Sådan undgår du indbrud og biltyveri på ferien

billede
Læs mere
Fold sammen

Feriebilister har som regel deres biler godt fyldt med værdier, og det ved tyveknægtene godt. Her får du 10 tips til, hvordan du undgår at blive offer for indbrud eller biltyveri på ferien.

”Bliver bilen stjålet er man dækket, hvis bilen er kasko eller delkasko forsikret. Hvis bilen bryder sammen under ferien, er der hjælp at hente på bilens kasko eller delkasko forsikring. Vi samarbejder med SOS International, der kan hjælpe med vejhjælp på stedet, bugsering, evt. hotel og udlejningsbil, hjemrejse, og hjemtransport af køretøj, hvis det skulle blive nødvendigt, ” siger Pia Holm Steffensen, der er privatdirektør i Alm. Brand.

1. Lad ikke ting og sager ligge i bilen
Overvej hvad du har liggende i bilen. Dels dækker forsikringen ikke tyveri af ‘særlige’ genstande – fx iPads, hvis de har ligget synligt fremme, dels er der ingen grund til at tiltrække sig den opmærksomhed. Rejs let og fjern alle spor af værdisager. Det gælder også GPS-holder, iPad-holdere og ladere, der kan give indtryk af, at noget interessant er gemt af vejen. Skal noget efterlades, så lad det ligge i bagagerummet, eller i andre aflåste opbevaringsrum. Vær opmærksom på, at tyveknægtene kan tænkes at holde øje med, hvad du lægger i bagagerummet, når du parkerer, for det er, som regel der, man gemmer sine ting af vejen.
Læs mere om, hvordan din indboforsikring dækker her

 

2. Få installeret en sikkerhedsboks
En sikkerhedsboks kan være en løsning til mindre værdigenstande. Sikkerhedsbokse kan fastmonteres i bagagerum, eller under sæder, og fås til under 300 kr. på nettet. Lad dog ikke smartphones og tablets, der indeholder din identitet ligge. Identitetstyverier er eksploderet i de senere år.
Læs mere om, hvordan du kan sikre dig mod identitetstyveri her

 

3. Mærk familiens genstande
Mærkede genstande kan lettere identificeres og er sværere at sælge på det sorte marked. Det gør genstandene mindre interessante at stjæle. Der findes forskellige mærkningsmetoder. Man kan låne en gravørpen hos politiet og foretage en synlig mærkning med fx navn, eller man kan DNA-mærke med en usynlig væske, der indeholder en unik DNA-kode. Særlige app’s til smartphones og tablets kan også gøre det muligt at spore dem. Installer disse.
Læs mere om DNA-mærkning her

 

4. Tænk over, hvor du parkerer
En mørk gyde i udkanten af civilisationen, eller midt på byens torv? Det er ikke altid, at man selv kan bestemme, hvor der er en parkeringsplads, men man kan prøve at parkere bilen så ’offentligt’ som muligt. Risikoen for indbrud og biltyveri stiger, når bilen parkeres et afsides sted. Parker på befærdede steder, og om natten på steder der er godt oplyst.

 

5. Overnat ikke på øde rastepladser
Trætheden melder sig, og det er bare en rigtig god idé, at snuppe en lur på en knapt så overrendt rasteplads. Nej... Dårlig idé. For på mørke øde steder øges risikoen for tyver og røveri. Skal der nappes en lur i bil på en rasteplads, skal det være på det bedst oplyste sted på den mest befærdede af slagsen.

 

6. Lås altid bilen – og luk vinduerne
Et lille smut ind i en kiosk, på tankstationen, eller ind på hotellet er nok til, at en tyv kan løbe med sagerne, eller for den sags skyld bilen. Dygtige biltyve arbejder hurtigt. Tag altid nøglen med, lås altid bilen – og luk vinduerne, når den efterlades. Husk også at lukke evt. soltag og trækrude, også selvom bilen måtte blive varm.

 

7. Tjek, at bilen er låst
Vær opmærksom på, at bilen reelt også låser. Tyveknægte bruger i stigende omfang de såkaldte ’jammers’, der blokerer for, at du kan låse din bil med bilens fjernbetjening. Typisk opholder tyven sig i nærheden, hvor han kan følge med,  og kan forhindre dig i at låse din bil, helt uden du opdager det. Kontroller derfor altid, at bilen er låst, inden du forlader parkeringspladsen. Gør det til en vane, og gør det, uanset om du parkerer ’ude’ eller ‘hjemme’, for biltyve bruger også offentlige steder til at identificere, hvilke biler de gerne vil have fingre i og følger så efter for måske at stjæle bilen, når du parkerer ved ferieboligen.

 

8. Pas på dine bilnøgler
Siden 1998 har alle nye biler fået startspærre. Den kan omgås, hvis man er en dygtig biltyv, men det er meget nemmere, hvis biltyvene kan få fingre i bilens nøgler. Pas derfor på bilnøglerne, når kaffen indtages under parasollerne på piazza’ens café, eller hvor man nu kommer frem.
Få flere gode tips til sikring mod biltyveri her

 

9. Tag ’værdipapirerne’ med, når du forlader bilen
Når du kører på ferie i udlandet, skal du altid have den originale registreringsattests ’Del 1’ med i bilen. Tag ikke ’Del 2’ med, da du så medbringer alt, hvad en biltyv skal bruge for at omregistrere bilen. Tag alle former for personlige papirer og registreringspapirer med, når du forlader bilen. Så undgår du også id-tyveri.
Få flere gode tips til sikring mod biltyveri her

 

10. Overvej ekstra tyverisikring
Der findes forskellige former for tyverisikring af bilen, mekanisk såvel som elektronisk. Er din bil fra før 1998 er det måske en idé, at installere en startspærre, der stortset umuliggør start af bilen uden nøgle. En tyverialarm er også en mulighed. Hvis bilen er af den dyre slags, er sporingsudstyr relevant.
Der findes også mekanisk sikring. Læs mere om mulighederne her

 

Bilen er væk, hvad nu?
Udsættes du for indbrud i bilen, eller er bilen blevet stjålet, skal du hurtigst muligt kontakte det lokale politi, så bilen og evt. tyveknægte kan blive efterlyst. Når du anmelder et biltyveri til politiet, skal du give oplysninger om registreringsnummer, mærke og model, farve, stelnummer, motornummer, bilens værdi, forsikringsselskab, tidspunktet for tyveriet, hvor bilen er stjålet fra og eventuelle særlige kendetegn. Det vil være en fordel at have bilens papirer, som du jo ikke har efterladt i bilen, ved hånden.

  • Husk at få en kvittering for anmeldelsen, eller en kopi af politirapporten, hvis muligt. Dernæst skal du hurtigst muligt kontakte dit forsikringsselskab.
  • Det samme gælder for tyveri fra bilen. Anmeld hvilke genstande det drejer sig om og under hvilke omstændigheder. Tag evt. billeder af opbruddet. Der gives som udgangspunkt kun erstatning, hvis bilen har været låst, der er tegn på opbrud og genstandene ikke har ligget fremme.
  • Er det ikke muligt, at nå at politianmelde indbruddet, bør du anmelde det til en anden myndighedsperson, fx hotelejeren. Også her skal du huske kvittering for anmeldelsen.

 

Er du i tvivl, om du er rigtigt forsikret? Tag Alm. Brand Forsikrings ‘behovstest på http://behovstest.almbrand.dk/

Annoncørbetalt indhold (native indhold) er et kommercielt samarbejde mellem Berlingske Media PartnerLab og en annoncør. Berlingske medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af dette indhold.