De senere år har vi oplevet en syndflod af forskellige former for superfoods, kure og madtrends i en grad, så selv den bedste kan blive helt forvirret. For skal vi nu spise nødder og kød? Og skal det helst ikke varmes op til mere end 42 grader? Eller skal vi udelukkende spise citrusfrugter? Eller er det i virkeligheden bedst at spække køkkenet med teknologiske hjælpemidler, så vi kan lave molekylær gastronomi og tilberede hver enkelt ret til perfektion?
Trendekspert, Louise Byg Kongsholm »Flexitarisme – den fleksible vegetar – bliver det næste. Det er en realistisk, og ikke så fanatisk tilgang til maduniverset, og der er mere plads til det individuelle og fleksible.«
Madtrends handler om identitet
Trendekspert og administrerende direktør Louise Byg Kongsholm fra pej gruppen, der er et af landets førende trendbureauer, har et bud på, hvorfor vi bliver oversvømmet af madtrends i disse år:
»Mad handler i dag slet ikke om sult og tørst, men om identitet, fællesskab og værdier. Madtrends er ofte en direkte eller indirekte afspejling af samfund, samtid, tidsånd og livsstil. Sjovt nok er billeder af mad noget af det, der fylder allermest på nettet. Og valget af, hvilken madtrend eller kur, man følger, siger meget om, hvem man er – det er ganske enkelt en identitetsmarkør,« siger Louise Byg Kongsholm og fortsætter:
Find opskrifter og tips til bedre madlavning her
»Når alt efterhånden foregår digitalt, kommer der mere fokus på de få ting, der ikke er digitale. Det taktile, den gode smagsoplevelse og hele sanseligheden bliver dyrket i højere grad. Valget af trend eller kur kan også ses som en mangel på ‘religion’ eller ‘tro’ i vores hektiske og usammenhængende liv. Med en kur eller en trend får man noget at læne sig op ad. Man får et fællesskab og nogle retningslinjer, som gør det nemmere at træffe valg i madafdelingen,« siger Louise Byg Kongsholm.
Vi er på vej væk fra sundhedshysteriet
Der er dog noget, der tyder på, at bølgen af lettere hysteriske sundhedstrends måske har toppet, mener trendeksperten.
»Antallet af trends er steget voldsomt på kort tid, så der i dag næsten er en ny trend hver uge. Det er til at blive forpustet af. Heldigvis er vi nået dertil, hvor alt er muligt – også at træde ud af trædemøllen og spise det, man har lyst til. Der er noget, der tyder på, at en kommende trend er at gå fra sundhedsfanatisme til sundhedsrealisme, hvor der er mere plads til det individuelle og fleksible – og flexitarismen, altså den fleksible vegetar, er et godt eksempel på dette. Det handler om at spise sundt, men stadig have plads til at nyde livet,« siger Louise Byg Kongsholm.