SPONSERET INDHOLD

Professorens gode råd: Sådan undgår du bihulebetændelse

Når vinteren ruller ind over det danske land, så følger en række sygdomme med i kølvandet. Forkølelse og influenza rammer mange, men også bihulebetændelse tvinger mange af os til at blive i sygesengen for en tid. Men hvad er bihulebetændelse egentlig, og hvad kan vi gøre ved det?

Bihulebetændelse kan være en hård omgang at komme igennem. Heldigvis kan mange af symptomer let lindres. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

For mange danskere kan det være svært at sige fra, når sygdommen rigtig rammer. Ofte, når vi burde blive hjemme i sengen under dynen, så er vi mere tapre end godt er, og tager på arbejde selvom hoste, nysen og snotnæse hurtigt giver sygdommen videre til vores omgivelser.

Én af de sygdomme, vi netop skal være på vagt overfor i denne vintertid, er bihulebetændelse, der kan gøre det ekstra surt at ligge i sygesengen. For mens en almindelig forkølelse mest bare er en træls omgang, så kan bihulebetændelsen være en anderledes smertefuld oplevelse.

Trykken i hovedet
»Bihulebetændelsen opstår som en følge af forkølelsen. Det er en betændelse, der spreder sig fra slimhinderne i næsen til bihulerne, hvor den kan blive rigtig ubehagelig. Når vi er forkølede, bliver bihulerne ofte ikke udluftet, og derfor kan betændelsen opstå,« fortæller Allan Randrup Thomsen, der er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi, og ekspert i forkølelsessygdomme.

Og som med så mange andre former for betændelse, kan der ved bihulebetændelse være mere eller mindre smertefulde følger. Mange oplever smerter i panden, i kindbenene, nakken eller tindingerne, og disse smerter vil ofte blive forværret, hvis man bukker sig forover eller f.eks. går eller på anden måde bevæger sig.

Sådan lindrer du din bihulebetændelse

Er man særligt hårdt ramt kan træthed og endda en mild febertilstand også være en af følgerne af sygdommen.

»Jo mere betændelse der er, jo flere smerter vil man have. Der opstår et tryk i bihulerne, når man rammes af sygdommen, og følelsen kan være som den vi oplever fra ørene, når vi er ude at flyve. Det giver en let trykken for ørerne og generelt ubehag,« siger Allan Randrup Thomsen.

Lindring er muligt
Selvom en omgang bihulebetændelse kan være ubehagelig, så er der ikke umiddelbart nogen farer ved sygdommen. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt med en antibiotika-behandling, men inden man tager så drastiske skridt, kan man med fordel lindre symptomerne på andre måder.

»I langt de fleste tilfælde kan en næsespray eller næsedråber være med til at gøre sygdommen mere udholdelig. De kurerer ikke sygdommen, men de kan gøre en del for at lindre symptomerne. Hvis der er kraftige symptomer, kan man blive nødt til at give penicillin eller lignende, men som regel aftager sygdommen efter nogen tid, og så er man frisk og rask igen,« siger Allan Randrup Thomsen.

Mens lindrende medicin kan hjælpe et stykke af vejen mod helbredelse, kan man gøre andre ting for at gøre hverdagen bedre, så længe sygdommen har gjort sit indtog. Det er en god ide at indtage rigeligt med væske, og samtidig undgå stærk fysisk belastning. Samtidig kan det være en hjælp at indånde damp eller fugtig luft, da dette kan have en sammentrækkende effekt på slimhinderne, og dermed lindre en del af ubehaget.

»Den bedste kur mod bihulebetændelse er sådan set at gøre alt for at undgå, at man bliver ramt. Vask og afsprit hænder, undgå de potentielle smittefarer, og tænk også på, hvordan du kan undgå at smitte den næste,« siger Allan Randrup Thomsen.

Dette indhold er produceret af Berlingske Media i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af indholdet.