Annonce
Annonce

Styrk de gode idéers vej til markedet

Topbillede
PR-foto: Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv Fold sammen
Læs mere

Af Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv

I Danmark er vi gode til at få nye idéer. Vi tænker kreativt, og det danske erhvervsliv har igennem historien fostret virksomheder, der i dag spiller i den globale superliga inden for bl.a. ren energi, informationsteknologi og life science. Men hvis vi skal udvikle nye danske superligaspillere til fremtiden, er vi nødt til at sætte vores innovation op i gear.
Innovation er et fint ord for dét at omsætte gode idéer og viden til forretning, vækst og beskæftigelse. Det handler altså om at få de gode ideer ud i markedet. Innovation er en grundlæggende forudsætning for produktivitetsfremgang og vækst i det danske erhvervsliv – og dermed for velstanden i hele samfundet.

Stærke forudsætninger
Vores forudsætninger i Danmark er i orden: Vi er en videntung nation, som leverer forskning i verdensklasse. Vi har en af verdens bedst uddannede befolkninger, og vi ligger ofte i top på internationale ranglister for digitalisering og digitaliseringsparathed.
Problemet er, at vi ikke er gode nok til, at omsætte ny viden og nye teknologier til innovation og produktivitet i det danske erhvervsliv. Under halvdelen af de danske små og mellemstore virksomheder var ifølge Danmarks Statistik innovative i perioden 2012-2014, og kun knap en sjettedel af virksomhederne havde etableret innovationssamarbejde med andre virksomheder eller institutioner. Det er for få.

Grundlæggende forandringer forude
Vi står i dag over for markante forandringer af arbejdsmarkedet og erhvervslivet. Robotterne kommer. Flere og flere funktioner og jobs automatiseres. Det gælder også en række job, der hidtil har været afhængig af menneskelig hjernekraft. Den kunstige intelligens er ikke længere et science fiction-begreb, men et reelt redskab, der i stigende grad vil blive brugt på arbejdsmarkedet. Samtidig tager den globale konkurrence til. Digitaliseringen betyder, at vi i dag ikke blot konkurrerer med aktører i vores nærområder, men med virksomheder over hele verden.
Innovation er både, at udvikle helt nye produkter og processer og at udnytte viden, der allerede findes. En forbedret proces behøver ikke være banebrydende, før den kan føre til højere produktivitet i en virksomhed.

Behov for bedre rammevilkår
At styrke innovationen handler om, at have det rigtige mindset og mod til, at satse på nye idéer. Men mindst lige så vigtigt er, at vi har de rette rammevilkår for innovation. På de følgende sider ser vi nærmere på en række af disse perspektiver.

Hvordan kan man styrke innovationen gennem digitalisering? Hvad kan man få ud af, at samarbejde med forskningsinstitutioner, og hvordan kommer man i gang? Hvilke muligheder er der for at rejse kapital for den innovative virksomhed, og hvordan kan de muligheder forbedres? Og hvordan fanger man kunderne digitalt med nye løsninger til betaling og markedsføring?
Det er de nye idéer og opfindelser, som flytter den øvre grænse for vores formåen. Men for at idéerne kan få gennemslag på vores produktivitet og vækst, skal de ud at flyve. Vi skal styrke de gode idéers vej til markedet.