tilbageværende blev fra den 31. marts 1917.  per automatik forvandlet til amerikanere, medmindre de aktivt besluttede ikke at blive det. Men selvom leverpostejen stadig blev langet over disken i generationen efter, var statsborgerskabet nu amerikansk.

”Vi føler os stadig som danskere, og ved højtider finder jeg min mormors opskrifter frem og går i køkkenet. Det er en del af vores identitet. Måske fordi vi aldrig rigtigt er blevet amerikanere. Vi kan eksempelvis ikke stemme ved det amerikanske præsidentvalg.”

Oplev den danske kolonihistorie i Vestindien.

Annoncørbetalt indhold (native indhold) er et kommercielt samarbejde mellem Berlingske Media PartnerLab og en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af dette indhold.